Danish Quran Translated by : Abdul Salam Madsen

Al-Faatiha

Makkan

(1) I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(2) Al pris tilkommer (alene) Allah, verdenernes Herre,

(3) Den Nådige, den Barmhjertige,

(4) Herskeren på dommens dag.

(5) Dig (alene) tjener vi, og Dig (alene) anråber vi om hjælp:

(6) Led os på den rette vej;

(7) Deres vej, som Du har vist nåde – som ikke har (vakt Din) vrede, og som ikke er faret vild.

Al-Baqara

Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Alif Lâm Mîm (Jeg er Allah, den Alvidende).

(2) Dette er den (fuldkomne) bog – der er ingen tvivl derom – en retledning for de retfærdige,

(3) (for) dem, der tror på det usete, og som holder bøn, og som giver ud af det, Vi har forsynet dem med,

(4) Og som tror på det, der er blevet dig åbenbaret, op på det, der er blevet åbenbaret før dig – og som er sikre på det kommende.

(5) Disse er det, som har fulgt retledningen fra deres Herre, og disse er det, som vil fuldkommengøre sig.

(6) Men de, der er vantro – for dem er det lige meget, om du advarer dem, eller du ikke advarer dem – de vil ikke tro.

(7) Allah har forseglet deres hjerter og deres ører, og over deres øjne (ligger der) et slør – og de vil få en svær straf.

(8) Og mellem menneskene er der nogle, der siger: Vi tror på Allah og den yderste dag – men de tror ikke.

(9) De søger at bedrage Allah og dem der tror men de bedrager kun sig selv, og de ved det ikke.

(10) I deres hjerter er der en sygdom, og Allah har ladet deres sygdom tiltage, og de vil få en smertelig straf, fordi de løj.

(11) Og når der siges til dem: Anstift ikke ufred på jorden – så svarer de: Vi er kun folk, der stifter fred.

(12) Men nej, det er visselig dem, der stifter ufred, men de forstår det ikke.

(13) Og når der siges til dem: Tro ligesom andre tror – så siger de: Skal vi tro, som tåberne tror? Men nej, det er sandelig dem selv, der er tåberne, men de ved det ikke.

(14) Og når de møder dem, der tror, siger de: Vi tror (også), men når de går bort til deres onde anførere, siger de: Sandelig vi er med jer. Vi drev kun spot.

(15) Allah vil gengælde dem deres spot og lade dem forsætte i deres overtrædelser, så de bliver forblindede.

(16) Disse er det, som har købt sig vildfarelse for retledning. Men deres handel vil ikke bringe dem gevinst, og de er ikke retledede.

(17) De har det som en mand, der tænder en ild, og efter at den har oplyst alt, hvad der er omkring ham – så tager Allah deres lys bort og efterlader dem i mørke, så de ikke ser.

(18) Døve, stumme (og) blinde (er de), så at de ikke kan vende tilbage.

(19) Eller (de er at ligne ved) tung regn fra skyerne, hvori der er mørke og torden og lynild: de stikker fingrene i ørene af dødsangst for lynene, men Allah er den, der omfatter de vantro.

(20) Lynet borttager næsten deres syn. Hver gang det lyser for dem, vandrer de i det(s lys), men når det bliver mørkt om dem, bliver de stående. Og hvis Allah havde villet det, så havde Han visselig taget deres hørelse og deres syn, thi Allah har magt over alle ting.

(21) I mennesker: Tjen jeres Herre, Som har skabt jer og dem før jer, så at I må blive beskærmede (mod noget sådant),

(22) Som har skabt jorden som et leje for jer og himmelen som et tag, og som sender vand ned fra skyerne og derved frembringer frugter til jeres underhold. Gør derfor ikke nogen jævnbyrdige med Allah, når I dog ved besked.

(23) Og hvis I er i tvivl om det, Vi har åbenbaret vores tjener (Muhammad), så bring en Sûra som denne og anråb de hjælpere, I har foruden Allah, hvis I da taler sandt.

(24) Og hvis I ikke gør det – og I vil aldrig kunne gøre det – tag jer da i vare for den ild, hvis brønde er mennesker og sten – beredt for de vantro.

(25) Og giv godt budskab til dem, der tror og handler retfærdigt, at de vil få haver, gennem hvilke floder strømmer. Hver gang de modtager deres underhold fra deres frugter, vil de sige: Dette er, hvad vi tidligere modtog af underhold, og de vil modtage (frugter) som ligner disse. Og dér vil de have rene ægtefæller, og de vil forblive dér.

(26) Sandelig, Allah forsmår ikke at bruge en lignelse, hvad enten det er en myg eller noget derunder. Hvad så angår dem, der tror, så ved de, at det er sandheden fra deres Herre – og hvad angår dem, der er vantro, så siger de: Hvad vil Allah (sige) med denne lignelse? Dermed dømmer Han mange som vildfarne, og dermed retleder Han mange, men kun de oprørske dømmer Han dermed som vildfarne.

(27) De, som bryder pagten med Allah efter at have sluttet dem, og som opløser, hvad Allah har befalet at sammenslutte, og som stifter ufred på jorden – disse er de tabende.

(28) Hvordan kan i fornægte Allah? Når I dog var uden liv, og Han indgav jer liv. Derpå lader Han jer dø, og derpå skænker Han jer atter livet, så I sendes tilbage til Ham.

(29) Han er Den, der har skabt alt hvad der er på jorden for jer. Dernæst vendte Han sig mod himlen, og Han fuldendte dem som syv himle, og Han ved alle ting.

(30) Og da din Herre sagde til englene: Jeg vil indsætte en statholder på jorden, sagde de: Vil Du anbringe folk, der vil anstifte ufred og udgyde blod der? - når vi dog fejrer Din pris og ophøjer Din hellighed. Han svarede: Sandelig, Jeg ved, hvad I ikke ved.

(31) Og Han lærte Adam alle navne, på derpå foreviste Han englene (de navngivne ting) og sagde: Meddel Mig deres navne, hvis I er sanddru.

(32) De svarede: Hellig er Du og uden mangler. Vi har ingen viden ud over hvad Du har lært os, thi Du er den Alvidende, den Alvise.

(33) Han sagde: Adam, meddel dem deres navne, og efter at han havde meddelt dem deres navne, sagde Han: Sagde Jeg jer ikke at Jeg kender himlenes og jordens hemmeligheder, og Jeg ved hvad, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.

(34) Og da Vi sagde til englene: Adlyd Adam, da adlød de (alle). Men Iblîs gjorde det ikke. Han afslog og var stolt, thi han var en af de vantro.

(35) Og Vi sagde: O Adam, bo du og din hustru i haven, og spis rigeligt, hvor I vil i den, men kom ikke nær til dette træ, så at I bliver uretfærdige.

(36) Og Satan lod dem begge snuble derved og drev dem bort fra (det sted), de var i, og Vi sagde: Gå bort (som) hinandens fjender, og på jorden vil der være et hjem og underhold for jer til en tid.

(37) Derefter modtog Adam nogle (åbenbarings-)ord fra sin Herre, og Han vendte Sig (nådig) til ham thi Han er den, der ofte vender Sig (i nåde), den Barmhjertige.

