Al-An'aam

Makkan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Al pris tilkommer (alene) Allah, som skabt himlene og jorden og frembragte mærket og lyset. Og dog sætter de, som er vantro, noget ligt med deres Herre.

(2) Det er Ham, som har skabt jer af ler, og derpå bestemt Han en tidsfrist. Og der er en (anden) fastsat tid hos Ham. Og dog tvivler I.

(3) Og Han er Allah, (Gud) i himlene og på jorden. Han kender det, I skjuler, og det, I gør åbenlyst, og Han ved hvad I erhverver jer.

(4) Og der kommer ikke til dem noget tegn af deres Herres tegn, undtagen de vender sig bort fra det.

(5) Således har de da forkastet sandheden, efter at den kom til dem. Men snart skal der komme underretninger til dem om det, de spottede over.

(6) Mon de ikke ser, hvor mangen en slægt før dem, Vi har tilintetgjort? Vi havde grundfæstet dem på jorden, som Vi ikke har grundfæstet jer. Og Vi sendte skyer over dem, med regn i strømme, og Vi lod strømme flyde under dem. Men så tilintetgjorde Vi dem for deres synders skyld, og Vi opvakte en slægt af andre efter dem.

(7) Og selv om Vi også havde sendt en bog ned til dig på pergament, så de kunne berøre den med deres hænder, så havde de vantro visselig sagt: Dette er intet andet end åbenbar trolddom!

(8) Og de siger: Hvorfor er der ikke sendt en engel ned til ham? Men hvis Vi havde sendt en engel, så havde sagen været afgjort. Så havde de ikke fået udsættelse.

(9) Og hvis Vi havde gjort ham [Muhammad] til en engel, så havde Vi dog skabt ham som et menneske, og så havde Vi visselig forvirret dem i det, de selv forvirrer.

(10) Og sendebud før dig er visselig blevet spottet, men det som de spottede over, omfattede dem af dem, der spottede.

(11) Sig: Drag omkring på jorden, og se så, hvorledes enden blev for dem, der forkastede.

(12) Sig: Hvem tilhører (alt) hvad der er i himlene og på jorden? Sig: Allah! Han har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed! Han vil visselig samle jer sammen til opstandelsens dag, hvorom der ikke er tvivl. Men de, som ødelægger deres egne sjæle – de vil ikke tro.

(13) Ham tilhører hvad der bor i natten og i dagen. Og Han er den Althørende, den Alvidende.

(14) Sig: Skal jeg antage en anden beskytter end Allah, himlenes og jorden skaber? Og Han giver nærig, men næres ikke selv! Sig: Det er befalet mig at være den første af dem, der underkaster sig! – Og vær ikke en af afgudsdyrkerne!

(15) Sig: Jeg frygter, hvis jeg er min Herre ulydig, og en frygtelig dags straf.

(16) Den, der holdes borte fra den på hin dag – over for den har Han visselig været Barmhjertig. Og dette er en åbenbar sejr.

(17) Og hvis Allah rammer dig med en ulykke, så er der ingen, der kan tage den bort – undtagen Ham. Og hvis Han sender dig lykke, så er Han Mægtig over alle ting.

(18) Og Han er den Mægtige over Sine tjenere, og Han er den Alvise, den Alvidende.

(19) Sig: Hvad er vægtigst som vidnesbyrd? Sig: Allah er Vidne mellem mig og jer, og denne Qur’ân er blevet mig åbenbaret, for at jeg kan advare jer dermed og dem, der når til. Mon I virkelig vil bevidne, at der er andre guder ved siden af Allah? Sig: Jeg bevidner det ikke! Sig: Han er alene Gud, den Eneste, og jeg siger mig sandelig løs af det, I stiller op ved siden af (Ham)!

(20) De, til hvem Vi gav Bogen, genkender ham, som de genkender deres sønner. Men de, der fordærver deres egne sjæle – de vil ikke tro.

(21) Og hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah eller forkaster Hans tegn? De uretfærdige vil visselig ikke have held med sig.

(22) Og på den dag da Vi samler dem sammen, da vil Vi sige til dem, der satte guder op ved siden af (Os): Hvor er jeres medguder, som I formodede (var til)?

(23) Da vil deres svar kun være, at de siger: Ved Allah, vor Herre, vi satte ikke guder op ved siden af (Allah).

(24) Se, hvorledes de lyver mod sig selv. Og det, som de opdigtede, er veget fra dem.

(25) Og blandt dem er der dem, der lytter til dig. Men Vi har lagt slør over deres hjerter, så de ikke forstår, og i deres ører er der døvhed. Og selv om de ser ethvert tegn, vil de ikke tro derpå, så at de strides med dig, når de kommer til dig. De, som er vantro, siger: Dette er ikke andet end de gamles fabler.

