Al-Maaida
Madinan
I Allahs den
Nådiges den Barmhjertiges navn.
(1) O I som tror, opfyld jeres
pagter. Tilladt for jer de firføddede dyr blandt kvæget, undtagen
det som er blevet jer forelæst: ikke at I skulle holde jagt for tilladt,
når I er på pilgrimsfærd, thi Allah bestemmer, hvad Han
ønsker.
(2) O I som tror, vanhellig ikke
Allahs tegn, ej heller den hellige måned eller offerdyrene eller (deres) kranse,
og heller ikke dem, der søger til det Hellige Hus [Ka’baen], idet de
søger nåde fra deres Herre og (Hans) velbehag. Men når I har aflagt jeres
pilgrimsdragt, så må I jage. Fjendskab til et folk, fordi det holdt
jer borte fra den Hellige Moské, skal ikke forlede jer til synd, så I
begår overtrædelser. Men bistå hinanden i retskaffenhed og
gudsfrygt, og bistå ikke hinanden i synd og overtrædelse, og frygt
Allah, thi Allah er streng til at straffe.
(3)
Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et
andet navn end Allahs er påkaldt over (ved
dets slagtning), og det kvalte og det, der er
dræbt med sten eller stav, og det, der er dræbt ved fald, og det
ihjelstangede og det, som de vilde dyr har ædt af – undtagen det, som I
har slagtet – og det, som er ofret på et alter (til
afguderne), og at I søger at dele ved (lodkastning med)
pile. Dette er overtrædelse. I dag har de vantro fortvivlet om jeres
religion. Frygt dem derfor ikke, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommet jeres
religion ofr jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam til jeres
religion. Men mod den, der er tvunget af sult – uden syndig hensigt – er Allah
visselig Tilgivende, Barmhjertig.
(4) De spørger dig, hvad der
er tilladt dem. Sig: (Alle) gode og (rene) ting er tilladt jer, og hvad I har lært dyr
og rovfugle (at fange til jer), det I har afrettet dem og lært dem, hvad
Allah har lært jer. Spis derfor af det, som de fanger til jer, og
nævn Allahs navn derover, og frygt Allah, thi Allah er hurtig til at
afregne.
(5)
I dag er alle gode (og rene) ting blevet tilladt jer – og deres føde,
til hvem Skriften blev givet, er tilladt jer, og jeres føde er tilladt
for dem. Og de kyske kvinder fra de troende og de kyske kvinder fra dem, til
hvem Skriften blev givet før jer, forudsat I giver dem deres brudesum,
idet I tager dem til ægte og ikke bedriver utugt og ikke tager hemmelige
elskerinder. Men den, der fornægter troen, hans værk er visselig
blevet til intet, og han vil i det hinsides være blandt taberne.
(6)
O I som tror, når I står op til bønne, så vask jeres
ansigter og jeres hænder indtil albuerne og stryg jer over hovedet og (vask) jeres
fødder indtil anklerne. Og hvis I er i en tilstand af urenhed, så
rens jer (ved et bad).
Og hvis I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra
nødtørftsstedet eller I har berørt kvinder, og I så
ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres
hænder dermed. Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde
på jer, men Han ønsker at rense jer, og at fuldende Sin nåde
over jer, for at I må være taknemmelige.
(7)
Og ihukom Allahs nåde mod jer og Hans pagt, som Han sluttede med jer, da
I sagde: Vi hører, og vi adlyder! Og frygt Allah, thi Allah ved, hvad
der er i hjerterne.
(8)
O I som tror, vær standhaftige ofr Allah(s
sag), (idet
I er) vidner med retfærdighed. Og lad
ikke fjendskab til [eller: fra] et folk forlede jer til synd, så I ikke
handler retfærdigt. Vær retfærdige! – det er nærmere
ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør.
(9)
Allah har forjættet dem, som tror og handler retfærdigt, (at der) for dem (skal være)
tilgivelse og en stor belønning.
