Aal-i-Imraan

Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Alif Lam Mim.

(2) Allah - der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Altopholdende.

(3) Han har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som bekræfter det, som var før den. Og tidligere åbenbarede han Toraen og Evangeliet som retledning for mennesker, og Han har(nu) åbenbaret den (Bog), der adskiller (mellem sandhed og løgn).

(4) Sandelig, de, som fornægter Allahs tegn- over dem (vil der komme) e streng straf, og Allah er Almægtig, Den, der har magt til at gengælde.

(5) Sandelig, intet er skjult for Allah på jorden, ej heller i himlen.

(6) Ha er Den, som former jer i moders liv, sådan som Han vil det. Der er ingen gud undtagen Ham, den Almægtige, den Alvise.

(7) Det er Ham, der har åbenbaret dig Bogen: i den er der afgørende vers- de er Bogens moder (grundlag)- og andre, som er underkastet fortolkning. Hvad da angår dem, i hvis hjerter der er fordærv- så følger de det, som er underkastet fortolkning, idet de søger (at skabe) splittelse, og idet de søger dets (fejlagtige) fortolkning. Men ingen kender dets (rette) tolkning undtagen Allah og de, som er fast grundede i viden. De siger: Vi tror på det. Det er alt sammen fra vor Herre. – Og kun de forstandige vil tænke sig om.

(8) Vor Herre, lad ikke vores hjerter fordærves, efter at Du har retledet os, og skænk os barmhjertighed fra Dig, thi Du er alene Den, der skænker (alle ting).

(9) Vor Herre, Du vil samle menneskeheden til (dommens) dag, hvorom der ikke hersker tvivl, thi Allah byder ikke løftet.

(10) Sandelig, de som er vantro- deres rigdomme og deres børn vil intet nytte dem mod Allah, og sådanne skal blive brændsel for ilden.

(11) Ligesom Faraos folk og de før dem: de forkastede Vores tegn, og Allah greb dem da i deres synder, og Allah er streng til at straffe.

(12) Sig til dem, der er vantro: I vil visselig blive overvundet og samlet sammen i helvede. Og slemt er hvilestedet.

(13) Sandelig, der var et tegn for jer i det to partier, som stødte sammen: det ene parti kæmpede for Allahs sag, oh det andet var vantro. Og de så dem med egne øjne som to gange sig selv. Og Allah styrker med Sin hjælp, hvem Han vil. Sandelig, i dette er der en lære for dem, der har øjne.

(14) Forskønnet for mennesker er kærligheden til de begærede ting: til kvinder og børn og ophobede skatte af guld og sølv og velopdrættede heste og kvæg og agre. (Alt) dette er underhold for det nærværende liv. Men hos Allah er det skønneste hjemsted.

(15) Sig: Skal jeg give jer besked om noget, der er bedre end (alt) dette? For dem, der frugter (Gud), er der hos deres. Herre haver, gennemstrømmet af flod r- de skal forblive der - og rene hustruer og Allahs velbehag. Og Allah ser tjenerne.

(16) Dem, der siger: Vor Herre, se vi tror. Tilgiv os derfor vores synder, og frels os fra ildens straf.

(17) De standhaftige og de sanddru og de lydige og de, som giver ud, og de, som beder om tilgivelse i den sidste del af natten.

(18) Allah bevidner, at der ingen gud er undtagen Ham, og (det samme gør) englene og de, som har viden - idet Han opretholder retfærdigheden. Der er ingen gud undtagen Ham, den Almægtige, den Alvise.

(19) Sandelig, religionen hos Allah er Islam (underkastelse). Og de, til hvem Skriften blev givet, blev ikke uenige, førend efter erkendelsen var kommet il dem - af misundelse til hinanden. Og de, der fornægter Allahs tegn, (skal viden, at) Allah visselig er hurtig til at afregne.

(20) Og hvis de strides med dig, så sig: Jeg har helt og fuldstændig underkastet mig Allah - og (det har også) de, der følger mig. Og sig til de, til hvem Skriften blev givet, og til de analfabetiske (arabere): Har I underkastet jer? Og hvis de underkaster sig (Guds åbenbarede vilje), så er de retledede. Men hvis de vender sig bort, så påhviler det kun dig at overbringe budskabet. Oh Allah ser tjenerne.

(21) Sandelig, de som fornægter Allahs tegn og søger at dræbe profeterne uden grund og søger at dræbe dem blandt menneskene, som påbyder retfærdighed forkynd dem da en smertelig straf.

(22) Det er disse, hvis gerninger bliver til intet i denne verden og den kommende, og de vil ingen hjælpere have.

(23) Har du ikke set dem, til hvem en del af Skriften blev givet? De kaldes til Allahs Bog for at den kan dømme mellem dem, men en del af dem vender sig bort, og de er modvillige!

(24) Dette er (sådan), fordi de siger: Ilden vil kun berøre os nogle (få) dage - og det, de har forfalsket, har bedraget dem i deres religion.

(25) Men hvorledes (vil det være), når Vi samler dem til den dag, hvorom der ikke er tvivl, og enhver sjæl får til fulde, hvad den har erhvervet sig, og de ikke vil lide uret?