(26) Og de holder (andre) borte derfra og er (selv) fjernt derfra. Og de fordærver kun sig selv, men de begriber det ikke.

(27) Og hvis du kunne se, når de bliver stillet foran ilden. Da vil de sige: O gid vi blev sendt tilbage (til livet), så ville vi ikke forkaste vor Herres tegn, og vi ville være blandt de troende.

(28) Nej, det, de plejede at skjule tidligere, er blevet åbenbaret for dem. Og selv om de også blev sendt tilbage, så ville de visselig vende tilbage til det, som er blevet dem forbudt og de er visselig løgnere.

(29) Og de siger: Der er ikke andet end vort nærværende liv, og vi skal ikke oprejses.

(30) Og hvis du kunne se, når de stilles foran deres Herre. Han vil sige: Er dette ikke sandheden? De vil sige: Jo, ved vor Herre! Han vil sige: Smag da straffen, fordi I plejede at være vantro!

(31) Sandelig, de, som benægter mødet med Allah, er tabere. Men når timen så pludselig kommer til dem, siger de: O ve os, fordi vi har forsømt den! Og de skal bære deres byrder på deres rygge. Slemt er sandeligt, hvad de bærer.

(32) Og det nærværende liv er kun spøg og skæmt, men det kommende (livs) hjem er bedre for dem, der er retfærdige. Mon I ikke vil forstå?

(33) Vi ved visselig, at det, de siger, bedrøver dig, men i sandhed, de forkaster ikke dig, men de uretfærdige fornægter Allahs tegn.

(34) Sendebud er visselig blevet forkastet før dig, men de var udholdende, selv om de blev forkastet og forfulgt, indtil Vor hjælp kom til dem. Og ingen kan ændre Allahs ord, og der er allerede kommet til dig kundskab om sendebudene.

(35) Og hvis det, at de vender sig bort (fra dig), er tungt for dig – hvis du fa formår at søge dig en gang ned i jorden eller stige til himlen, for at bringe dem et tegn, (så må du det). Men hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så ville Han visselig have samlet dem sammen på den rette vej. Vær derfor ikke en af de uvidende.

(36) Kun de, som hører, kan svare. Men de døde vil Allah opvække, og derpå skal de bringes tilbage til Ham.

(37) Og de siger: Hvorfor sendes der ham ikke et tegn fra hans Herre? Sig: Allah er visselig mægtig til at sende et tegn, men de fleste af de ved det ikke.

(38) Der er intet dyr på jorden, ej heller nogen fugl, som flyver på sine to vinger, som ikke er samfund ligesom jer selv. Vi har ikke forsømt noget i Bogen. Derpå skal de samles sammen til deres Herre.

(39) Men de, som fornægter Vore tegn, er døve og stumme i mærket. Hvem Allah vil, efterlader Han i hans vildfarelse, og hvem Han vil, fører Han til den rette vej.

(40) Sig: Hvad mener I? hvis Allahs straf kom til jer, eller timen kom til jer, ville I da kalde på nogen anden end Allah, hvis I er sandfærdige?

(41) Nej, Ham alene vil I påkalde, og så vil Han borttage det, som I bønfalder Ham om, hvis Han vil, og I vil glemme det, I stillede ved siden af (Ham).

(42) Og Vi har allerede sendt (sendebud) til folkeslag før dig, og så hjemsøgte Vi dem med nød og trængsler, for at de skulle ydmyge sig,

(43) Men hvorfor ydmygede de sig ikke, da Vor straf kom til dem? Men deres hjerter forhærdedes, og Satan forskønnede det, de plejede at øve, for dem.

(44) Men når de glemte det, de blev formanet til, så åbnede Vi portene til alle tin for dem, indtil Vi pludselig hjemsøgte dem, medens de glædede sig over det, der var blevet skænket (dem), og se – de blev fortvivlede.

(45) Så blev det uretfærdige folks rod skåret over. Og al pris tilhører Allah, verdenernes Herre.

(46) Sig: Hvad mener I? Hvis Allah borttager jeres hørelse og jeres syn og forsegler jeres hjerter, hvilken gud uden Allah kan da bringe jer dem (igen)? Se, hvordan Vi gentager (og mangfoldiggør) tegnene, og dog vender de sig bort.

(47) Sig: Hvad mener I? Hvis Allahs straf pludselig kommer til jer eller (den kommer) tydeligt (og klart), mon nogen bliver tilintetgjort med undtagelse af det uretfærdige folk?

(48) Og Vi sender kun sendebudene som forkyndere af glædeligt budskab og som advarerer. De, der så tror og forbedrer sig – over dem kommer ingen frygt, ej heller skal de sørge.