(38) Vi sagde: Gå alle ud herfra, og de, der – når der kommer retledning til jer fra Mig – følger Min retledning – over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(39) Og de, som er vantro og nægter Vore tegn – de vil være ildens beboere, og de vil forblive der (i lang tid).

(40) O Israels børn, ihukom Min nåde, som Jeg beviste jer, og opfyld pagten med Mig, så vil Jeg opfylde pagten med jer – og frygt Mig alene.

(41) Og tro på det, Jeg åbenbarede til bekræftelse på, hvad der er hos jer og vær ikke de første til at fornægte det og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris – og frygt Mig alene.

(42) Og sammenbland ikke sandheden med løgn og skjul ikke sandheden, når I dog ved besked.

(43) Og hold bøn og betal Zakât og bøj jer sammen med dem, der bøjer sig (i bøn).

(44) Vil I påbyde mennesker retfærdighed og forglemme jeres egne sjæle, når I dog læser Skriften. Mon I da ikke forstår?

(45) Og søg bistand i tålmodighed og bøn. Og det er sandelig svært – undtagen for de ydmyge,

(46) De, som ved at de skal møde deres Herre, og at de skal vende tilbage til Ham.

(47) O Israels børn, ihukom den nåde, som Jeg har bevist jer, og at Jeg udmærkede jer frem for (andre) folkeslag (på den tid).

(48) Og frygt de dag, da ingen sjæl kan udrette noget for en anden, og da ingen forbøn vil blive modtaget fra den, og da ingen retfærdiggørelse vil blive antaget for den, og da de ikke vil blive hjulpet.

(49) Og (ihukom den tid) da Vi frelste jer fra Faraos folk, som pålagde jer en hård straf, idet de dræbte jeres sønner og lod jeres døtre leve. Og heri var der en svær prøvelse fra jeres Herre.

(50) Og da Vi delte havet for jer og derved reddede jer, men lod Faraos folk drukne medens I så til.

(51) Og da Vi lovede Moses fyrre nætter (til mødet på bjerget), mens I tog kalven (til gud) i hans fravær og I var uretfærdige.

(52) Derpå tilgav Vi jer efter dette, for at I skulle være taknemmelige.

(53) Og (ihukom den tid) da Vi gav Moses skriften og sondringen (mellem sandt og falsk), for at I kunne være retledede.

(54) Og da Moses sagde til sit folk: O mit folk, I har visselig handlet uret mod jer selv ved at tage kalven (som gud). Vend derfor tilbage til jeres Skaber og dræv jeres onde begær. Dette er bedre for jer hos jeres Skaber. Da vendte Han sig til jer, thi Han er Den der vender Sig (i nåde), den Barmhjertige.

(55) Og (ihukom den tid) da I sagde: Moses, vi vil ikke tro på dig, før vi ser Allah ansigt til ansigt, - da ramte jordskælv jer, mens I så til.

(56) Derpå oprejste Vi jer efter jeres (tilsyneladende) død, for at I kunne være taknemmelige.

(57) Og Vi lod skyerne overskygge jer og sendte Manna og Salwâ ned over jer (idet Vi sagde): Spis af de gode ting, som Vi forsyner jer med. – Og de skadede ikke Os, men de skadede sig selv.

(58) Og (ihukom den tid) da Vi sagde: Gå ind i denne by, og spis rigeligt af hvad I vil, og gå ind ad porten i ydmyghed og sig: (Vi beder om) tilgivelse. – Så vil Vi tilgive jeres synder, og Vi vil visselig forøge (det gode) for dem, der handler godt.

(59) Og de, som var uretfærdige, ombyttede den bøn, Vi havde pålagt dem, med en anden. Da sendte Vi en straf fra himlen over dem, som var uretfærdige, fordi de var oprørske.

(60) Og (ihukom den tid) da Moses bad om drikkevand for sit folk. Da sagde Vi: Slå klippen med din stav – da brød tolv kilder frem af den. Enhver stamme kendte visselig sit drikkested. (Vi sagde): Spis og drik af Allahs forsyning og handl ikke ondt på jorden, idet I stifter ufred.

(61) Og da I sagde: O Moses, vi kan ikke udholde en (slags) føde (alene), Bed derfor til din Herre for os, at Han skænker os af det, jorden lader vokse frem: af dens urter og dens agurker og dens hvede og dens linser og dens løg. Han sagde: Ønsker I at ombytte det bedre med det ringere? Gå ind i en (eller anden) by, thi der vil I finde, hvad I beder om. – Og de blev slået med skændsel og elendighed og pådrog sig Allahs vrede. Dette (skete), fordi de forkastede Allahs tegn og søgte at dræbe profeterne o deres uretfærdighed. Dette (skete), fordi de var ulydige og begik overtrædelser.

(62) Sandelig, de troende og jøderne og de kristne og sabierne – de af dem, som tror på Allah og den yderste dag og handler retfærdigt – de vil få deres belønning hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke sørge.

(63) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med jer og lod bjerget hæve sig højt over jer (og sagde): Hold fast ved det, som Vi giver jer, med styrke, og husk, hvad der er deri, for at I må frelses.

(64) Men derefter vendte I jer bort, og havde det ikke været for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed, havde I visselig været blandt de tabende.

(65) Og I kender visselig dem blandt jer, som begik overtrædelser på sabbatsdagen. Da sagde Vi til dem: Bliv (som) foragtede aber.

(66) Således gjorde Vi dette til et advarende eksempel for dem, der var dengang, og for dem, som kom efter – og til en formaning for de gudfrygtige.

(67) Og (ihukom den tid) da Moses sagde til sit folk: Sandelig, Allah befaler jer, at I slagter en ko. De sagde: Driver du spot med os? Han sagde: Jeg søger tilflugt hos Allah mod (den tanke), at jeg skulle være en af de uvidende.

(68) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvordan den er. Han sagde: Han siger visselig, at det er en ko, hverken gammel eller ung, fuldvoksen, midt imellem. Gør nu, hvad I er blevet befalet.

(69) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvilken farve den har. Han sagde: Han siger visselig, at det er en gul ko, rig i farven, en fryd for beskuerne.

(70) De sagde: Påkald din Herre for os, at Han gør det klart for os, hvordan de er. Thi alle køer synes os ens. Og sandelig, hvis Allah vil det, vil vi være retledede.

(71) Han sagde: Han siger visselig, at det er en ko, som ikke har båret åg for at pløje jorden eller for at vande ageren, sund og uden dadel. De sagde: Nu har du bragt (os) sandheden. Derpå slagtede de den, men det var nær ved, at de ikke havde gjort det.

(72) Og (ihukom den tid) da I forsøgte at dræbe et menneske og stredes derom. Og Allah bringer frem i lyset, hvad I skjuler.

(73) Da sagde Vi: Sammenlign med lignende (tilfælde): Således giver Allah liv til de døde og viser jer Sine tegn, for at I må forstå.