(26) Sig: O Allah, Du, som er rigets Herre. Du giver riget til hvem Du vil, og Du tager riget fra hvem Du vil, og Du ophøjer hvem Du vil og fornedrer hvem Du vil. I Din hånd er (alt) godt, thi Du er mægtig over alle ting.

(27) Du lader natten gå over i dag, og Du lader dagen gå over i nat, og Du frembringer det levende af det døde, og Du lader døden fremgå af det levende. Og Du forsyner, hvem Du vil, uden at beregne det.

(28) De troende skal ikke tage de vantro til venner frem for de troende. Og den, der gør dette, har intet med Allah (at skaffe), medmindre I da tager jer i agt for dem med (al) agtpågivenhed. Og Allah advarer jer mod Sin straf og til Allah vender I tilbage.

(29) Sig: Hvad enten I skjuler, hvad der er i jeres hjerter, eller I åbenbarer det, så ved Allah det. Han ved, hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah er mægtig over alle ting.

(30) Den dag, hvor enhver sjæl vil finde nærværende (hos sig), hvad den har øvet af godt, og hvad den har øvet af ondt, vil den ønske, at der mellem den og det (onde) var en stor afstand. Allah advarer jer mod Sin straf, og Allah er Mild mod tjenerne.

(31) Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig. Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(32) Sig: Adlyd Allah og Sendebuddet. Men hvis I vender jer bort, så elsker Allah visselig ikke de vantro.

(33) Sandelig, Allah har udvalgt Adam og Noah og Abrahams hus og Imrans hus frem for folkene.

(34) Én slægt, den ene fra den anden, og Allah er Althørende, Alvidende.

(35) (Husk) den gang, da Imrans hustru sagde: Min Herre, jeg har lovet Dig hvad der er i mit skød, (at det skal være) helliget Din tjeneste. Modtag (det) derfor af mig, thi Du er den Althørende, den Alvidende.

(36) Dog da hun havde født et pigebarn, sagde hun: Min Herre, jeg har født en pige- og Allah vidste (dog) bedst, hvad hun havde født - og et drengebarn er ikke som et pigebarn, og jeg har kaldt hende Maria. Og jeg anbefaler hende og hende afkom til Din beskyttelse mod den forbandede Satan.

(37) Men hendes Herre modtog hende på bedste vis og lod hende vokse sig smuk og god og gjorde Zacharias til hendes værge. Hver gang Zacharias trådte ind i kammeret til hende, fandt han føde hos hende. Han sagde: O Maria, hvorfra (kommer) dette til dig? Hun sagde: det er fra Allah, thi Allah skænker underhold til hvem Han vil, uden noget regnskab.

(38) Der(og da) påkaldte Zacharias sin Herre. Han sagde: Min Herre, skænk Du mig en god efterkommer, thi du er Den, der bønhører.

(39) Da kaldte englene ham, medens han stod og bad i kammeret: Allah giver dig glædeligt budskab som Johannes, der skal bekræfte et ord fra Allah, og (som skal være) ædel og ren, en profet, en af de retfærdige.

(40) Han sagde: Min Herre, hvordan skal jeg få en søn, når jeg (dog) har nået alderdommen, og min kone er gold. Han sagde: således (skal det være): Allah skaber, hvad Han vil.

(41) Han sagde: Min Herre, bestem et tegn for mig. Han sagde: Dit tegn skal være, at du ikke taler til mennesker i tre dage undtagen ved gebærder, og ihukom din Herre meget, og lovpris ham aften og morgen.

(42) Og (husk) den gang englene sagde: O Maria, Allah har visselig udvalgt dig og renset dig og udvalgt dig frem for folkenes kvinder.

(43) O Maria, vær lydig mod din Herre og kast dig ned (for ham) og bøj dig (i bøn) sammen med dem, der bøjer sig (i bøn).

(44) Dette er (en) af forkyndelserne af det usete, som Vi har åbenbaret dig: thi du var ikke hos dem, da de trak lod om, hvem af dem der skulle være værge for Maria, og du var ikke hos dem, da de stredes med hinanden (derom).

(45) (Husk), da englene sagde: O Maria, Allah giver dig visselig glædeligt budskab ved et ord fra Ham: hans navn skal være Messias, Jesus, Marias søn, æret i denne verden og den kommende, en af dem, der står (Gud) nær.

(46) Og han skal tale til mennesker i vuggen og som midaldrende og være en af de retfærdige.

(47) Hun sagde: Min Herre, hvorledes skal jeg få en søn, når ingen mand har rørt mig? Han sagde: Således (skal det være): Allah skaber, hvad Han vil. Når han har besluttet en ting, så siger Han kun til den: Bliv til – så bliver den til.

(48) Og Han skal lære ham Skriften og Visdommen og Toraen og Evangeliet.

(49) Og (vil sende ham som) et sendebud til Israels børn, (for at han må sige): Jeg er visselig kommet til jer med et tegn fra jeres Herre: Jeg vil fremstille for jer af ler (noget) i ligheden med en fugl, og så vil jeg indblæse den (livsånde), og den vil blive et bevinget væsen med Allahs vilje, og jeg vil helbrede de blinde og de spedalske. Og jeg vil gøre de døde levende ved Allahs vilje og jeg vil meddele jer, hvad I spiser, og hvad I oplagrer i jeres huse, sandelig, i dette er der et tegn for jer, om I da er troende.