(49) Men de, som fornægter Vore tegn – dem skal straffen ramme, fordi de var oprørere.

(50) Sig: Jeg siger ikke til her: Hos mig er Allahs skatte! – ej heller ikender jeg det skjulte, og jeg siger ikke til jer: Se, jeg er en engel! Jeg følger kun det, der er blevet åbenbaret mig. Sig: Mon den blinde og den seende er lige? Mon I ikke vil tænke jer om?

(51) Od advar hermed dem, der frygter, at de skal samles til deres Herre – de har ingen ven eller fortaler undtagen Ham – for at de må blive retfærdige [eller: gudfrygtige].

(52) Og driv ikke dem bort, som påkalder deres Herre morgen og aften, idet de søger hans åsyn. Du er ikke ansvarlig for dem i nogen ting, og de er ikke ansvarlige for dig i nogen ting. Men driver du dem bort, så vil du være en af de uretfærdige.

(53) Og således har Vi prøvet nogle af dem ved hjælp af andre, så at de siger: Er det dem, som Allah har vist (Sin) nåde af os (alle)? Mon Allah ikke bedst kender de taknemmelige.

(54) Og når de, som tror på Vore tegn, kommer til dig, så sig: Fred være med jer! Jeres Herre har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed. Hvis en af jer handler ondt i uvidenhed og derefter angrer og forbedrer sig, så er Han visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(55) Og således gør Vi tegnene klare (og tydelige), og (Vi gær det også) for at syndernes vej må blive klare.

(56) Sig: Det er blevet mig forbudt at tilbede dem, som I påkalder ved siden af Allah. Sig: Jeg vil ikke følge jeres onde lyster. Så ville jeg visselig fare vild og ikke være en af de retledede.

(57) Sig: Jeg (bygger) på et klart bevis fra min Herre, men I har forkastet Ham. Jeg har ikke det, som I ønsker at fremskynde. Dommen tilkommer alene Allah. Han beretter sandheden, og Han er den bedste Dommer.

(58) Sig: Hvis jeg havde det, som I ønsker at fremskynde, så var sagen (allerede) afgjort mellem mig og jer. Men Allah kender bedst de uretfærdige.

(59) Og hos Ham er nøglerne til det skjulte. Ingen kender dem undtagen Han (alene). Og Han ved hvad der er på det tørre land og i havet. Og ikke et blad falder af, undtagen Han kender det. Og der er ikke et korn i jordens mørke, ej heller noget grønt eller noget vissent, undtagen det er i en tydelig bog.

(60) Og Han er Den, der tager jeres sjæle til Sig om natten, og Han ved, hvad I frembringer om dagen. Han vækker jer igen i (jeres søvn), så at den fastsatte frist kan fuldendes. Derpå vender I tilbage til Ham, og så vil Han forkynde jer, hvad I plejede at øve.

(61) Og Han er den Mægtige over Sine tjenere, og Han sender vogtere over jer, indtil – når døden kommer til en af jer – Vore sendebud tager hans sjæl bort, og de svigter ikke.

(62) Derpå bliver de bragt tilbage til Allah, deres sande Herre. Sandelig, Ham tilkommer dommen, og Han er dens hurtigste til at gøre regnskab.

(63) Sig: Hvem redder jer fra mørket til lands og til vands, når I påkalder Ham i ydmyghed og hemmelighed? (Idet I siger): Hvis Han redder os ud fra dette, så vil vi visselig høre til de taknemmelige.

(64) Sig: Allah redder jer derfra og fra enhver trængsel, men derefter sætter I (guder) ved siden af (Ham).

(65) Sig: Han har magt til at sende en straf over jer fra (himlen) over jer eller (jorden) under jeres fødder eller forvirre jer til partier og lade nogle af jer smage de andres vold. Se, hvorledes Vi gør tegnene tydelige, for at de må forstå.

(66) Men dit folk har forkastet det, og det er (dog) sandheden. Sig: Jeg er ikke vogter over jer.

(67) For enhver profeti er der en fastsat (tid), og I vil snart vide besked.

(68) Og når du ser dem, der taler forvrøvlet om Vore tegn, så vend dig fra dem, indtil de hengiver sig til en anden tale end denne. Og hvis Satan lader dig glemme (dette), så sid ikke efter (at) erindringen (er kommet til dig) sammen med de uretfærdiges folk.

(69) Og der påhviler ikke de gudfrygtige noget ansvar for hine, men kun formaning, for at de må blive gudfrygtige.