(74) Og derefter blev jeres hjerter forhærdede, så de blev som sten eller endnu hårdere. Og fra nogle sten strømmer visselig floder frem, og andre spaltes visselig, så vand strømmer ud. Og der er visselig nogle af dem, som ydmyger sig af frygt for Allah. Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(75) Mon I håber, at de skal tro på jer, når en del af dem visselig hørte Allahs ord, og derpå forandrede det, efter at de havde forstået det, og de ved det?

(76) Og når de møder de troende, siger de: Vi tror – og når de går bort for sig selv, siger de til hinanden: Vil I fortælle dem, hvad Allah har åbenbaret jer, så at de kan strides med jer derom for jeres Herre? Mon I da ikke forstår?

(77) Ved de ikke, at Allah ved, hvad de skjuler og hvad de åbenbarer?

(78) Og blandt dem [jøderne] er der analfabeter, som ikke kender skriften, men kun (lavt) begær, og de bygger blot på formodninger.

(79) Derfor ve over dem, som skriver Skriften med deres egne hænder og så siger: Dette er fra Allah – for at sælge det for en ringe pris. Ve derfor over dem, for hvad deres hænder har skrevet, og ve over dem, for hvad de har fortjent.

(80) Og de siger: Ilden skal kun berøre os nogle få dage. Sig: Har I fået en forjættelse fra Allah? For så vil Allah ikke bryde Sit løfte. Eller sier I om Allah, hvad I ikke ved?

(81) Men nej, de der erhverver sig ondt og hvis synder omringer dem – er ildens beboere. De skal forblive dér.

(82) Og de, som tror og handler retfærdigt – er havens beboere. De skal forblive dér.

(83) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med Israels børn: I skal ikke tilbede nogen anden end Allah – og (vise) godhed mod forældre og slægtninge og forældreløse og fattige, og I skal tale godt til mennesker og holde bøn og give Zakât. – Men derefter vendte I jer bort undtagen nogle få af jer, og I var uvillige.

(84) Og (ihukom den tid) da Vi sluttede pagt med jer: I skal ikke udgyde jeres egne blod eller uddrive jeres egne fra jeres hjem. – Derefter anerkendte I (pagten), og I bar selv vidnesbyrd (derom).

(85) Men nu er I sådanne, som dræber hinanden og uddriver en del af jeres egne fra deres hjem, idet I hjælper hinanden mod dem i synd og overtrædelse. Men hvis de kommer til jer som fangne, så løskøber I dem – og det var jer forbudt at uddrive dem. Vil I tro på én del af Skriften og fornægte den anden? Der er da ikke nogen anden belønning for den af jer, der handler sådan, end skændsel o dette liv – og på opstandelsens dag skal de overgives til den strengeste straf. Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(86) Disse er det, som har købt det nuværende liv for det kommende. Derfor skal straffen ikke mildnes for dem, og de skal ikke hjælpes.

(87) Vi gav visselig Moses Skriften og lod sendebudene efter ham følge i hans fodspor, og Vi gav Jesus, Marias søn, de klare tegn og styrkede ham med den hellige ånd. Vil I da, hver gang der kommer et sendebud til jer med hvad jeres sjæle ikke begærer, være overmodige? Og nogle af dem forkastede I, og andre søgte I at dræbe.

(88) Men de siger: Vore hjerter er uomskårne. Nej, Allah har forbandet dem for deres vantro, og ringe er det, de tror [eller: de er lidettroende].

(89) Og efter at bogen [Qur’ânen] er kommet til dem fra Allah som bekræftelse på det, de har – og de plejede før at bede om sejr over de vantro – efter at det, som de kender, er kommet til dem, forkastede de det. Allahs forbandelse er derfor over de vantro.

(90) Slet er det, som de har solgt deres sjæle for: at de forkaster hvad Allah har åbenbaret af misundelse over, at Allah sender Sin nåde til hvem Han vil af Sine tjenere. Derfor bringer de vrede over vrede ned over sig, og for de vantro vil der være en ydmygende straf.

(91) Og når der siges til dem: Tro på det, Allah har åbenbaret – siger de: Vi tror på det, der er åbenbaret os – og de forkaster det, der er (åbenbaret) efter det. – Og det er (dog) sandheden, som bekræfter det, de har. Sig: Hvorfor forsøgte I da at dræbe Allahs profeter tidligere, hvis I (virkelig) var troende?

(92) Og visselig kom Moses til jer med de klare tegn, men I tog kalven (til gud) i hans fravær, og I var uretfærdige.

(93) Og (ihukom den tid) da Vi oprettede en pagt med jer og lod bjerget hæve sig over jer (og sagde): Hold fast ved det, som er blevet givet jer, med styrke, og hør efter. (Men) de sagde: Vi hører og vi er ulydige. Og deres hjerter var fyldt af (attrå til) kalven på grund af deres vantro. Sig: Slet er det, jeres tro påbyder jer, hvis I (da) er troende.

(94) Sig: Hvis det kommende livs bolig hos Allah er for jer alene – med udelukkelse af de andre mennesker, så ønsk jer døden, hvis I er sandfærdige.

(95) Men de vil aldrig ønske sig den på grund af det, deres hænder har sendt i forvejen. Og Allah kender de uretfærdige.

(96) Og du vil visselig finde, at de og nogle af afgudsdyrkerne er de begærligste mennesker efter (dette) liv. Enhver af dem ønsker, at han måtte leve i tusind år. Men det ville ikke holde straffen borte fra ham, at han fik skænket (et så langt) liv. Og Allah ser (alt) det, de gør.

(97) Sig: Den, der er en fjende af Gabriel – thi ham er det, som på Allahs bud har åbenbaret den [Qur’ânen] til dit hjerte, som en bekræftelse på det, der var før den, og som retledning og glædeligt budskab til de troende –

(98) Den, der er en fjende af Allah og Hans engle og Hans sendebud og Gabriel og Mikael, (skal vide) at Allah visselig er en fjende af de vantro.

(99) Vi har visselig åbenbaret dig klare tegn, og ingen forkaster dem undtagen de oprørske.

(100) Hvorledes? Hver gang de sluttede en pagt, forkastede en del af dem den? Nej, de fleste af dem troede ikke.

(101) Og efter at et sendebud er kommet til dem fra Allah som bekræftelse på det, de har, kaster en del af dem, der har modtaget Skriften, Allahs bog bag deres rygge, som om de ikke vidste (besked).

(102) Og de [jøderne] følger det, som oprørerne forelæste under Salomons regering – og Salomon var ikke vantro, men oprørene var vantro og lærte folket falskhed og bedrag. Og (de mener også at følge det), som blev åbenbaret de to sendebud i Babel, Hârût og Mârût. Men de to lærte ingen, førend de havde sagt: Vi er blot en prøvelse (fra Gud), forkast (os) altså ikke. Altså lærte de af dem det, som skilte en mand fra hans hustru, dog skadede de ingen dermed – undtagen med Allahs billigelse. Men (jøderne her) lærer, hvad der skader dem og ikke gavner dem. Og de ved visselig, at den, der tilkøber sig dette, ikke har nogen andel i det kommende (liv). Og slet er det visseligt, som de sælger deres sjæle for. Om de blot vidste det.