(10)
Men, de som er vantro og fornægter Vore tegn – di skal være
helvedes indbyggere.
(11)
O I som tror, ihukom Allahs nåde mod jer, da et folk tænkte
på at strække deres hænder ud mod jer, men Han holdte deres
hænder tilbage fra jer. Og frygt Allah og lad de troende sætte
deres lid til Allah.
(12)
Sandelig, Allah havde sluttet en pagt med
(13)
Men fordi de brød deres pagt, har Vi forbandet dem og gjort deres
hjerter forhærdede. De fjerner ordene fra deres (rette) steder, og de har glemt en del af det, de blev formanet
med. Og du vil ikke ophøre med at finde forræderi fra deres side –
undtagen (fra)
nogle få af dem. Men tilgiv dem og vend dig (fra
dem), thi Allah elsker dem, der handler godt.
(14)
Og med dem, som siger: Vi er kristne, sluttede Vi (også) en pagt, og de glemte (også) en
(15)
O I Skriftens folk, nu er Vort Sendebud kommet til jer for at gøre klart
for jer meget af det, som I har skjult af Skriften, og for at lade meget
stå hen. Der er sandelig kommet til jer fra Allah et lys og en klar Bog,
(16)
Hvormed Allah leder den, som søger Hans velbehag, (ad) fredens
veje, og Han fører dem ud af mørket
(17)
Vantro er sandelig de, som siger: Allah er visselig Messias,
(18)
Og jøderne og de kristne siger: Vi er Allahs sønner og Hans
elskede. Sig: Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder? Nej, I er
dødelige blandt dem, Han har skabt! Han tilgiver, hvem Han vil, og Han
straffer, hvem Han vil! Og Allah tilhører kongedømmet over
himlene og jorden og hvad der er imellem dem, og til Ham er (alles)
tilbagekomst.
(19)
O I Skriftens folk, Vort Sendebud er kommet til jer, efter en pause i
sendebudenes række, for at gøre jer klart, at I ikke
(20)
Og da Moses sagde til sit folk: O mit folk, ihukom Allahs måde mod jer,
da Han opvakte profeter blandt jer og gjorde jer til konger, og Han gav jer,
hvad Han ikke gav et (andet) af folkeslagene.
(21)
O mit folk, drag
(22)
(Da) sagde
de: O Moses, se, der er et folk af tyranner deri, og vi vil visselig ikke drage
ind i det, førend de drager ud af det. Men hvis de drager ud af det,
så vil vi visselig drage ind.
(23)
Da sagde to mænd af dem, der frygtede (Gud) – Allah havde været dem nådige –:
Drag
(24)
De sagde: O Moses, vi vil i evighed ikke betræde det, så
længe de er deri. Gå da du og din Herrer og kæmp. Se, vi
bliver siddende her!
(25)
Han sagde: Min Herre, se, jeg har kun magt over mig selv og min broder.
Sæt da skel mellem os og det oprørske folk!
(26)
Han [Gud] sagde: Så skal det da være dem forbudt i fyrre år!
– De skal flakke om på jorden. Og fortvivl ikke over det oprørske
folk.
(27)
Og forlæs dem (o Muhammad) beretningen om
(28)
Selv om du også strækker din hånd ud mod mig for at
dræbe mig, så vil jeg ikke strække min hånd ud mod dig
for at dræbe dig. Se, jeg frygter Allah, alverdens Herre!
(29)
Jeg ønsker, at du bære synden mod mig og din (egen) synd,
så du bliver en af ildens beboere, og det er misdædernes
løn!
(30)
Og hans sjæl tilskyndede ham til at dræbe sin broder. Så
dræbte han ham og blev en af de fortabte.
(31)
Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham,
hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af
stand til at være som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev
da en af de angrende.