(50) Og (jeg kommer for) at opfylde, hvad der var før mig, nemlig Toraen, og for at tillade jer noget af det, som var jer forbudt. Og jeg kommer til jer med et tegn fra jeres Herre. Frygt derfor Allah og adlyd mig.

(51) Sandelig, Allah er min Herre og jeres Herre, tilbed derfor Ham: dette er den rette vej.

(52) Men efter at Jesus havde opdaget deres vantro, sagde han: Hvem er mine hjælpere i Allahs sag? Disciplene sagde: Vi er Allahs hjælpere: vi tror på Allah, og bevidn du, at vi er gudhengivne.

(53) Vor Herre, vi tror på det, som Du har åbenbaret, og vi følger dette sendebud. Skriv os da ned sammen med dem, der bevidner (Sandheden).

(54) Og de lagde en plan, og Allah lagde (også) en plan. Men Allah er den bedste planlægger.

(55) (Husk), da Allah sagde: O Jesus, Jeg vil lade dig dø (en naturlig død) og forlene dig ære hos Mig og rense dig (for anklagerne) fra dem, der er vantro, og sætte dem, der følger dig, over dem, der er vantro, indtil opstandelsens dag. Så skal I vende tilbage Mig, og Jeg vil dømme mellem jer i det, I er uenige om.

(56) Og hvad de vantro angår, så vil Jeg straffe dem med en streng straf o denne verden og den kommende, og de vil ingen hjælpere have.

(57) Men hvad angår dem, der tror og handler retfærdigt, så vil Han til fulde give dem deres løn. Og Allah elsker ikke de uretfærdige.

(58) Dette er, hvad Vi forelæser dig af tegnene og den vise formaning.

(59) Sandelig, med Jesus er det hos Allah ligesom med Adam. Han skabte ham af støv, og så sagde Han til ham: Bliv til, og han blev til.

(60) Sandheden er fra din Herre, vær derfor ikke en af tvivlerne.

(61) Og den, der strides med dig herom, efter at erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore hustruer og jeres hustruer, og vore folk og jeres folk, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.

(62) Sandelig, dette er visselig den sande beretning, og der er ingen hud undtagen Allah, og sandelig – Allah er visselig den Almægtige, den Alvise.

(63) Hvis de da vender sig bort, så kender Allah visselig dem, der stifter ufred.

(64) Sig: O I Skriftens folk, kom til en ligelig overenskomst mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah og ikke sætter noget som helst lige med Ham, og at ingen af os tager andre til herre end Allah. Men hvis de vender sig bort, så sig: Bevidn I da, at vi er gudhengivne (muslimer).

(65) O Skriftens folk, hvorfor strides I om Abraham, når Toraen og Evangeliet først blev åbenbaret efter ham? Vil I da ikke forstå?

(66) I er jo dog dem, der stredes om det, hvorom I havde viden. Hvorfor strides I da om det, hvorom I ingen viden har? Men Allah ved, og I ved ikke.

(67) Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven og havde underkastet sig (Gud alene), og han var ikke en af afgudsdyrkerne.

(68) Sandelig de, som står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham, og denne profet og de troende, og Allah er de troende ven.

(69) En del af Skriftens folk ønsker, at de måtte lede jer vild. Men de leder kun sig selv vild, og de forstår det ikke.

(70) O I Skriftens folk ønsker, at de måtte lede jer vild. Men de leder kun sig selv vild, og de forstår det ikke.

(71) O I Skriftens folk, hvorfor forvirrer I sandheden ed løgn og skjuler sandheden, når I dog kender den?

(72) En del af Skriftens folk siger: Tro på det, der er blevet åbenbaret dem, der tror, ved dagens begyndelse og fornægt det om aftenen, for at de må vende tilbage (til jeres tro).

(73) Og tro kun på den, der følger jeres religion. Sig (til dem): sandelig, retledningen, er Allahs retledning, at der skal gives én det samme, som blev givet jer, eller de vil strides med jer for jeres Herre. Sig (til dem): Sandelig, al nåede er Allahs hånd. Han skænker den til hvem Han vil. Og Han er over al måde Gavmild, den Alvidende.

(74) Han udvælger i Sin barmhjertighed, hvem Han vil – og Allah er den største nådes Herre.

(75) Og blandt Skriftenes folk er der nogle, som – hvis du betror dem en skat- vil give den tilbage til dig. Og blandt dem er der nogle, som – hvis du betror dem en Dinar, ikke vil give dig den tilbage, medmindre du bliver stående over ham. Dette (Er sådan), fordi de siger: Der hviler intet ansvar på os over for analfabeterne. Men de siger en løgn om Allah, og de ved det.

(76) Nej! Den, der opfylder sin forpligtelse og frygter (Gud) – sandelig, Allah elsker de gudfrygtige.