(103) Og hvis de havde troet og handlet retfærdigt, så havde lønnen fra Allah visselig været bedre, om de blot havde vidst det.

(104) O I som tror, sig ikke: Râ’inâ, men sig: Unzurnâ og ly efter. Og de vantro vil få en smertelig straf.

(105) De, der er vantro af Skriftens folk, og afgudsdyrkerne ønsker ikke, at der skal sendes jer noget godt fra jeres Herre, men Allah udvælger i Sin barmhjertighed hvem Han vil, og Allah er Herre over den største nåde.

(106) Hvilket tegn [bud] Vi end ophæver eller ladet gå i glemme, så bringer Vi et, der er bedre end det eller lig det. Mon du ikke ved, at Allah er mægtig over alle ting.

(107) Mon du ikke ved, at Allah har magten over himlene og jorden? Og I har ingen beskytter eller hjælper undtagen Allah.

(108) Ønsker I at spørge jeres Sendebud, ligesom Moses blev udspurgt før? Og den, der ombytter troen med vantro, er sandelig faret vild fra den rette vej.

(109) Mange af Skriftens folk ønsker i deres sjæle misundelse, at de atter kan gøre jer vantro, efter at I har troet, (og) efter at sandheden står dem selv klart. Men bær over med dem og tilgiv, indtil Allah bringer Sin beslutning (til udførelse). Sandelig, Allah har magt over alle ting.

(110) Og hold bøn og betal Zakât. Og hvad I sender i forvejen af godt for jer selv, det vil I finde hos Allah. Allah ser visseligt alt, hvad I gør.

(111) Og de siger: Ingen skal træde ind i (paradisets) have – indtage de, der er jøder og kristne. Således er deres forfængelige ønsker. Sig: Bring jeres bevis, hvis I er sandfærdige.

(112) Nej, de, der hengiver sig helt til Allah og handler godt, de skal have deres belønning hos deres Herre, og over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(113) Og jøderne siger: De kristne bygger på intet – og de kristne siger: Jøderne bygger på intet. Og dog læser de (begge) Skriften. Således – ligesom deres tale – sagde de, som ikke havde nogen viden. Men Allah vil dømme mellem dem på opstandelsens dag angående det, som de er uenige om.

(114) Og hvem er uretfærdigere end den, der forhindrer, at Allahs navn bliver ihukommet i Allahs templer, og som stræber efter at ødelægge dem. Det sømmer sig ikke, at sådanne skulle betræde dem undtagen med ærefrygt. For dem vil der være skændsel i denne verden, og i den kommende en stor straf.

(115) Og østen og vesten tilhører Allah. Hvor i da end vender jer hen – der er Allahs ansigt. Allah er sandelig Altomfattende, Alvidende.

(116) Og de (kristne) siger: Allah har antaget sig en søn. Lovpriset være Han, Som er fri for alle mangler. Nej, sandelig, Ham tilhører hvad der er i himlene og på jorden, alle ting adlyder Ham,

(117) Himlenes og jordens Skaber. Og når Han beslutter en ting, siger Han kun til [eller: om] den: Bliv til – og den bliver til.

(118) Og de uvidende siger: Hvorfor taler Allah ikke til os? Hvorfor kommer der ikke et tegn til os? På lignende vis talte de, der var før dem. Deres hjerter er ens. Vi har visselig gjort tegnene tydelige for folk, som har vished.

(119) Se, Vi har sendt dig [Muhammad] med sandheden, som en forkynder af glædeligt budskab og som en advarer. Og du skal ikke spørges om helvedes beboere.

(120) Og hverken jøderne eller de kristne vil være tilfredse med dig, førend du følger deres religion. Sig: Allahs retledning – det er (alene) retledningen. Og hvis du følger deres onde begær, efter at erkendelsen er kommet til dig, vil du ikke have nogen beskytter eller hjælper i Allah.

(121) De, til hvem Vi har givet Bogen [Qur’ânen], følger den, som de bør følges. Det er dem, der tror på den. Og de, som forkaster den, er de tabende.

(122) O Israels børn, ihukom Min nåde, som Jeg bar bevist jer, og at Jeg har udmærket jer frem for folkene (på jeres tid).

(123) Og frygt den dag, da ingen sjæl kan gøre noget for en anden, og da der ikke vil blive modtaget retfærdiggørelse for [eller: fra] den, og da forbøn ikke vil gavne den, og de vil bliver hjulpet.

(124) Og (husk den tid) da Abrahams Herre stillede ham på prøve ved (visse) bud, som han opfyldte. Da sagde Han: Jeg vil gøre dig til en Imâm [fører] for menneskene. (Abraham) sagde: Og af mine efterkommere? Han sagde: Min pagt omfatter ikke de uretfærdige.

(125) Og (husk den tid) da Vi gjorde huset [Ka’baen] til samlingssted for menneskene og til et sikkert (tilflugtssted): Tag Abrahams ståsted til bedested – og Vi bød Abraham og Ismael: Rens mit hus for dem, der vandrer omkring det, og dem, der dvæler i andagt, og dem, der bøjer og kaster sig ned (i bøn).

(126) Og da Abraham sagde: Min Herre, gør dette ti len sikker by, og forsørg dens folk med (jordens) frugter, så mange af dem, som tror på Allah og den yderste dag. Han sagde: Og Jeg vil også forsyne dem, der er vantro, en kort tid, derpå vil Jeg drive dem til ildens straf, og dårligt er målet for (deres) rejse.

(127) Og da Abraham og Ismael oprejste husets grundvolde, (idet de bad): Vor Herre, modtag (dette) af os, thi Du er den Althørende, den Alvidende.

(128) Vor Herre, gør os begge til folk, der er Dig hengivne, og (oprejs) af vor sæd et folk, der er Dig hengivent, og vis os vore ofre og bønner, og vend Dig nådig til os, thi Du er Den, der vender Dig (til os i Din nåde), den Barmhjertige.

(129) Vor Herre, oprejs blandt dem et sendebud af deres midte, som forelæser dem Dine tegn, og lære dem Bogen og Visdommen og renser dem, thi Du er den Almægtige, den Alvise.

(130) Og hvem vender sig vel bort fra Abrahams religion undtagen den, der gør sig selv til tåbe? Og Vi har visselig udvalgt ham i denne verden, og han vil visselig i den kommende være blandt de retfærdige.

(131) Og da hans Herre sagde til ham: Underkast dig [blev Muslim], sagde han: Jeg underkaster mig verdenernes Herre.

(132) Og Abraham pålagde sine sønner dette, og (det samme gjorde) Jakob: O mine sønner, Allah har visselig udvalgt denne religion over jer. Dø derfor ikke, medmindre I er Muslimer [I har underkastet jer].

(133) Eller var I vidner, dengang døden kom til Jakob? Da han sagde til sine sønner: Hvad vil I tilbede efter mig? De sagde: Vi vil tilbede din Gud og dine fædres Gud, Abrahams, Ismaels og Isaks Gud, den Eneste Gud, og vi er Ham hengivne [er Muslimer].