(32)
Af denne grund foreskrev Vi
(33)
Deres løn, som fører krig mod Allah og Hans Sendebud, og som
anstrenger sig for at skabe oprør i landet, skal ene og alene
være, at de dræves eller korsfæstes eller at deres
hænder og fødder hugges af på modsat side, eller at de
fordrives fra landet. Dette vil være til skændsel for dem i denne
verden, og i den kommen vil de lide en svær straf –
(34)
Undtagen de, som angrer, førend I får magt over dem. Vid da, at
Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(35)
O I som tror, frygt Allah og søg nærhed til Ham og kæmp for
hans sag, for at I må fuldkommengøres!
(36)
Sandelig, de som er vantro – selv om de også ejede alt, hvad der er
på jorden og det samme lagt dertil for at løskøbe sig
dermed fra straffen på opstandelsens dag, så ville det dog ikke blive
modtaget af dem. Men en smertelig straf bliver dem til del.
(37)
De ville gerne undslippe fra ilden, men de skal ikke undslippe fra den, og en
varig straf bliver dem til
(38)
Og tyven – manden eller kvinde – hug deres hænder af, til straf for, hvad
de har erhvervet sig, (som) et afskrækkende eksempel fra Allah. Og
Allah er Almægtig, Alviis.
(39)
Men den, der angrer efter sin brødre og forbedrer sig, til ham vender
Allah sig visselig (i Sin måde), thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.
(40)
Ved du da ikke, at kongedømmet over himlene og jorden tilhører
Allah? Han straffer, hvem Han vil, og Han tilgiver, hvem Han vil. Og Allah er
Mægtig over alle ting.
(41)
O du Sendebud, de som styrter hovedkulds i vantro, skal ikke bedrøve dig
– de, som siger med deres munde: Vi tror! – dog deres hjerter tror ikke. Og af
dem, som er jøder, er der nogle, som lytter efter løgn – de
lytter for et andet folk, som ikke kommer til dig. De fordrejer ordene, efter
at de er anbragt på deres (rette) steder. De siger: Hvis der bliver givet jer
dette, så modtag det, og hvis der ikke bliver givet jer det, så tag
jer i agt! – Og den, som Allah ønsker at stille på prøve,
for ham har du ikke magt i nogen ting mod Allah. Sådanne er de, hvis
hjerter Allah ikke ønsker at rense. For dem er der skændsel i
denne verden, og i den kommende bliver der dem en svær straf til
(42)
De lytter efter løgn og opæder det forbudte. Men hvis de kommer
til dig, så døm mellem dem eller vend dig fra dem. Og hvis du vender
dig fra dem, vil de ikke kunne skade dig det mindste. Men hvis du
dømmer, så døm dem imellem i retfærdighed, thi Allah
elsker de retfærdige.
(43)
Men hvorledes skal de tage dig til dommer, når de dog har Torahen hos
sig, hvori Allah dom er? Dog vender de sig derefter bort. Og sådanne er
ikke troende.
(44)
Vi har visselig åbenbaret Torahen, hvor der var retledning og lys. Dermed
har profeterne, som underkastede sig, dømt for dem, som var
jøder, og (også) rabbierne og de lærde, fordi det var det
pålagt at bevare Allahs bog, og de var vogtere over den. Frygt derfor
ikke mennesker, men frygt Mig, og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris.
Og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er da
de vantro.
(45)
Og Vi har foreskrevet dem deri: liv for liv, og øje for øje, og
næse for næse, og øre for øre, og tand for tand, og
for (andre)
skader lige gengæld. Men den, der giver afkald derpå, (som almisse) for
ham skal det være en soning. Og de, der ikke dømmer efter det, som
Allah har åbenbaret, er de uretfærdige.
(46)
Og Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres fodspor som opfyldelse
af det, der var før ham i Torahen. Og Vi gav ham Evangeliet, i hvilket (der var)
retledning og lys og en bekræftelse af det, som var før det,
nemlig Torahen, og en retledning og formaning for de gudfrygtige.