(70) Lad dem alene, som tager deres religion for spøg og skæmt, og hvem det nærværende liv har bedåret, og forman hermed, for at igen sjæl skal fordærves af det, den erhverver sig. Den skal ikke have nogen beskytter eller fortaler uden Allah. Og selv om den også byder enhver løsesum, skal den ikke modtages af den. Sådanne er de, der fordærves af det, de fortjener. Deres del bliver en drik af kogende vand og en smertelig straf, fordi de var vantro.

(71) Sig: Skal vi påkalde ved siden af Allah det, som hverken gavner os eller skader os, så vi vender om på vore hæle, efter at Allah har retledet os, ligesom ham, satanerne forfører til (at vandre om) forvirret i landet. Han har fæller, som kalder ham til retledningen: Kom til os! Sig: Sandelig, Allahs retledning – det er den (sande) retledning, og det er blevet pålagt os at underkaste os verdenernes Herre.

(72) Og (sig): Hold bøn og frygt Ham (alene) og Han er Den, til Hvem I skal samles.

(73) Og det er Ham, som har skabt himlene og jorden med visdom. Og på den dag, da Han vil sige: Bliv til! – så bliver det til. Hans ord er sandheden, og Ham tilkommer herredømmet på den dag, da der blæses i basunen. (Han er) Den, der kender det skjulte og det åbenbare, og Han er den Alvise, den Alvidende.

(74) Og (kom ihu), da Abraham sagde til sin fader Âzar: Tager du gudebilleder til guder? Jeg ser visselig dig og dit folk i åbenlyse vildfarelse.

(75) Og således viste Vi Abraham himlenes og jordens rige, (for at han kunne være retledet), og for at han kunne høre til de faste i troen.

(76) Da nu natten overdækkede ham, så han en stjerne. Han sagde: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Jeg elsker ikke dem, der går ned.

(77) Og da han så månen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg visselig høre til de vildfarnes folk.

(78) Da han så solen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Denne er den største! Men da den gik ned, sagde han: O mit folk, jeg siger mig fri af det, som I sætter op ved siden af (den eneste Gud)!

(79) Jeg har sandelig vendt mit ansigt i al oprigtighed til Ham, som har skabt himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne.

(80) Og hans folk stredes med ham. Han sagde: Strides I med mig om Allah, når Han sandelig har retledet mig. Og jeg frygter ikke det, som I sætter op ved siden af (Ham), men kun det, min Herre vil. Min Herre indeslutter alle ting i (Sin) viden. Vil I da ikke tænke jer om?

(81) Og hvordan skulle jeg frygte det, I sætter ved siden af (Allah), når I ikke frygter at sætte noget ved siden af Allah, som Han ikke har åbenbaret jer nogen fuldmagt for? Hvilket af de to partier har da større krav på vished, hvis I ved besked?

(82) De, som tror og ikke forvirrer deres tro med uretfærdighed – dem tilkommer visheden, og de er retledede.

(83) Og således var Vor bevisførelse, som Vi gav Abraham mod hans folk. Vi ophøjer i rang, hvem Vi vil, thi din Herre er Alviis, Alvidende.

(84) Og Vi skænkede ham Isak og Jakob. Hver af dem retledede Vi. Og Noah retledede Vi tidligere, og af hans efterkommere: David og Salomon og Job og Josef og Moses og Aron. Og således belønner Vi dem, der handler godt.

(85) Og (Vi retledede også) Zacharias og Johannes og Jesus og Elias. Alle hørte de til de retfærdige:

(86) Og Ismael og Elisa og Jonas og Lot. Og Vi ophøjede dem alle over folkene

(87) Og af deres fædre og deres børn og deres brødre: Vi udvalgte dem og ledte dem til den rette vej.

(88) Således er Allah retledning: Han retleder dermed hvem Han vil af Sine tjenere. Og hvis de havde sat (andre) ved siden af (Ham), så var det, de øvede, visselig blevet til intet.

(89) Disse er det, som Vi gav Bogen og Visdommen og profetien. Men hvis disse [jøderne] fornægtede dem, så har Vi nu betroet dem til et folk, som ikke vil fornægte dem.

(90) Disse (profeter) er det, som Allah har retledet, følg derfor deres retledning. Sig: Jeg beder jer ikke om belønning derfor, thi dette er kun en formaning (og kilde til ære) for alverden.

(91) Og de bedømmer ikke Allah på rette vis, når de siger: Allah har intet åbenbaret til et menneske! – Sig: Hvem åbenbarede (da) Bogen, som Moses bragte (som) lys og retledning for mennesker – (selvom) I (også) behandler den som (lige så mange) stykker papir, som I viser frem, medens I skjuler meget – og (ved hvilken) I er blevet belært om det, som hverken I eller jeres fædre vidste? Sig: Allah! – og efterlad dem så til at fornøje sig i deres forfængelige snak.