(134) Dette er et folk, der er gået bort. De har fået, hvad de fortjente. Og (også) jer vil tilkomme, hvad i fortjener, og I skal ikke udspørges om deres gerninger.

(135) Men de siger: Bliv jøder eller kristne, så vil I være retledede. Sig: Nej, (følg) Abraham den oprigtiges religion, thi han hørte ikke til afgudsdyrkerne.

(136) Sig: Vi tror på Allah og hvad der er åbenbaret os, og hvad der er åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus, og på det, der blev givet (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ikke nogen forskel på dem, og vi er Ham hengivne.

(137) Og hvis de tror på det samme, som I tror på, så er de retledede. Men hvis de vender sig bort, så er det alene dem, der skaber splittelse. Allah vil da være dig tilstrækkelig (værn) mod dem, og Han er den Althørende, den Alvidende.

(138) (Sig: Vi følger) Allahs religion. Og hvem er en bedre (lærer) i troen end Allah? Og vi tjener Ham (alene).

(139) Sig: Vil I strides med os om Allah, når Han dog er vores Herre og jeres Herre. Vi har vore gerninger, og I har jeres gerninger. Og vi er Ham alene hengivne.

(140) Eller vil I sige: Se, Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne var jøder eller kristne. Sig: Ved I bedre – eller Allah? Og hvem er mere uretfærdig end den, der skjuler det vidnesbyrd, som han har fra Allah? Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(141) Dette er et folk, der er gået bort. De har fået, hvad de fortjente. Og (også) jer vil tilkomme, hvad I fortjener, og I skal ikke udspørges om deres gerninger.

(142) Tåberne blandt folket vil snart sige: Hvad har vendte dem fra deres Qiblah, som de (tidligere) fulgte? Sig: Østen og vesten tilhører Allah. Han leder hvem Han vil til den rette vej.

(143) Og således har Vi gjort jer til en ophøjet menighed [eller: en formidlende menighed], at I må være vogtere [eller: vidner] over mennesker, og for at Sendebudet må være vogter over jer. Og Vi indsatte kun den Qiblah, som du (tidligere) fulgte, for at Vi kunne skelne den, der følger Sendebudet fra den, der vender sig på sine hæle. Og det var visseligt tungt undtagen for dem, som Allah har retledet. Og Allah vil ikke gøre jeres tro til intet, thi Allah er Mild (og) Barmhjertig mod mennesker.

(144) Vi har visselig set dig dreje dit ansigt mod himmelen. Så vil Vi da også vende dig mod Qiblah, som du vil have behag i: Vend da dit ansigt mod den Hellige Moské [Ka’baen]. Og hvor I end er, så vend jeres ansigter mod den. Og de, som modtog Skriften ved visselig, at det er sandheden fra deres Herre, og Allah er ikke uvidende om, hvad de gør.

(145) Og selv om du bragte dem, der modtog Skriften, ethvert tegn, så ville de ikke følge din Qiblah. Og du kan ikke følge deres Qiblah. Og ingen af dem kan følge de andres Qiblah. Og hvis du [læseren] fulgte deres forfængelige ønsker, efter at erkendelsen er kommet til dig, så ville du sandelig høre til de uretfærdige.

(146) De, som Vi har givet Skriften genkender ham [Profeten], som de kender deres (egne) sønner, men en del af dem skjuler visselig sandheden, og de ved (det).

(147) (Han er) sandheden fra din Herre, vær derfor ikke blandt tvivlerne.

(148) Og enhver har et mål, hvorefter han stræber: kappes derfor i gode gerninger. Hvor I end er, så vil Allah bringe jer sammen, thi Allah har magt over alle ting.

(149) Og hvor du end drager ud fra, så vend dit ansigt mod den Hellige Moské, thi det er visselig sandheden fra din Herre, og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(150) Og hvor du end drager ud fra, så vend dit ansigt mod den Hellige Moské, og hvor I end er, så vend jeres ansigter mod den, for at folk ikke må have nogen anklage [eller: noget bevis] mod jer – undtagen de af dem, som er uretfærdige. – Frygt derfor ikke dem, men frygt Mig nådehandlinger mod jer, og for at I må være retledede,

(151) Ligesom Vi har sendt til jer et Sendebud fra jeres midte, som forelæser jer Vore tegn og renser jer og lærer jer Bogen og Visdommen læ lærer jer, hvad I ikke vidste.

(152) Ihukom derfor Mig, så vil Jeg ihukomme jer, og vær taknemmelige mod Mig og vær ikke utaknemmelige mod Mig [eller: vantro].

(153) Og I som tror, søg hjælp i udholdenhed og bøn, thi Allah er med de udholdende.

(154) Og sig ikke om dem, der er blevet dræbt for Allahs sag, at de er døde. Nej, levende (er de), men I forstår det ikke.

(155) Og Vi vil visselig prøve jer med en vis del frygt og sult og tab af ejendom og liv og afgrøde, men forkynd glædeligt budskab til de udholdende,

(156) (til) dem, der – når en ulykke rammer dem – siger: Sandelig, vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.

(157) (Det er) disse, over hvem velsignelser og barmhjertighed fra deres Herre (kommer), og det er disse, som er de retledede.

(158) Sandelig, as-Safâ og al-Marwah hører til Allahs tegn, derfor er det ingen brøde for dem, der valfarter til (Guds) Hus eller besøger det, at han løber frem og tilbage mellem dem. Og den, der gør godt frivilligt, (han skal vide) at Allah visselig er Den, der belønner godt, den Alvidende.

(159) Sandelig, de som skjuler hvad Vi har åbenbaret af de tydelige tegn og retledningen, efter at Vi har gjort det klart for menneskene i Bogen – disse vil Allah forbande, og de forbandende vil forbande dem.

(160) Men de, som angrer og forbedre sig og kender sig åbent (til sandheden) – disse vender Jeg Mig til (i Min nåde), og Jeg er Den, der vender Mig (i nåde), den Barmhjertige.

(161) Sandelig, de som er vantro og dør som vantro, over dem er Allahs forbandelse og englenes og menneskenes tilsammen.

(162) De skal blive i den. Straffen skal ikke mildnes for dem, og der skal ikke gives dem udsættelse.

(163) Og jeres Gud er Een Gud. Der er ingen gud undtagen Ham, den Nådige, den Barmhjertige.

(164) Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften og i skibene, som sejler på havet med det, der gavner menneskene, og i det vand, som Allah sender ned fra himlen, og hvormed Han giver jorden liv efter dens død, og hvorpå Han udbreder alle slags levende væsener – og i omskifteligheden i vinde og skyer, som er tvunget i tjeneste mellem himlen og jorden – er der visselig tegn for folk, som forstår.

(165) Og (dog) er der blandt mennesker sådanne, som sætter guder ved siden af Allah [eller: gør dem lige med], idet de elsker dem, som kun Allah bør elskes. Men de troende er stærkere i deres kærlighed til Allah. Og hvis de uretfærdige kunne se (den time), da de skal møde straffen, (så ville de forstå), at al magt tilhører Allah, og at Allah er streng til at straffe.