(77) Sandelig, de, som sælger pagten med Allah og deres edelige løfter for en ringe pris- sådanne skal ikke have nogen del i det kommende (liv), og Allah vil ikke tale til dem og se til dem på opstandelsenes dag, ej heller vil Han rense dem, og de skal få en smertelig straf.

(78) Og der er visselig blandt dem en del, som fordrejer Skriften med deres tunger, for at I skal mene, at det er fra Skriften, og det er ikke fra Skriften. Og de siger: Dette er fra Allah, men det er ikke fra Allah, og de siger en løgn om Allah, og de ved det.

(79) Det sømmer sig ikke for et menneske, at Allah skulle give ham Skriften og herredømmet og profetien, o at han så skulle sige til mennesker: Vær mine tjenere ved siden af (at I er ) Allahs. Men (han vil sige): Vær alene Herren gengivne – når I jo dog lærer Skriften og læser den.

(80) Ej heller ville han byde jer, at I skulle tage englene og prfeterne til herrer, Skulle han mon påbyde jer vantro, efter at I hr underkastet jer (Gud)?

(81) Og (husk), da Allah oprettede en pagt (med folkene) ved (deres) profeter (og sagde): Hvad Jeg end har skænket jer af skrift eller visdom, og der så kommer til jer et sendebud, som bekræfter hvad derer hos jer, så skal I visselig tro ham, og ham skal I visselig hjælpe. Han sagde: Modtager I dette, og påtager I jer denne forpligtelse over for Mig? De sagde: Vi modtager. Han sagde: Bevidn da, og Jeg er hos jer blandt dem, der bevidner (det).

(82) Men de, der vender sig bort efter dette – er da oprørere!

(83) Søger de en anden religion end Allahs, når alle, som er i himlene og på jorden, underkaster sig Ham – frivilligt eller tvunget? Til Ham skal de sendes tilbage.

(84) Sig: Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os, og hvad Han har åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus og (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi underkaster os Ham.

(85) Søger nogen en anden religion end Islam, skal den ikke modtages af ham, og han skal i det kommende liv være blandt taberne.

(86) Hvorledes skal Allah retlede et folk, som er blevet vantro, efter at de har troet og bevidnet, at Sendebuddet var sandheden, og efter at de klare beviser var kommet til dem? Men Allah retleder ikke det uretfærdige folk.

(87) Sådannes løn skal være, at Allahs forbandelse og englenes og Alle menneskernes skal være over dem!

(88) De skal forblive deri! Straffen skal ikke lettes dem, og der skal ikke gives dem udsættelse.

(89) Undtagen dem, som angrer derefter og forbedrer sig, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(90) Sandelig, de, som bliver vantro efter at de har troet, og så tiltager i vantro, deres anger skal ikke modtages, og de er de vildfarne.

(91) Sandelig, de, som er vantro, og som dør som vantro, fra dem ikke skal modtages - om det så var jorden fuld af guld, selv om han også skulle ønske at løskøbe sig dermed. For sådanne er der en smertelig straf, og de vil ingen hjælpere have.

(92) I vil ikke nå til den (fuldkomne) retfærdighed, førend I giver bort af det, I elsker, og hvad I end giver ud, så er Allah visselig vidende derom.

(93) Enhver føde var tilladt for Israels børn, men undtagelse af hvad Israel forbød sig selv, førend Torahen blev åbenbaret. Sig: Kom da med Torahen og læs den, hvis I er sandfærdige!

(94) Men de, der herefter opdigter en løgn om Allah – det er sådanne, som er de uretfærdige.

(95) Sig: Allah har talt sandhed. Følg derefter Abraham den oprigtiges religion, og han var ikke en af afgudsdyrkerne.

(96) Sandelig, det første hus, som blev grundlagt for mennesker, var det i Bakka [dalen ved Makka] – (som) en velsignelse og retledning for alverden.

(97) Deri er der tydelige tegn: Abrahams standplads – og den, der betræder det, vil være i sikkerhed. Og for Allah er valfart til huset pålagt menneskene – de af dem, som formår at drage dertil. Men de, der er vantro, (skal betænke), at Allah visselig er Uafhængig af alverden.

(98) Sig: O I skriftens folk, hvorfor fornægter I Allahs tegn, og Allah er Vidne til det, I øver.

(99) Sig: O I skriftens folk, hvorfor holder I dem, der tror, borte fra Allahs vej, idet I søger at gøre den krum, og I er dog selv vidner? Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(100) O I som tror, hvis I følger en del af dem, hvem Skriften blev givet, så vil de gøre jer vantro igen, efter at I har troet.

(101) Men hvorledes kan I blive vantro, når Allahs tegn er blevet forelæst jer, og Hans Sendebud er blandt jer? Og den, der holder fast ved Allah, han er visselig blevet ledet til den rette vej.

(102) O I som tror, frygt Allah med den rette gudsfrygt, og dø ikke, førend I har underkastet jer [førend I er Muslimer].

(103) Og hold fast ved Allahs reb [pagt] alle sammen, og lad jer ikke adsplittes. Og ihukom Allahs nådegerninger imod jer, da I var fjender. Dengang føjede Han jeres hjerter sammen, så I ved Han nåde blev brødre. Og I var på kanten af en brændende afgrund, og Han reddede jer derfra. Således gør Allah Sine tegn tydelige for jer, for at I kan være retledede.