(47)
Og Evangeliets folk skal dømme i overensstemmelse med det, som Allah har
åbenbaret deri, og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har
åbenbaret, er de oprørske.
(48)
Og Vi har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som opfyldelse af det, der
var før den af Skriften og som en vogter over den. Døm derfor
mellem dem [skriftfolkene] i overensstemmelse med det, som Allah har
åbenbaret, og følg ikke deres onde lyster, (så du skulle gå)
imod sandheden, som er kommet til dig. For hver af jer har Vi foreskrevet en
lov og en klar vej, og hvis Allah havde villet, havde Han visselig gjort jer
til een menighed, men (Han har villet det
sådan) for at sætte jer på
prøve gennem det, som Han har givet jer. Kappes derfor i gode gerninger.
Til Allah er jeres tilbagevenden alle til hobe, så vil Han gøre
det klart for jer, som I er uenige om.
(49)
Og døm du da mellem dem efter det, som Allah har åbenbaret, og
følg ikke deres onde lyster, men tag dig i agt for dem, så de ikke
bringer dig i vanskeligheder på grund af en del af det, Allah har
åbenbaret dig. Men hvis de vender sig bort, så vid, at Allah kun
ønsker at straffe dem for en del af deres synder. Og se, mange af
menneskene er visselig oprørere.
(50)
Er det da en dom fra uvidenheden(s tid), de ønsker? Og hvem er bedre til (at fælde)
dom end Allah for et folk, der har (troens) vished?
(51)
O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens
venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder
visselig ikke det uretfærdige folk.
(52)
Og du vil se dem, i hvis hjerter der er sygdom, ile til dem, idet de siger: Vi
frygter, at en ulykke vil ramme os! Men måske vil Allah bringe en sejr
eller (en anden)
forordning fra Sig, og så vil de angre det, de skjulte i deres
sjæle.
(53)
Og de, som tror, vil sige: Er det dem, der svor ved Allah deres kraftigste
eder, at de sandelig var med jer? Deres handlinger er blevet til intet, og de
er (selv)
blevet tabere.
(54)
O I som tror, den af jer, som falder fra sin religion, (skal
vide, at) Allah da snart vil bringe et (andet) folk, som
Han vil elske, og som vil elske Ham, ydmyge over for de troende og hårde
over for de vantro. De vil kæmpe for Allahs sag og ikke frygte den
dadlendes dadel. Dette er Allahs nåde, som Han giver til hvem Han vil. Og
Allah er overmåde Gavmild, Alvidende.
(55)
Jeres venner er ene og alene Allah og Hans Sendebud og de troende, de, som
holder bøn og betaler Zakât og bøjer sig (for
Gud alene).
(56)
Og den, der tager Allah og Hans Sendebud og de troende til venner, (han skal vide, at)
Allahs parti visselig er de sejrende.
(57)
O I som tror, tag ikke til venner den, der driver spot og spøg med jeres
religion, fra dem, til hvem Skriften blev givet før jer, ejheller de
vantro, men frygt Allah, hvis I er troende.
(58)
Og når I kalder til bøn, så driver de spot og spøg
dermed. Dette er, fordi de er et folk, som intet begriber.
(59)
Sig: O I Skriftens folk, mon I kun nærer uvilje mod os, fordi Vi tror
på Allah og hvad Han har åbenbaret os og hvad der blev
åbenbaret os og hvad der blev åbenbaret før (os), og fordi de
fleste af jer er oprørske?
(60)
Sig: Skal jeg meddele jer, hvis løn hos Allah er værre end dette?
Den, som Allah har forbandet, og som Han er vred på – og dem, som Han har
gjort til aber og svin og dem, der tilbeder den onde. Sådanne er i en
værre stilling og mere vildfarne fra den rette vej.