(166) Da de, som blev fulgt, siger sig fri af dem, som fulgte, og de ser straffen, og midlerne (til hjælp) bliver afskåret fra dem,

(167) Da de, som blev fulgt, vil sige: Hvis vi kunne vende tilbage (til jorden), så ville vi sige os fri af dem, ligesom de (nu) har sagt sig fri af os. – Således vil Allah vise dem deres gerninger (som) fortrydelse for dem, og de skal ikke kunne undslippe ilden.

(168) O I mennesker, spis af det, der er tilladt (og) godt på jorden og fælg ikke (i) Satans fodspor, thi han er jer en åbenbar fjende.

(169) Han opfordrer jer kun til slethed og skændighed, og til at I siger om Allah, hvad I ikke ved.

(170) Men når der siges til dem: Følg det, som Allah har åbenbaret! – siger de: Nej, vi følger det, som vi fandt vore fædre optaget af. – Også selv om deres fædre intet forstod og ikke var retledede?

(171) Og de som er vantro ligner den (mand), som anråber det, som intet hører – men (det er) kun et råb og et skrig. Døve, stumme (og) blinde (er de), så de intet forstår.

(172) O I som tror, spis af de gode ting, som Vi har forsynet jer med, og vær taknemmelige mod Allah, hvis det er Ham, I tjener.

(173) Han har kun forbudt jer det selvdøde og blod og svinekød og det, hvorover et andet navn end Allahs er blevet påkaldt. Men den, der er tvunget (af sult), uden at begære (det) eller overtræde (mindstemålets) grænser – over denne kommer der ingen (straf for) synd, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(174) Sandelig, de som skjuler, hvad Allah har åbenbaret af Bogen og sælger det for en ringe pris – sådanne fylder kun deres maver med ild, og Allah vil ikke tale til dem på opstandelsens dag og vil ikke rense dem. Og til dem er der en smertelig straf.

(175) Det er sådanne, som køber vildfarelse for retledning og straf for tilgivelse. Hvor stor er ikke deres udholdenhed over for ilden.

(176) Sådan (skal det være), fordi Allah har åbenbaret Bogen med sandheden. Og sandelig, de, som er uenige om Bogen, er visselig gået vidt i fjendskab.

(177) Fromhed består ikke i, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest, men (sandt) retfærdig er den, der tror på Allah og den yderste dag og englene og Bogen og profeterne, og som af kærlighed til Ham giver (af) sin ejendom til slægtningene og de forældreløse og de fattige og den vejfarende og de bedende og til (løskøbelse af) de fangne, og som holder bøn og betaler Zakât. Og (ligeledes) de, der opfylder deres løfter, når de har afgivet det, og de, der er udholdende i trængsler og nød og i krigstid. Sådanne er de, der er sande (troende), og sådanne er de (virkeligt) retfærdige.

(178) O I som tror, der er forskrevet jer gengældelse angående de dræbte: den frie for den frie, og slaven for slaven og kvinden for kvinden. Men hvis nogen tilgives noget af sin broder, så (skal rets)forfølgelsen (ske) med billighed, og løsepenge (betales) ham med godhed. Dette er en lettelse fra jeres Herre og en barmhjertighed. Og den, der derefter forbryder sig – han skal have en smertelig straf.

(179) Og der er liv for jer i gengældelsen, I forstandige, så at I må nyde sikkerhed.

(180) Når døden nærmer sig en af jer, og han efterlader formue, (så) er der foreskrevet jer testamente til forældrene og de nærmeste med billighed – (som) en pligt for de gudfrygtige.

(181) Og de, der ændrer det, efter at have hørt det, på dem, der har ændret det, skal skylden derfor alene hvile. Allah er sandelig Althørende, Alvidende.

(182) Men den, der frygter partiskhed eller uret fra en testator, og så stifter fred mellem dem, på ham (hviler der) ingen synd. Sandelig, Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(183) O I som tror, det er jer foreskrevet at faste – ligesom det foreskrevet dem før jer, for at I må blive retfærdige –

(184) Et bestemt antal dage. Men den af jer, som er syg eller på rejse, (han skal faste) et (lige så stort) antal andre dage – og for dem, som (kun) med vanskelighed kan udholde det, (gælder som) erstatning: bespisning af en fattig. Men den, som frivilligt øver en god gerning – det er (endnu) bedre for ham, og at I faster er bedst for jer, om I blot vidste det.

(185) Måneden Ramadân er den, i hvilken Qur’ânen blev åbenbaret (som) retledning for menneskeheden og med klare beviser på retledningen og (at de er) den (Bog), der sondrer (mellem sandt og falsk). Derfor skal den, som er vidne til denne måned, faste i den. Men den, som er syg eller på rejse, (skal faste) det (samme) antal af andre dage. Allah ønsker at gøre det let for jer og ønsker ikke at gøre det besværligt for jer, og at I fuldender antallet (af fastedage), og at I lovpriser Allah, fordi Han har retledet jer, og at I må blive taknemmelige.

(186) Og når Mine tjenere spørger dig om Mig, så (sig): Jeg er nær. Jeg svarer den bedendes bøn, når han påkalder Mig. Derfor skal de høre på Mig og tro på Mig, for at de må vandre på den rette vej.

(187) Det er jeg tilladt at have kønsligt samkvem med jeres hustruer om natten i fasten. De er en klædning got jer, og I er en klædning for dem. Allah ved, at I var uærlige over for jer selv, derfor har Han nådigt vendt Sig til jer og skænket jer (denne) lettelse. Gå derfor nu ind til dem og søg, hvad Allah har bestemt for jer, og spis og drik, indtil morgenrødens hvide tråd kan skelnes fra dens sorte tråd, og fuldend så fasten til natten (falder på). Men gå ikke ind til dem når I dvæler i andagt i moskeerne. Dette er Allahs grænser: gå derfor ikke nær til dem. Således gør Allah Sine tegn tydelige for mennesker, for at de må vogte sig (mod ondt).

(188) Og opæd ikke hinandens ejendom med falskhed og søg ikke adgang til øvrigheden dermed, for at I – skønt vidende – kan opæde en del af menneskers ejendom med urette.

(189) De spørger dig om nymånerne. Sig: De er et middel til at måle tiden for menneskene og til (fastsættelse af) Valfarten. Og det er ikke fromhed, at I går ind i jeres huse fra deres bagside, men sandt retfærdig er den, der er gudfrygtig. Men gå ind i jeres huse ad deres døre, og frygt Allah, for at I må blive fuldkomne.

(190) Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne.

(191) Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud fra (den by), hvorfra de fordrev jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moské, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper jer der, så bekæmp dem. Således (er) de vantros belønning.

(192) Men hvis de afstår (fra kamp), så er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(193) Og bekæmp dem, indtil der ikke mere er forfølgelse, og troen på Allah er (fri). Men hvis de afstår (fra kamp), så (skal de vide), at der kun er fjendskab mod de uretfærdige.

(194) (Vanhelligelse af) en hellig måned (ved kamp, skal gengældes) i den hellige måned, og i alle hellige ting (skal der være) gengældelse. Den, der da begår overgreb mod jer, ham skal I gengælde hans overgreb i samme grad, som han begik overgreb mod jer. Men frygt Allah, og vid, at Allah er med de gudfrygtige.