(104) Og blandt jer skal der være et samfund, som kalder til det gode, og som påbyder det rette og forbyder det onde, og disse er det, som skal fuldkommengøres.

(105) Og vær ikke som dem, der adsplittedes og blev uenige, efter at de klare tegn var kommet til dem. Og dem bliver en streng straf (til del)!

(106) På den dag, da (nogle) ansigter vil være hvide, og (andre) ansigter vil være sorte. Hvad angår dem, hvis ansigter vil være sorte, (så skal der siges til dem): Blev I vantro, efter at I havde troet? Smag da straffen, fordi I var vantro!

(107) Men hvad dem angår, hvis ansigter vil være hvide, så skal de være i Allahs barmhjertighed. Deri skal de forblive!

(108) Således er Allahs tegn, som Vi forelæser dig med sandheden. Og Allah ønsker ikke uretfærdighed mod alverden.

(109) Og Allah tilhører hvad der er i himlene og hvad der er på jorden, og til Allah skal tingene sendes tilbage.

(110) I er den bedste menighed, som er frembragt til menneskeheden(s vel): I påbyder det rette og forbyder det onde og tror på Allah. Og hvis Skriftens folk troede, ville det være bedre for dem! Blandt dem er der troende, men de fleste er oprørere.

(111) De vil ikke kunne skade jer – undtagen en ringe skade. Og hvis de kæmper imod jer, vil de vende jer ryggen. Og så vil de ikke blive hjulpet!

(112) De skal slås med skændsel, hvor de end findes, medmindre de har en pagt med Allah eller en pagt med mennesker, og de har pådraget sig Allahs vrede. Og de skal slås med ydmygelse, fordi de forkastede Allahs tegn og forsøgte at dræbe profeterne med urette. Således skal det være, fordi de var ulydige og overtrådte grænserne.

(113) De er ikke (alle) lige: blandt Skriftens folk er der en menighed, som opretholder retfærdighed [eller: som holder sig til deres pagt]. De læser Allahs tegn i nattens timer og kaster sig ned (for Ham).

(114) De tror på Allah og den yderste dag, og de påbyder det rette og forbyder det onde, og de kappes med hinanden i gode gerninger, og sådanne er blandt de retfærdige.

(115) Og hvad de gøre af godt, det skal ikke nægtes dem, og Allah kender de retfærdige.

(116) Sandelig, de som er vantro – deres ejendom og deres børn skal ikke nytte dem noget mod Allah, og disse er ildens beboere: de skal forblive deri!

(117) Hvad de giver ud for det nærværende liv er at ligne ved en vind, hvori der er iskulde: den rammer afgrøden hos et folk, som har handlet uret mod sig selv, og ødelægger den. Og Allah gør det ikke uret, men de gør sig selv uret!

(118) O I som tro, tag ikke (andre) end jeres egne til fortrolige venner: de vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slette. Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler, er (endnu) værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I vil begribe det.

(119) Se, I er sådanne, som elsker dem, men de elsker ikke jer. Og I tror på Bogen. Og når de møder jer, siger de: Vi tror – men når de går bort, bider de sig i fingrene af had til jer. Sig: Dø i jeres had! Allah ved visselig hvad der er i hjerterne.

(120) Hvis der sker jer noget godt, bedrøver det dem. Og hvis noget ondt træffer jer, så fryder de sig over det. Men hvis I er udholdende og retfærdige, så skal deres rænker ikke skade jer det mindste, thi Allah omfatter (i Sin viden og magt alt) hvad de gør.

(121) Og da du gik ud fra dit hus om morgenen for at anvise de troende (deres) pladser til kampen – Allah er Althørende, Alvidende –

(122) Da tænkte to partier blandt jer på fejhed, skønt Allah var deres Ven. Og på Allah skal de troende forlade sig.

(123) Og Allah havde allerede hjulpet jer ved Badr, da I var svage. Tag derfor Allah til Beskytter, så I viser jer taknemmelige.

(124) Da du sagde til de troende: Er det ikke nok for jer, at jeres Herre vil styrke jer med tre tusind nedsendte engle?

(125) Jo – hvis I er udholdende og retfærdige, og de kommer over jer, så vil jeres Herre styrke jer med fem tusind voldsomt angribende engle.

(126) Og Allah har kun gjort det til et glædeligt budskab for jer, og for at jeres hjerter må berolige sig derved. – Og hjælpen kommer kun fra Allah, den Almægtige, den Alvise –

(127) (Og) for at Han måtte bortskære en del af de vantro eller neddæmpe dem, så de vendte skuffende tilbage.

(128) Du har ingen del i denne sag: Han kan vende Sig (nådig) til dem eller straffe dem, thi de er syndere.

(129) Og Allah tilhører, hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden. Han tilgiver, hvem Han vil, og Han straffer, hvem Han vil. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(130) O I som tror, opæd ikke rente, som fordobler (skylden) mange gange, og frygt Allah, for at det må gå jer vel.

(131) Og frygt den ild, som er beredt de vantro.