(61)
Og når de kommer til jer, siger de: Vi tror! – men de er dog allerede
trådt ind (hos jer) med vantro, og de er visselig (også)
gået bort (fra jer) i den, og Allah ved bedst, hvad de skjuler.
(62)
Og du ser mange af dem ile hovedkulds i synd og overtrædelser og til
fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de gør.
(63)
Hvorfor mon deres skriftkloge og lærde ikke har forbudt dem deres syndige
tale og deres fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de
øver.
(64)
Og jøderne siger: Allahs hånd er bundet! – Deres hænder skal
bindes, og de skal forbandes for det, de siger. – Nej, begge Hans hænder
er vidt åbne! Han skænker, som Han vil. Men det, der er
åbenbaret dig fra Din Herre, vil visselig forøge mange af dem i
oprør og vantro. Og Vi har kastet fjendskab og had mellem dem til
opstandelsens dag. Hver gang de tænder en ild til krig, vil Allah udslukke
den, og de anstrenger sig for at stifte ufred på jorden. Og Allah elsker
ikke dem, der stifter ufred.
(65)
Men hvis Skriftens folk havde troet og været gudfrygtige, så havde
Vi visselig taget deres sunder fra dem, og havde visseligt ført dem ind
i salighedens haver.
(66)
Og hvis de havde fulgt Torahen og Evangeliet og hvad der (nu) er
åbenbaret dem fra deres Herre, så ville de visselig havde nydt (de gode ting)
over dem og under deres fødder. Blandt dem er der et folk, som er
mådeholdent, men ondt, er hvad mange af dem bedriver.
(67)
O du Sendebud, forkynd hvad der er åbenbaret dig fra din Herre, og hvis
du ikke gør det, så har du ikke forkyndt Hans budskab. Og Allah
vil beskytte dig mod mennesker, thi Allah retleder ikke de vantros folk.
(68)
Sig: O I Skriftens folk, I bygger ikke på noget, førende I
følger Torahen og Evangeliet og vad der (nu) er blevet åbenbaret jer fra jeres Herre! Og
hvad der er åbenbaret dig fra din Herre vil visselig forøge mange
af dem i oprør og vantro, men fortvivl ikke over de vantros folk.
(69)
Sandelig, de som tror, og de som er jøder og sabierne og de kristne –
for så vidt de tror på Allah og de yderste dag og handler
retfærdigt, skal ingen frygt komme over dem, og de skal ikke
sørge.
(70)
Vi har visselig sluttet en pagt med Israels børn, og Vi har sendt
sendebud til dem. Hver gang et sendebud kom til dem med hvad deres sjæle
ikke begærede, forkastede de en del og søgte at dræbe en
del.
(71)
Og de mente, at der ikke ville komme vanskeligheder, derfor blev de blinde og
døve. Men så vendte Allah Sig til dem (i
Sin nåde), men mange af dem blev atter
blinde og døve. Men Allah ser, hvad de gør.
(72)
Sandelig, de er vantro, som siger: Allah – det er Messias, Marias søn! –
men Messias sagde (selv): O Israels børn, tilbed Allah, min Herre
og jeres Herre, thi den, som sætter nogen ved siden af Allah, ham har
Allah visselig forbudt paradiset, og hans sted skal være (helvedes) ild!
Og misdæderne vil ingen hjælpere have!
(73)
Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig den tredje af tre! – men
der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de
siger, så vil en smertelig straf visselig ramme dem af dem, der er
vantro.
(74)
Vil de da ikke vende tilbage til Allah og bede Ham om tilgivelse? Og Allah er
Tilgivende, Barmhjertig.
(75)
Messias, Marias søn, var kun et sendebud! Alle sendebud før ham
er visselig gået bort! Og hans moder var en sanddru kvinde. Begge plejede
at tage føde til sig. Se, hvordan Vi gør tegnene klare for dem,
og se så, hvor de er bortvendte (fra
sandheden).