(92) Og dette er en Bog, som Vi har åbenbaret (som) en velsignelse (og som) en bekræftelse på det, som var før den, og for at du måtte advare byernes moder [Makka] og alle, der bor rundt om den. Og de, som tror på det kommende (liv), tror på den, og de vogter (strengt) over deres bøn.

(93) Og hvem er uretfærdigere end den, der opdigter en løgn mod Allah eller siger: Mig er blevet åbenbaret! – når (dog) intet er blevet ham åbenbaret, og den, der siger: Jeg vil lade det samme åbenbare, som Allah har åbenbaret –? Og hvis du kunne se de uretfærdige i dødens pinsler, når englene strækker de hænder ud (og siger): Giv jeres sjæle fra jer. På denne dag skal I belønnes med en beskæmmelsens straf, fordi I sagde noget mod Allah, som ikke var sandt, og plejede at vende jer i overmod fra Hans tegn.

(94) Og (nu) er I sandelig kommet til Os alene, ligesom Vi skabt jer første gang, og I har ladt bag jeres rygge hvad Vi skænkede jer, og Vi ser ikke jeres fortalere sammen med jer, om hvem I formodede, at de ville være delagtige med jer (i jeres sag). (Nu) er der visselig gjort en adskillelse mellem jer, og det, som I formodede, er veget fra jer.

(95) Sandelig, Allah er den, som spalter kornet og daddelkernen, (når de spirer). Han frembringer det levende af det døde, og Han er Den, der bringer det døde frem af det levende. Således er Allah. Hvorfor er I da bortvendte?

(96) Han er Den, der lader morgenerne gry. Og Han skaber natten til hvile og solen og månen til at beregne efter. Således er den Almægtiges, den Alvidendes skabelsesorden.

(97) Og Han er Den, der har skabt stjernerne ofr jer, for at I må være retledede ved dem i mørket til lands og vands. Vi har gentaget tegnene for et folk, som har viden.

(98) Og Han er Den, som lod jer opstå af et eneste levende væsen, derop er der et opholdssted og et hjemsted (for jer). Vi har visselig gentaget tegnene for et folk som forstår.

(99) Og Han er Den, som sender vand ned fra skyerne, og så frembringer Vi dermed vækster af enhver art. Og derfra frembringer Vi grønt, hvoraf Vi lader spire korn i rækker – og af daddelpalmen, af dens blomsterstand (lader Vi spire) lavthængende daddelklaser – og haver med druer og oliven og granatæbler – hinanden lig og hinanden ulige. Se på deres frugt, når de sætter frugt, og når de modnes. Heri er der sandelig tegn for et folk, som tror.

(100) Og de har gjort djinnerne delagtige med Allah (i magt og viden), skønt Han har skabt dem. Og de tildigter Ham sønner og døtre uden viden. Hellig er Han og fri for alle mangler og højt ophøjet over det, de tillægger (Ham).

(101) Himlenes og jordens Skaber. Hvordan skulle Han have en søn, når Han ikke har en hustru? Og Han har skabt alle ting. Og Han er vidende om alle ting.

(102) Således er Allah, jeres Herre: der er ingen gud undtagen Ham, alle tings Skaber, tilbed derfor Ham (alene), og Han er Vogter over alle ting.

(103) Øjnene når Ham ikke, men Han når øjnene, og Han er Den, der kender de mindste ting, den Alvidende.

(104) Nu er der visselig kommet klare beviser til jer fra jeres Herre. Den, der da ser, ser til sit eget bedste, og den, der er blind, ham bliver det til egne skade. Og jeg er ikke nogen vigter over jer.

(105) Og således gentager Vi tegnene (for at de må forstå), og for at de må sige: Du har (sandelig) forelæst (dem), og for at gøre dem tydelige for et folk, som forstår.

(106) Følg det, som er åbenbaret dig fra din Herre – der er ingen gud undtagen Ham – og vend dig fra afgudsdyrkerne.

(107) Og hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke sat (guder) op ved siden af (Ham). Men Vi har ikke gjort dig til vogter over dem, og du er ikke ansvarlig for dem.

(108) Og tal ikke nedsættende om dem, som de anråber i stedet for Allah, ellers vil de smæde Allah af fjendskab (og) uden viden. Således har Vi for ethvert folk gjort deres handlemåde skøn for dem. Derop er deres tilbagevenden til deres Herre, og Han vil meddele dem, hvad de plejede at øve.

(109) Og de sværger deres stærkeste eder ved Allah, at hvis der kom et tegn til dem, så ville de visselig tro derpå. Sig: Hos Allah alene beror tegnene! Men hvad skal få jer til at begribe, at når de kommer, vil de ikke tro?