(132) Og adlyd Allah og Sendebudet, for at der må vises jer barmhjertighed.

(133) Og kappes om at nå tilgivelse fra jeres Herre og en have, hvis vidde er himlene og jorden, beredt for de retfærdige.

(134) Dem, som giver ud i gode og dårlige tider, og dem, som undertrykker deres vrede og tilgiver mennesker – Allah elsker dem, der gør godt –

(135) Og dem, som når de øver noget skændigt eller synder mod sig selv, ihukommer Allah og beder om tilgivelse for deres synder – hvem kan tilgive synder uden Allah? – og som ikke fremturer i det, de gør, når de ved besked.

(136) Deres belønning er tilgivelse fra deres Herre og haver, gennem hvilke floder strømmer, hvori de skal forblive – og skøn er belønningen for dem der anstrenger sig!

(137) Før jer er der allerede gået (mange) forordninger: rejs da omkring på jorden og se, hvorledes enden var for dem, der forkastede (profeterne).

(138) Denne (Qur’ân) er en klar fremstilling for mennesker og en retledning og en formaning for de gudfrygtige.

(139) Bliv derfor ikke udmattede og vær ikke bedrøvede: thi I vil vinde overhånd, hvis I er troende.

(140) Hvis I har modtaget et sår, så har det (vantro) folk allerede modtaget et sår lig det. Og sådanne dage lader vi veksle mellem mennesker, for at Allah må kende dem, der tror, og tage vidner fra jeres midte, og Allah elsker ikke synderne.

(141) Og for at Allah må rense de troende og tilintetgøre de vantro.

(142) Eller mener I, at I skal indgå i paradiset, når Allah endnu ikke kender dem, der kæmper (for Hans sag) blandt jer, og kender de standhaftige?

(143) Og I plejede at ønske jer (denne) død, førend I mødte den. Men nu har I skuet den, medens I så til.

(144) Muhammad er kun et Sendebud! Sendebudene før ham er visselig gået bort. Hvis han da dør eller dræbes, vil I så vende om på jeres hæle? Men den, der vender om på sine hæle, skader ikke Allah det mindste. Og Allah vil belønne de taknemmelige.

(145) Og det tilkommer intet menneske at dø, hvis ikke det er med Allah billigelse: en beslutning med en (bestemt) frist. Og den, der ønsker det nærværendes belønning, ham vil Vi give deraf, og den, der ønsker det kommendes belønning, ham vil Vi give deraf, og Vi vil belønne de taknemmelige.

(146) Og hvor mangen profet (har der ikke været), med hvem der kæmpede mange fromme, og de svækkedes ikke på grund af det, der ramte dem for Allahs sag, og de blev ikke svage, og de gav ikke efter. Og Allah elsker de udholdende!

(147) Og deres tale bestod blot i, at de sagde: Vor Herre, tilgiv os vore fejl og vore overtrædelser i vores sag, og befæst vore fødder og hjælp os mod det vantro folk.

(148) Allah gav dem da det nærværendes løn, og den skønneste løn i det hinsides. Og Allah elsker dem, der handler godt!

(149) O I som tror, hvis I adlyder dem, der er vantro, vil de få jer til at vende om på jeres hæle, og så vil I vende om som tabende.

(150) Nej. Allah er jeres Beskytter, og Han er den bedste Hjælper!

(151) Vi vil kaste rædsel i de vantros hjerter, fordi de har stillet guder ved siden af Allah, for hvilke Han ikke har åbenbaret nogen fuldmagt. Deres bolig er ilden! Og slemt er det uretfærdiges hjemsted!

(152) Og Allah har visselig opfyldt Sit løfte til jer, da I slog dem med Hans tilladelse, indtil det tidspunkt, da I vaklede og stredes om befalingen og blev ulydige, efter at Han have vist jer, hvad I elskede. Blandt jer er det nogle, der ønsker denne verden, og blandt jer er der nogle, som ønsker den kommende. Så vendte Han jer bort fra dem for at prøve jer, men Han har visselig tilgivet jer. Og Allah er rig på nåde mod de troende.

(153) Da I løb bort og ikke vendte jer til nogen, medens Sendebudet kaldte på jer bag jer, da lønnede Han jer med sorg for sorg, for at I ikke skulle sørge over det, der var undsluppet jer, og ikke over det, som ramte jer. Og Allah er vidende om, hvad I gør!

(154) Derpå sendte Han sikkerhed ned over jer efter sorgen: en slummer, som overvældede en del af jer, medens andre var foruroligede for sig selv, idet de med urette tænkte uvidenhedens tanker om Allah. De sagde: Mon vi har nogen andel i ledelsen? Sig: Al ledelse tilhører visselig Allah! De skjuler i deres sjæle, hvad de ikke vil åbenbare dig. De siger: Hvis vi havde nogen andel i ledelsen, så var vi ikke blevet dræbt her. Sig: Selv om I var blevet i jeres huse, så var de, for hvem kamp var foreskrevet, draget ud til deres dødslejer, og (det skete) for at Allah kunne prøve, hvad der er i jeres bryst, og for at han kunne rense, hvad der er i jeres hjerter. Og Allah ved, hvad der er i hjerterne.