(76)
Sig: Vil I tilbede ved siden af Allah det, som ikke har magt for jer over skade
elle gavn? Men Allah – Han er Althørende, Alvidende!
(77)
Sig: O I Skriftens folk, overdriv ikke med urette i jeres religion, og
følg ikke de onde lyster hos folk, som allerede for vild før (jer), og som
vildførte mange, og som for vild fra den rette vej.
(78)
De, som var vantro blandt Israels børn, blev forbandet af Davids mund og
af Jesu, Marias søns mund. Dette (skete), fordi de var ulydige og havde begået
overgreb.
(79)
De forbød ikke hinanden det onde, som de øvede. Ondt var
visseligt, hvad de plejede at gøre.
(80)
Du vil se mange af dem tage de vantro til venner. Ondt er visseligt, hvad deres
sjæle har sendt i forvejen for sig, så at Allah vredes på
dem, og i straffen skal de blive.
(81)
Og havde de troet på Allah og Profeten og det, som er blevet
åbenbaret ham, så ville de ikke have taget dem til venner, men
mange af dem er oprørske.
(82)
Du vil visselig finde, at jøderne og afgudsdyrkerne af alle mennesker er
voldsomst i had til de troende. Og du vil visselig finde, at de, som siger: Vi
er kristne! – er de troende nærmeste i kærlighed. Sådan er
det, fordi der blandt dem er præster og munke, og fordi de ikke er
hovmodige.
(83)
Og når de hører, hvad der er åbenbaret Sendebudet, ser du
deres øjne strømme over med tårer på grund af
sandheden, som de erkender. De siger: Vor Herre, vi tror, skriv os derfor op
blandt vidnerne!
(84)
Og hvorfor skulle vi ikke tro på Allah og sandheden, der er kommet til
os? Og vi håber, at vor Herre vil lade os indgå (i paradiset)
sammen med de retfærdiges folk!
(85)
På grund af det, de siger, vil Allah da belønne dem med haver,
hvorigennem floder strømmer, hvori de skal forblive. Og dette er
lønnen for dem, der handler godt.
(86)
Og de, som er vantro og forkaster Vore tegn – de er helvedes beboere.
(87)
O I som tror, forbyd ikke de gode ting, som Allah har tilladt jer, men
overskrid ikke (det rette mål), thi Allah elsker ikke overtræderne.
(88)
Og spis af det, som Allah har forsynet jer med (af) tilladt (og) godt, og frygt Allah, på hvem I tror.
(89)
Allah vil ikke drage jer til regnskab for det forfængelige i jeres eder, men
Han vil drage jer til regnskab for det, I har svoret med velberåd hu.
Soningen derfor er bespisning af ti fattige med gennemsnittet af det, I
bespiser jeres familie med, eller deres iklædning eller
løskøbelse af en slave. Men den, der ikke finder (midler til noget af dette),
han skal faste tre dage. Dette er soningen for jeres eder, når I har
svoret. Og hold jeres eder. Således gør Allah Sine tegn klare for
jer, for at I må være taknemmelige.
(90)
O I som tror, vin og lykkespil og gudebilleder og pile (til
lodkastning) er ikke andet end urenhed, et
Satans værk. Undgå det da, for at I må blive fuldkomne.
(91)
Satan ønsker kun at optænde fjendskab og had mellem jer med vin og
lykkespil og at vende jer fra Allahs ihukommelse og fra bønnen. Mon I
vil afholde jer derfra?
(92)
Og adlyd Allah og adlyd Sendebudet og tag jer i agt! Men hvis I vender jer
bort, så vid, at kun den tydelige forkyndelse påhviler Sendebudet.
(93)
Der hviler ingen synd for, hvad de spiser, på dem, som tror og handler
retfærdigt, når de frygter (Gud) og tror og handler retfærdigt og
derpå atter frygter (Gud) og handler godt. Og Allah elsker dem, der handler
godt.