(110) Og Vi vil gøre deres hjerter og øjne forvendte, fordi de ikke troede derpå første gang, og Vi vil efterlade dem blindt vandrende i deres overtrædelse.

(111) Og selvom Vi sendte engle ned til dem, og de døde talte til dem, og Vi samlede alle ting over for dem, så ville de dog ikke tro, medmindre Allah gennemtvang Sin vilje. Men de fleste af dem er uvidende.

(112) Og således har Vi gjort satanerne blandt mennesker og djinnerne til enhver profets fjende. De indgiver hinanden gylden tale til bedrag, men hvis din Herre havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke gjort det. Overlad dem da til sig selv og det, de opdigter.

(113) Og (overlad dem til sig selv) for at deres hjerter, som ikke tror på det kommende (liv), kan vise tilbøjelighed dertil og for at de må finde behag deri, og for at de må erhverve sig, hvad de erhverver sig.

(114) Mon jeg skal søge en anden dommer end Allah – når det er Ham, som har åbenbaret jer Bogen, som er gjort tydelig og klar? Og de, hvem Vi gav Skriften, ved, at den er åbenbaret af din Herre med sandheden – derfor skal du ikke være en af tvivlerne.

(115) Din Herres ord er fuldkomment med sandhed og retfærdighed. Der er ingen, som kan ændre Hans ord, og Han er den Althørende, den Alvidende.

(116) Hvis du adlyder de fleste af dem, som er på jorden, så vil de vildlede dig bort fra Allahs vej. De følger blot formodninger, og de lyver blot.

(117) Sandelig, din Herre er Den, der bedst ved, hvem der farer vild fra Hans vej, og Han kender bedst de retledede.

(118) Spis derfor af det, som Allahs navn er nævnt over, hvis I da tror på Hans tegn.

(119) Hvad fejler jer, at I ikke spiser det, som Allahs navn er nævnt over, når Han allerede har gjort klart for jer, hvad Han har forbudt jer – undtagen når I er i en tvangssituation? Men sandelig, mange fører visselig (andre) vild med deres onde lyster af mangel på viden. Sandelig, din Herre er Den, der bedst kender overtræderne.

(120) Og undgå de åbenbare synder og de skjulte. Sandelig, de som erhverver sig synd, skal belønnes for det, som de har begået.

(121) Men spis ikke af det, som Allahs navn ikke er nævnt over, thi det er visselig ulydighed. Og satanerne vil visselig indgive deres venner at strides med jer, men hvis I adlyder dem, så vil I visselig være afgudsdyrkere.

(122) Kan da den, som var død, og Vi gjorde ham levende og sendte ham et lys, han kunne vandre i blandt mennesker, være lig den, som er i mærke og ikke kan finde udvej derfra? Således er det, de plejer at øve, blevet gjort tiltrækkende for de vantro.

(123) Og således har Vi i enhver by anbragt dens synderes anførere, så at de lægger (onde) planer deri. Men de smeder kun planer mod sig selv, og de ved det ikke.

(124) Og når et tegn kommer til dem, så siger de: Vi vil ikke tro, førend der bliver givet os det samme som er blevet givet Allahs sendebud. – Allah ved bedst, hvor Han skal anbringe Sit budskab. Fornedrelse hos Allah vil ramme dem, som har forsyndet sig – og en streng straf for det, som de planlagde (af ondt).

(125) Den, Allah dan ønsker at retlede, hans bryst udvider Han for Islam. Men den, Han ønsker at efterlade i vildfarelse, hans bryster gør Han snævert og trangt, som om han steg til vejrs. Således sender Allah straf over dem, der ikke tror.

(126) Og dette er din Herres vej, den rette. Vi har visselig gentaget tegnene for et folk, som vil tænke sig om.

(127) For dem er der fredens bolig hos deres Herre, og Han er deres Ven på grund af det, de plejede at øve.

(128) Og på den dag, da Han samler dem sammen, (vil Han sige): O forsamling af djinner, I søgte visselig (at vinde) de fleste af menneskene. Og deres venner blandt menneskene vil sige: Vor Herre, vi drog fordel af hinanden, men nu har vi nået vor tidsfrist, som Du har bestemt for os. Han vil sige: Ilden skal være jeres tilflugtssted at forblive deri, hvis Allah da ikke vil noget andet, thi din Herre er Alviis, Alvidende.

(129) Og således gør Vi de uretfærdige til hinandens venner på grund af det, som de plejede at erhverve sig.

(130) O, forsamling af djinner og mennesker, er der ikke kommet til jer sendebud fra jer selv, som har fortalt jer Mine tegn og advaret jer mod denne jeres dage møde? De vil sige: Vi bærer vidnesbyrd mod os selv! Det nærværende liv har bedraget dem, og de bærer vidnesbyrd mod sig selv, at de var vantro.