(155) Sandelig, de af jer, som vendte ryggen den dag, da de to hære mødtes, dem var det Satan fik til at snuble på grund af noget af det, de havde erhvervet sig (ved deres handlinger). Men Allah har visselig tilgivet dem, thi Allah er Tilgivende, Mild.

(156) O I som tror, vær ikke som dem, der er vantro, og siger om deres brødre, når de drager omkring i landet eller går i krig: Hvis de var blevet hos os, så var de ikke døde og ikke blevet dræbt! (Følgen er) at Allah gør dette til en fortrydelse i deres hjerter. Og Allah giver liv og lader dø, og Allah ser, hvad I gør.

(157) Og hvis I bliver dræbt for Allahs sag, eller i dør, så er tilgivelse fra Allah og barmhjertighed visselig bedre end det de samler sammen.

(158) Og hvis I dør eller bliver dræbt, så skal I visselig samles hos Allah!

(159) Og af Allahs barmhjertighed er du mild mod dem. Og hvis du var stejl og hårdhjertet, så var de visselig spredtes omkring dig. Tilgiv dem derfor og bed om tilgivelse for dem, og spørg dem til råds i ledelsen. Og når du så har besluttet dig, sæt da din lid til Allah, thi Allah elsker dem, der sætter lid (til Ham).

(160) Hvis Allah hjælper jer, vil ingen kunne overvinde jer. Men hvis Han forlader jer, hvem skal så kunne hjælpe jer efter Ham? Lad da de troende forlade sig på Allah!

(161) Og det passer sig ikke for en profet at være uhæderlig, og den, der handler uhæderligt, skal på opstandelsens dag bringe sin uhæderlighed med. Da skal enhver sjæl gengældes, hvad den har erhvervet sig, og der skal ikke gøres dem uret.

(162) Mon den, der følger Allahs velbehag, er lig den, der har pådraget sig Allahs vrede, og hvis hjemsted er helvede? Og slemt er rejsemålet!

(163) De (er på forskellige) rangtrin hos Allah, og Allah ser, hvad de gør.

(164) Allah har visselig bevist de troende nåde, da Han oprejste et Sendebud fra deres egne rækker, som forelæser dem Hans tegn og renser dem og lærer dem Bogen og Visdommen. Og før var de visselig i åbenbar vildfarelse!

(165) Hvordan? Når der træffer jer en ulykke – og I har selv tilføjet det dobbelte deraf – så siger I: Hvorfra kommer dette? Sig: Det kommer fra jer selv! Thi Allah er Mægtig over alle ting.

(166) Og hvad der ramte jer på den dag, da de to hære mødtes, (det skete) med Allah billigelse, og for at Han kunne kende de troende.

(167) Og for at Han kunne kende dem, der hyklede. Og der blev sagt til dem: Kom og kæmp for Allahs sag, eller slå (fjenden) tilbage! De sagde: Hvis vi havde kendt til kamp, ville vi visselig have fulgt jer. De var på den dag vantroen nærmere end troen. De siger med deres munde, hvad der ikke er i deres hjerter. Og Allah ved bedst, hvad de skjuler.

(168) De som – medens de bliver tilbage – siger om deres brødre: Havde de adlydt os, var de ikke blevet dræbt! – Sig (til dem): Hold så døden borte fra jer selv, hvis I taler sandt!

(169) I skal ikke mene, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde. Nej, levende (er de) hos deres Herre (og) bliver forsørget (i alle måder),

(170) Idet de fryder sig over det, som Allah har givet dem af Sin nåde, og glæder sig for dem, der følger efter dem, men som ikke har nået dem, thi ingen frygt kommer over dem, ejheller sørger de.

(171) De glæder sig over Allahs yndest og nåde, og fordi Allah ikke lader de troendes løn gå til spilde.

(172) De, som svarer Allah og Sendebudet, efter at såret har truffet dem – de af dem som handler godt og frygter (Gud), vil få en stor løn,

(173) De, til hvem mennesker sagde: Se, menneskene har samlet sig mod jer, frygt dem derfor! – Men det øgede bare deres tro, og de sagde: Allah er tilstrækkelig for os, og en herlig Beskytter (er Han)!

(174) Så vendte de tilbage med yndest og nåde fra Allah. Intet ondt havde ramt dem. Og de fulgte Allahs velbehag. Og Allah er den største nådes Herre.

(175) Sagen er at Satan kun skaber frygt hos sine venner. Frygt derfor ikke de (forsamlede fjender), men frygt Mig, hvis I er troende.

(176) Og de, som styrter hovedkulds i vantro, skal ikke bedrøve dig, thi de kan i intet skade Allah. Allah ønsker ikke at give dem del i det kommende. Og de vil få en streng straf!

(177) Sandelig, de som køber vantro for deres tro, kan i intet skade Allah, og dem bliver en smertelig straf til del.

(178) Og de vantro skal ikke mene, at det er til lykke for dem, at Vi giver dem udsættelse. Vi giver dem kun udsættelse, så at de kan vokse i synd, og en vanærende straf bliver deres.