(94)
O I som tror, Allah vil visselig prøve jer i en sag, nemlig vildtet, som
jeres hænder og spyd kan nå, for at Allah kan kende den, der
frygter Ham i det skjulte. Og den, der begår overtrædelser efter
dette – ham tilkommer en smertelig straf.
(95)
O I som tror, dræb ikke vildtet, når I er på
pilgrimsfærd. Og den af jer, som dræber det med forsæt, hans
straf skal være det samme, som det han har dræbt, af kvæget –
efter to af jeres retfærdige mænds dom – at bringe som offer til
Ka’baen. Eller soningen (skal være) bespisning af fattige eller det tilsvarende i
faste, for at I må smage følgerne af jeres handling. Allah
tilgiver det, som er sket. Men den, der falder tilbage (til
dette), ham vil Allah straffe. Og Allah er
Almægtig, Gengældelsens Herre.
(96)
Tilladt jer er havets dyr og dets føde (til) forsørgelse af jer og af de rejsende. Men
forbudt jer er landets vildt, så længe I er pilgrimme, og frygt
Allah, som I skal samles til.
(97)
Allah har gjort Ka’baen, det ukrænkelige hus, til støtte op
opretholdelse for menneskeheden, og (ligeledes) den hellige måned og offeret og (offerdyrenes)
kranse. Således (skal det være), for at I kan vide, at Allah ved hvad der er i
himlene og hvad der er på jorden, og at Allah ved alle ting.
(98)
Vid, at Allah er Mægtig til at straffe, og at Allah er Tilgivende,
Barmhjertig.
(99)
Kun forkyndelsen påhviler Sendebudet, og Allah ved, hvad I
åbenbarer, og hvad I skjuler.
(100)
Sig: Det onde og det gode er ikke lige – selv om også mængden af
det onde måtte undre dig. Og frygt Allah, I forstandige, for at I
må blive fuldkomne.
(101)
O I som tror, spørg ikke om ting, som – hvis de blev åbenbaret jer
– ville bedrøve jer. Men hvis I spørger om det, når
Qur’ânen åbenbares, vil det blive gjort jer åbenbart. Allah har
udeladt dette, og Allah er Tilgivende, Mild.
(102)
Før jer har folk allerede spurgt derom, men derefter blev de vantro med
hensyn til det.
(103)
Allah har ikke givet noget (bud) angående Bahîra eller Sâ’iba eller Wasîla
eller Hâm, men de vantro har opdigtet en løgn om Allah, og de fleste af
dem forstår intet.
(104)
Og når der siges til dem: Kom kid til det, som Allah har åbenbaret,
og til Sendebudet, så siger de: Det som vi fandt vore forfædre
følge, er tilstrækkeligt for os! Også selv om deres
fædre ikke forstod noget og ikke var retledede?
(105)
O I som tror: Det påhviler jer (at tage
vare på) jeres sjæle. Den, der er
faret vild, kan ikke skade jer, når I (selv) er retledede. Til Allah vender I alle tilbage,
så vil Han meddele jer, hvad I plejede at øve.
(106)
O I som tror: Vidneførelsen mellem jer, når døden
nærmer sig en af jer – den tid, da testamente (er
en pligt), (skal
være således): To
retfærdige mænd af jeres egne eller to andre, som ikke
tilhører jer, hvis I rejser omkring i landet, og dødens ulykke da
træffer jer. I skal holde dem begge tilbage efter bønnen, og de
skal begge sværge ved Allah, hvis I tvivler: Vi vil ikke sælge det
[vidnesbyrdet] for nogen pris, selv om det også var til en
slægtning, og vi vil ikke skule det vidnesbyrd, (som
påhviler os) over for Allah, thi
så hørte vi visselig til synderne.