(131) Således (vil det være), fordi din Herre ikke med urette vil ødelægge byerne, medens deres indbyggere var uadvarede.

(132) For enhver er der rangtrin i overensstemmelse med det, som de har øvet, og din Herre er ikke uvidende om, hvad de gør.

(133) Og din Herre er den Selvtilstrækkelige, Barmhjertighedens Herre. Hvis Han vil, kan Han tage jer bort og i jeres sted efter jer bringe, hvem Han vil, ligesom Han lod jer opstå af andre folks efterkommere.

(134) Sandelig, det, der er blevet lovet jer, vil komme, og I kan ikke forhindre det.

(135) Sig: O mit folk, handl efter jeres formåen, også jeg vil handle, og snart skal I vide, hvem den endelige bolig tilkommer, thi de uretfærdige vil visselig ikke have held med sig.

(136) Og de tildeler Allah en andel i det, som Han har ladet vokse af afgrøden og kvæget, og så siger de: Dette er til Allah, efter deres formening, og dette er til vore medguder. Men det, som er til deres medguder, når ikke Allah, og det, som er til Allah, når til deres medguder. Slet er hvad de dømmer.

(137) Og således har deres medguder ladet drabet af deres børn forekomme mange af afgudsdyrkerne som noget skønt, for at de kan fordærve dem og forvirre deres religion for dem. Men hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke gjort det. Overlad dem da til sig selv og det, som de har opdigtet.

(138) Og de siger: Dette kvæg og denne afgrøde er forbudt. Ingen skal spise deraf, undtagen den, vi vil – efter deres formening. Og der er dyr, hvis ryg er forbudt (til ridning), og dyr, hvorover de ikke nævner Allahs navn, idet de opfinder løgne mod Ham. Han vil snart belønne dem for det, de har opdigtet.

(139) Og de siger: Hvad der er i dette kvægs liv er udelukkende (beregnet) for vore mænd og forbudt for vore kvinder. Men hvis det er dødfødt, så skal de have (lige) andel deri. Han vil snart belønne dem for deres påstand, thi Han er Alviis, Alvidende.

(140) De, som dræber deres børn i tåbelighed uden viden, og som forbyder det, Allah har forsynet dem med, idet de opdigter løgn mod Allah, er visselig fortabte. De er visselig faret vild, og de er ikke retledede.

(141) Og Han er det, som har frembragt haver, (hvor I dyrker) med espalier og uden espalier, og daddelpalmer og korn, hvis afgrøde er forskellig, og oliven og granatæbler, hinanden lig og hinanden ulig: Spis af deres frugter, når de nærer frugt og giv (de fattige deres) retmæssige andel deraf på høstens dag, og vær ikke umådeholdne, thi Han elsker ikke de umådeholdne.

(142) Og af kvæget lastdyr og slagtedyr: Spis af det, som Allah har forsynet jer med, og følg ikke Satans fodspor, thi han er jer en åbenlys fjende.

(143) (At kvæget) otte (der hører sammen i) par: af fårene to og af gederne to. Sig: Har Han forbudt de to hanner eller de to hunner eller det, de to hunners moderliv indeholder? Meddel mig det på grundlag af viden, hvis I er sandfærdige.

(144) Og af kamelerne to og af okserne to. Sig: Er det de to hanner, Han har forbudt, eller de to hunner eller det, de to hunners moderliv indeholder? Var I vidner, da Allah pålagde jer dette? Hvem er da mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn mod Allah for uden viden at vildlede mennesker. Sandelig, Allah retleder ikke det uretfærdige folk

(145) Sig: Jeg finder ikke i det, som er åbenbaret til mig, noget forbudt for den spisende, som vil spise det, undtagen når det drejer sig om (kød af) selvdøde dyr eller udgydt blod eller svinekød, thi det er urent, eller (det, hvis fortæring betyder) ulydighed, (nemlig) det, der er slagtet i andres navn end Allahs. Men over for den, der er tvunget (af omstændighederne) uden at begære det eller overskride (mindstemålets) grænser, er din Herre visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(146) Og dem, der var jøder, forbød Vi alle (dyr) med kløer, og af okserne og fårene og gederne forbød Vi det fede, undtagen hvad deres rygge bærer eller indvoldene eller det, der er blandet med knogler. Dette forbød Vi dem på grund af deres overtrædelse. Og Vi er visselig sanddru.

(147) Og hvis de forkaster dig, så sig: Jeres Herre er den altomfattende barmhjertigheds Herre, men Han straf kan ikke holdes borte fra de syndige folk.