(195) Og giv ud for Allahs sag og kast jer ikke i ødelæggelse med jeres (egne) hænder og handl godt, thi Allah elsker dem, der handler godt.

(196) Og udfør Valfarten og Besøget for Allah. Men hvis I er forhindret, så (skænk) et offer, som det falder jer let. Og barber ikke jeres hoveder, førend offeret har nået sit bestemmelsessted. Og den, der er syg blandt jer, eller som har en lidelse i hovedet, (for ham skal der være) løskøbelse ved faste eller almisse eller et offer. Og når I (igen) er i sikkerhed, så (skal der for) den, der drager nytte af Besøget indtil Valfarten, (være at give) et offer, som det falder am let. Men den, der ikke finder (midlerne hertil), han skal faste i tre dage under Valfarten – og syv dage, når I er vendt hjem; det er ti i alt. Dette (gælder) for den, der ikke har sin slægt i nærheden af den Hellige Moské. Og frygt Allah, og vid, at Allah er streng til at straffe.

(197) Valfartsmånederne er velkendte. Den, der derfor beslutter at fuldføre Valfarten i dem, (skal vide, at) der ikke må være sanseligt begær og ikke overtrædelse og ikke strid under Valfarten. Og hvad I gør af godt – Allah kender det. Og forsyn jer (til rejsen), men det bedste forråd er retfærdighed, og frygt Mig (alene), I forstandige.

(198) Det skal ikke regnes jer som synd, at I søger nåde fra jeres Herre. Dog når I strømmer ned fra ’Arafât, så skal I ihukomme Allah ved Masj’ar al-Harâm. Og ihukom Ham, hvorledes Han har retledet jer, selv om I også før var af de vildfarne.

(199) Vend derpå tilbage derfra, hvor folk vender tilbage fra, og bed Allah om tilgivelse. Allah er visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(200) Når I så har afsluttet jeres ofre, ihukom da Allah, som I plejede at mindes jeres fædre – eller (snarere) med en stærkere ihukommelse. Og blandt mennesker er der dem, der siger: Vor Herre, giv os i denne verden – men de har ingen del i den kommende.

(201) Og blandt dem er der nogle, der siger: Vor Herre, giv og gode ting i denne verden, og giv os gode ting i den kommende, og frels os fra ildens straf.

(202) Disse skal have en (god) andel på grund af, hvad de har fortjent sig, og Allah er hurtig til at afregne.

(203) Og ihukom Allah på det bestemte antal dage. Men den, der fremskynder (sin afrejse) efter to dage, over ham (kommer der) ingen synd. Og den, der bliver tilbage, over ham (kommer der heller) ingen sund. (Dette gælder) for den, som er gudfrygtig. Og frygt Allah og vid, at I skal samles hos Ham.

(204) Og blandt mennesker er der en og anden, hvis tale om dette liv måtte behage dig, og som tager Allah til vidne på, hvad der er i hans hjerte, og (alligevel) er han den voldsomste modstander.

(205) Og når han vender sig bort (fra din nærværelse), så iler han omkring i landet for at stifte ufred i det og ødelægge ager og afgrøde [eller: afkom], men Allah elsker ikke ufred.

(206) Men når der siges til ham: Frygt Allah, - så griber syndefuld stolthed ham. Men helvede er tilstrækkelig (straf) for ham, og et slet hvilested er det.

(207) Og blandt mennesker er der den, der ville sælge sin sjæl for at vinde Allahs velbehag. Og Allah er Mild mod tjenerne.

(208) Og I som tror, træd alle ind i freden og følg ikke i Satans fodspor, thi han er jer en åbenbar fjende.

(209) Og hvis I snubler, efter at de tydelige beviser er kommet til jer, så vid, at Allah er Almægtig, Alviis.

(210) Mon de venter andet, end at Allah skal komme til dem i skygge af skyerne sammen med englene, og at sagen skal være afgjort? Og til Allah vender alle ting tilbage.

(211) Spørg Israels børn, hvor mange tydelige tegn, Vi gav dem. Men den, der bytter Allahs nåde bort, efter at den er kommet til ham – (skal vide) at Allah visselig er streng til at gengælde.

(212) Livet i denne verden forekommer de vantro skønt, og de spotter dem, der tror. Men de, som er retfærdige, vil være over dem på opstandelsens dag. Og Allah forsyner uden mål dem, Han vil.

(213) Menneskeheden var én menighed. Da oprejste Allah profeter (som) overbringere af glædeligt budskab og (som) advarere og åbenbarede med dem Bogen med sandheden, for at Han kunne dømme mennesker imellem i det, de var uenige om. Og igen andre var uenige derom end (netop) de, der havde modtaget den, efter at de klare beviser var kommet til dem, fordi de misundte hinanden. Derpå har (nu) Allah retledet de troende i (alle) de ting, hvorom de (andre) var uenige om sandheden med Hans billigelse. Og Allah leder den, Han vil, til den rette vej.

(214) Eller mener I, at I vil indgå i (paradisets) have, når der endnu ikke er sket jer det samme som (skete) dem, der gik bort før jer? Trængsler og mød ramte dem, og de blev voldmost rystede, indtil Sendebudet og de, som troende med ham, sagde: Hvornår (kommer) Allahs hjælp? Sandelig – Allahs hjælp er visselig nær.

(215) De spørger dig, hvad de skal give ud. Sig: Hvad I giver ud id af (jeres retmæssige) ejendom – det er til forældrene og de nærtbeslægtede og de forældreløse og de fattige og den vejfarende. Og hvad I end gør af godt, så ved Allah det.

(216) Det er foreskrevet jer at kæmpe, selv om I hader det. Men det kan være, at I hader noget, skønt det er godt for jer, og det kan være at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer, og Allah ved (besked), men I ved ikke.

(217) De spørger dig om kamp i den hellige måned. Sig: Kamp i den er (en) alvorlig (sag). Men at holde (folk) borte fra Allahs vej og at fornægte Ham den Hellige Moské og at drive dens beboere ud er (endnu) alvorligere over for Allah. Og forfølgelse er værre end kamp. Og de vil ikke ophører med at bekæmpe jer, førend de bringer jer tilbage fra jeres religion, hvis de da formår (det). Men de af jer, som falder fra deres religion og så dør som vantro, (det er) dem, (der er) ildens beboere. De skal forblive deri.

(218) Men sandelig, de som tror og som udvandrer og kæmper for Allahs sag – disse (er det, som) håber på Allahs barmhjertighed. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(219) De spørger dig om vin og lykkespil. Sig: I dem begge er der et stort onde og (nogen) gavn for mennesker. Men deres onde er større end deres gavn. Og de spørger dig, hvad de skal give ud. Sig: Det, der er tilovers. Således gør Allah tegnene klare for jer, for at I må tænke jer om,

(220) Hvad angår denne verden og den kommende. Og de spørger dig om de forældreløse – sig: At øve vel imod dem er et (stort) gode. Og hvis I blander jer med dem, så (skal de være) jeres brødre. Og Allah kender urostifteren fra fredsstifteren. Og hvis Allah havde villet, havde Han visselig bragt jer i vanskeligheder, thi Allah er Almægtig, Alviis.