(179) Allah ville ikke efterlade de troende i den tilstand, I er i, førend Han havde adskilt de dårlige fra de gode. Og Allah ville ikke gøre jer bekendt med det usete. Men Allah udvælger af Sine sendebud, hvem Han vil. Tro derfor på Allah og Hans sendebud, og hvis I tror på handler retfærdigt, så vil I få en stor løn.

(180) Og de, som er nærige med det, som Allah har givet dem af Sin nåde, skal ikke mene, at det er godt for dem. Nej, det er slet for dem! På opstandelsens dag skal det, de var gerrige med, lægges som en halsring på dem. Og himlenes og jordens arv tilfalder Allah, og Allah er vel bekendt med, hvad I gør.

(181) Allah har visselig hørt deres tale, som siger: Se, Allah er fattig, og vi er rige! – Vi vil skrive op, hvad de siger, og (også) deres forsøg på at dræbe profeterne med urette, og Vi vil sige: Smag den brændende straf!

(182) Dette (bliver jer til del) på grund af det, jeres hænder har sendt forud, og (vid), at Allah ikke handler uret mod tjenerne.

(183) Til dem, der siger: Allah har sandelig pålagt os, at vi ikke skal tro på et sendebud, førend han bringer os et offer, som ilden fortærer! – skal du sige: Sendebud er kommet til jer før mig med tydelige tegn og med det, I taler om. Hvorfor søgte I da at dræbe dem, hvis I er sandfærdige?

(184) Og hvis de forkaster dig, så er visselig sendebud før dig blevet forkastet, som kom med klare tegn og skrifter og den strålende bog.

(185) Enhver sjæl skal smage døden. Og først på opstandelsens dag skal I få jeres løn gengældt fuldtud. Den, der da bliver reddet fra ilden og ført ind i (paradisets) have, han har visselig sejret, og det nærværende liv er kun en bedragerisk nydelse.

(186) I skal visselig blive prøvet på jeres ejendom og jeres liv, og I skal visselig høre meget ondt fra dem, til hvem bogen blev givet før jer, og fra afgudsdyrkerne, men hvis I er udholdende og retfærdige, så er dette sandelig (udtryk) for en stærk beslutsomhed!

(187) Og (husk på), da Allah sluttede en pagt med dem, til hvem Bogen blev givet, (og sagde): I skal åbenbare den for menneskene og ikke skjule den – men de kastede den bag deres ryg og solgte den for en ringe pris, og slet er hvad de har købt (derfor).

(188) Du skal ikke mene, at de, der fryder sig over, hvad de har gjort, og som elsker at blive rost for, hvad de ikke har gjort – du skal ikke mene, at de er sikret mod straffen. Og dem bliver en smertelig straf til del.

(189) Og himlenes og jordens rige tilhører Allah, og Allah er Mægtig over alle ting.

(190) Sandelig, i himlenes og jordens skabelse og i nattens og dagens vekslen er der visselig tegn for de forstandige,

(191) (For) dem, der ihukommer Allah, stående og siddende og (liggende) på deres sider, og som tænker over himlenes og jordens skabelse: Vor Herre, Du har ikke skabt dette forgæves, hellig er Du og uden mangler! Red os da fra ildens straf!

(192) Vor Herre, den, Du lader indgå i ilden, ham har Du visselig bragt skændsel. Og synderne skal ingen hjælper have!

(193) Vor Herre, vi har hørt en herold, der kalder til troen (og siger): Tro på jeres Herre – og vi har troet! Vor Herre, tilgiv os derfor vores synder og tildæk vore forseelser for os, og lad os dø sammen med de retfærdige!

(194) Vor Herre, giv os, hvad Du har lovet os ved Dine sendebud, og beskæm os ikke på opstandelsens dag! Du svigter i sandhed ikke Dit løfte!

(195) Og deres Herre svarede dem: Jeg lader ikke iblandt jer en virkendes værk gå til spilde, det være sig mands eller kvindes, thi de er af samme æt. De, der da er udvandret og uddrevet af deres hjem og forfulgt for Min sags skyld og har kæmpet og er blevet dræbt, jeg vil visselig tildække for dem deres overtrædelser, og Jeg vil visselig lade dem indgå i haver, gennem hvilke floder strømmer: en løn fra Allah, og hos Allah er den skønneste løn.

(196) Lad ikke de vantros omvandren i landet [eller: landene] bedrage dig!

(197) (Det er kun) en liden nydelse, så er deres hjemsted helvede, og et slemt hvilested er det.

(198) Men de, som frygter deres Herre, for dem er der haver, gennem hvilke floder strømmer. De skal forblive deri: en gave fra Allah! Og hvad der er hos Allah er endnu bedre for de retfærdige.

(199) Og sandelig, fra Skriftens folk er der nogle, som tror på Allah, og hvad Han har åbenbaret til jer, og hvad Han har åbenbaret dem, (og) som ydmyger sig for Allah. De sælger ikke Allahs tegn for en ringe pris. Sådanne skal have deres belønning hos deres Herre, thi Allah er hurtig til at gøre regnskab.

(200) O I som tror, vær udholdende og kappes i udholdenhed, og vær på vagt, og frygt Allah, for at I må fuldkommengøres.