(148) Afgudsdyrkerne vil sige: Hvis Allah havde villet det, så havde vi og vore fædre ikke sat nogen ved siden af (Gud), ej heller havde vi forbudt noget. Således forkastede de forudgående (sandheden), indtil de smagte Bores straf. Sig: Har I nogen viden? Så fremlæg den for os. Men I følger blot en formodning, og I lyver blot.

(149) Hos Allah er det bevis, der kan overtyde. Havde Han da (gennemtvunget) Sin vilje, ville Han have retledet jer alle.

(150) Sig: Bring jeres vidner hid, dem, som vil bevidne, at Allah har forbudt dette. Men hvis de bevidner (det), så skal du ikke aflægge vidnesbyrd sammen med dem og følg ikke deres onde lyster, som forkaster Vore tegn, og som ikke tror på det kommende, og som sæter andre lige med deres Herre.

(151) Sig: Kom og jeg vil forelæse jer, hvad jeres Herre har forbudt jer: I må ikke sætte nogen (eller noget) ved siden af (Ham), og (I skal vise) forældrene godhed, og dræb ikke jeres børn på grund af fattigdom, Vi sørger for jer og for dem, og gå ikke nær til skændighederne, de være sig åbenlyse eller skjulte, og dræb ikke det liv, som Allah ar gjort ukrænkeligt, medmindre det sker med rette. Dette pålægger Han jer, for at I må være forstandige.

(152) Og kom ikke nær til denne forældreløses ejendom, undtagen på bedste måde, indtil de når deres modenhed, og giv fuldt mål og fuld vægt med retfærdighed. Vi har ikke bebyrdet nogen, undtagen efter evne. Når I taler, så tal ret, selvom det også er mod en slægtning, og opfyld pagten med Allah. Dette pålægger Han jer, for at I må tænke jer om.

(153) Og dette er Min vej, den rette, følg da den. Og følg ikke (andre) veje, for at I ikke må blive ført bort fra Hans vej. Dette pålægger Han jer, for at I må være retfærdige.

(154) Og Vi hav også Moses Bogen – som en fuldendelse (af nåden) for den, der handlede godt, og som en klarlæggelse af alle ting og en retledning og barmhjertighed, for at de måtte tro på mødet med deres Herre.

(155) Og denne (Qur’ân) er en bog, som Vi har åbenbaret, fuld af velsignelse. Følg den derfor og vær retfærdige, for at der må vises jer barmhjertighed.

(156) Så at I ikke skal sige: Bogen er kun åbenbaret til to folk før os, og vi havde visselig intet kendskab til deres læsning,

(157) (Og så at) I heller ikke skal sige: Hvis bogen var blevet åbenbaret ås, så ville vi visselig være bedre retledet end disse. Men der er allerede kommet til jer et klart bevis fra jeres Herre og retledning og barmhjertighed. Hvem er da uretfærdigere end dem, der forkaster Allahs tegn og vender sig fra dem? Vi vil belønne dem, der vender sig fra Vore tegn, med en hård straf, fordi de vendte sig bort.

(158) Venter de på andet end at englene skal komme til dem, eller din Herre skal komme, eller nogen af din Herres tegn skal komme? På den dag, da nogle af din Herres tegn skal komme, skal troen ikke gavne noget menneske, som ikke har troet før eller erhvervet sig noget godt i sin tro. Sig: Vent (blot). Vi venter sandelig også.

(159) Sandelig, med dem der splittede deres religion og blev til sekter, har du intet at gøre. Deres sag vil alene være (at henvise) til Allah, derefter vil Han meddele dem, hvad de plejede at gøre.

(160) Den, der bringer en god gerning, skal belønnes tifold, men den, der bringer en ond gerning, skal kun belønnes med det samme, og der skal ikke gøres ham uret.

(161) Sig: Se, min Herre har ført mig til den rette vej, den evige tro, Abrahams den oprigtiges religion. Og han hører ikke til dem, der sætter nogen (eller noget) op ved siden af (Gud).

(162) Sig: Min bøn og mit offer og mit liv og min død er helliget Allah, verdenernes Herre,

(163) Han har ingen ved siden af Sig. Således blev det pålagt mig, og jeg er den første af dem, der underkaster sig (Hans åbenbarede vilje).

(164) Sig: Skal jeg søge en anden Herre end Allah, når Han er alle tings Herre? Og ingen sjæl erhverver (noget), som ikke kommer til den (selv alene), og ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens byrde. Derpå er jeres tilbagevenden til jeres Herre, og Han vil så give jer underretning om det, I var uenige om.

(165) Og Han er Den, der har gjort jer til efterfølgere på jorden og har ophøjet nogle af jer over andre i trang for at prøve jer i det, som Han har skænket jer. Sandelig din Herre er hurtig til at gengælde, og Han er visselig Tilgivende, Barmhjertig.