(107)
Men hvis det opdages, at de er skyldige i en synd, så skal to andre fra
dem, som de to første var skyldige overfor, indtage deres pladser og
sværge ved Allah: Vort vidnesbyrd er visselig sandere end deres
vidnesbyrd, og vi har ikke været uærlige, thi så hørte
vi visselig til de uretfærdige!
(108)
Således er det sandsynligere, at de fører sandt vidnesbyrd, eller
frygter, at (andre)
eder bliver krævet efter deres eder. Og frygt Allah og hør! Og
Allah retleder ikke de oprørskes folk.
(109)
På den dag, da Allah forsamler sendebudene, vil Han sige: Hvilket svar
fik I? De vil sige: Vi har ingen viden (derom), thi Du er alene Den, der kender de skjulte ting.
(110)
(På den dag),
da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, ihukom Min nåde imod dig
og din moder, da Jeg styrkede dig med den hellige ånd: du skal tale til
mennesker i vuggen og som midaldrende. Og da Jeg lærte dig Bogen og
Visdommen og Torahen og Evangeliet, og da du dannede af ler ligesom en fugl
på Mit bud [eller: da du – ligesom en fugl gør det – dannede af
ler], og derpå indblæste du den (livsånde), og den blev et bevinget væsen efter Mit
bud, og du helbredte de blinde og de spedalske på Mit bud, og da du jorde
de døde levende på Mit bud. Og da Jeg holdte Israels børn
borte fra dig, da du kom til dem med klare beviser. Men de vantro blandt dem
siger: Dette er intet andet end åbenlyse bedrag!
(111)
Og da Jeg åbenbarede til disciplene: Tro på Mig og Mit sendebud,
sagde de: Vi tror, og bevidner, at vi er gudhengivne [Muslimer].
(112)
Da disciplene sagde: O Jesus, Marias søn, mon din Herre kan sende os et
bord med føde fra himlen? – sagde han: Frygt Allah, hvis I er troende.
(113)
De sagde: Vi ønsker at spise deraf, og vore hjerter vil være
fyldte af fred, og vi vil vide, at du visselig har talt sandhed til os, og vi
vil (selv)
være vidner derom.
(114)
Jesus, Marias søn, sagde: O Allah, vor herre, send os et bord med
føde fra himlen, så det skal være en fest for os, for at de
første af os og de sidste af os, og et tegn fra Dig, og forsyn Du os,
thi Du er den Bedste af (alle) forsørgere.
(115)
Allah sagde: Se, Jeg sender det ned til jer, og den, der bliver vantro af jer
herfra, kam vil Jeg visselig straffe med en straf, hvormed Jeg ikke har
straffet nogen anden i alverden.
(116)
Og da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, har du sagt til menneskene:
tag mig og min moder som to guder ved siden af Allah? Han sagde: Hellig er Du
og fri for alle mangler. Det passede sig ikke, at jeg skulle sige, hvad jeg
ikke havde ret til. Havde jeg sagt det, så havde Du vidst det. Di ved,
hvad der er i mig, men jeg ved ikke, hvad der er i Dig, thi du alene Den, der
kender de skjulte ting.
(117)
Jeg sagde ikke andet til dem end hvad Du havde befalet mig: Tjen Allah, min
Herre og jeres Herre! Og jeg var vidne over dem, så længe jer var
hos dem, men efter at Du lod mig dø, er Du (alene) vogter over dem, og Du er vidne til alle ting.
(118)
Hvis du straffer dem, så er de Done tjenere, og hvis Du tilgiver dem,
så er Du visselig den Almægtige, den Alvise.
(119)
Allah vil sige: Dette er en dag, hvor deres sandhed vil gavne de
sandfærdige. For dem (skal der være) haver, gennem hvilke floder strømmer,
hvori de skal forblive evigt. Allah har velbehag i dem, og de har velbehag i
Ham Dette er den store sejr.
(120)
Kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er i dem tilhører (alene) Allah, og
Han er Mægtig over alle ting.