(221) Og gift jer ikke med kvinder fra afgudsdyrkerne, førende de tror, thi en troende slavinde er bedre end en afgudsdyrker, selv om hun også måtte behage jer. Og bortgift ikke (jeres kvinder) til afgudsdyrkerne, førende de tror, thi en troende slave er bedre end en afgudsdyrker, selv om han også måtte behage jer. Sådanne kalder til (helvedes) ild, men Allah kalder til (paradisets) have og tilgivelse efter Sin vilje. Og Han gør Sine tegn klare for mennesker, for at de må lade sig formane.

(222) Og de spørger dig om(samliv under) menstruationen. Sig: Det er skadeligt. Hold jer derfor fra jeres hustruer under menstruationen og gå ikke ind til dem, førend de er rene. Men når de har renset sig, gå så ind til dem, som Allah har befalet jer. Thi Allah elsker dem, der vender sig (til Ham), og Han elsker dem, der renser sig.

(223) Jeres hustruer er (som) en ager for jer. Gå da til jeres ager, hvornår og hvordan I vil, men send noget godt forud for jeres sjæle. Og frygt Allah og vid, at I skal møde Ham. Og bring glædeligt budskab til de troende.

(224) Og gør ikke Allah til genstand for jeres eder, så I ikke handler fromt og retfærdigt og stifter fred mellem mennesker. Og Allah er Althørende, Alvidende.

(225) Allah vil ikke kræve jer til regnskab for det ubetænkte i jeres eder, men Han vil kræve jer til regnskab for, hvad jeres hjerter har fortjent sig. Og Allah er Tilgivende, Mild.

(226) For dem, der sværger afholdenhed fra deres hustruer, er ventetiden (højst) fire måneder. Hvis de så gør tilbage (fra deres ed), er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(227) Men hvis de beslutter sig til skilsmisse, så er Allah Althørende, Alvidende.

(228) Og de fraskilte kvinder skal vente angående sig selv i tre menstruationsperioder, og det er dem ikke tilladt at skjule, hvad Allah har skabt i deres moderskød, hvis de tror på Allah og den yderste dag. Og deres ægtemænd har en større ret til at tage dem tilbage i denne (periode), hvis de ønsker forsoning. Og for kvinderne (gælder) de samme rettigheder, som (mændene har) over dem – med billighed. Dog har mændene en vis forrang over dem. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(229) (En sådan) skilsmisse (kan finde sted) to gange, derpå (må man) enten beholde dem på sømmelig vis eller sende dem bort med godhed. Og det er jer ikke tilladt at tage (noget) af det, som I har givet dem, medmindre begge frygter ikke at kunne holde sig inden for Allahs grænser. Og hvis I frygter, at I ikke kan holde jer inden for Allahs grænser, så (kommer der) ingen brøde over nogen af dem i hvad hun måtte løskøbe sig selv med. Således er Allahs grænser. Overskrid dem da ikke. Og de, der overskrider Allahs grænser – disse er de uretfærdige.

(230) Og hvis han skiller sig fra hende (tredje gang), så skal hun ikke være ham tilladt, førende hun har ægtet en anden mand. Hvis han så skiller sig fra hende, så (kommer der) ingen brøde over nogen af dem, om de vender tilbage til hinanden, hvis de mener at de kan holde sig inden for Allahs grænser. Dette er Allahs grænser, som Han klarlægger for folk, der har viden.

(231) Og når I skiller jer fra (jeres) hustruer, og de så når deres (vente-)frist(s udløb), så skal I ente beholde dem på sømmelig vis eller sende dem bort på sømmelig vis. Og hold dem ikke tilbage til skade (for dem) for at overskride (grænserne). Og den, der handler sådan, han har visselig handlet uret mod sin egen sjæl. Og driv ikke spot med Allahs tegn [bud], og ihukom Allahs nåde mod jer og Bogen og Visdommen, som Han har åbenbaret jer, hvormed Han formaner jer. Og frygt Allah, og vid, at Allah ved alle ting.

(232) Og når I skiller jer fra (jeres) hustruer, og de når (vente-)fristen(s udløb), så må I ikke hindre dem i at gifte sig med deres ægtemænd, når de er blevet enige indbyrdes på sømmelig vis. Hermed formanes den af jer, som tror på Allah og den yderste dag. Det er mere velsignet for jer – og renere. Og Allah ved, men I ved ikke.

(233) Og (de fraskilte) mødre skal amme deres børn to fulde år – (sådan skal det være) for den, der ønsker, at amningen fuldendes. Og faderen påhviler deres underhold og iklædning – på passende vis. Ingen sjæl er bebyrdet ud over sin evne: Moderen skal ikke lide nød på grund af barnet(s amning), og faderen skal ikke lide nød på grund af barnet(s amning). Og det samme påhviler arvingen. Hvis de da ønsker afvænning (af barnet) efter gensidig overenskomst og rådslagning, så (hviler der) ingen skyld på nogen af dem. Men hvis I ønsker at lade jeres børn amme, så (hviler der) ingen skyld på jer, når I betaler, hvad I giver ud (hertil) på rimelig vis. Og frygt Allah, og hvid, at Allah ser, hvad I gør.

(234) Og hvis nogen af jer dør og efterlader hustruer, så skal de vente angående sig selv i fire måneder og ti dage. Men når de har nået fristen(s udløb), (hviler der) ingen skyld på jer i hvad de gør angående sig selv på sømmelig vis. Og Allah er vidende om, hvad I gør.

(235) Og (der hviler) ingen skyld på jer, om I lader en hentydning (om ægteskab) falde til (sådanne) kvinder, eller om I skjuler (hensigten) i jeres hjerter. Allah ved, at I tænker på dem. Men træf ingen aftale med dem i hemmelighed, medmindre I fører sømmelig tale, men beslut jer ikke på indgåelse af ægteskab, før den foreskrevne frist har nået sit udløb. Og vid, at Allah ved, hvad der er i jeres sjæle. Tag jer derfor i agt. Og vid, at Allah er Tilgivende, Mild.

(236) (Der hviler) ingen skyld på jer, om I skiller jer fra hustruer, som I ikke har rørt, eller for hvem I ikke har fastsat en brudegave. Men forsørg dem – den rige efter sin formåen, og den fattige efter sin formåen – (med) en passende forsørgelse – (som) en pligt for dem, der handler godt.

(237) Og hvis I skiller jer fra dem, førende I har berørt dem, og I har allerede fastsat en brudegave til dem, (betal) da halvdelen af, hvad I har fastsat, medmindre de eftergiver den – eller den, i hvis hånd ægteskabets indgåelse ligger, eftergiver den. Og at I eftergiver er nærmere retfærdighed. Og glem ikke de gensidige nådesbevisninger, thi Allah ser, hvad I gør.

(238) Giv agt på bønnerne og (især) den midterste bøn, og stil jer lydige for Allah.

(239) Hvis I da frygter, så (hold bøn) til fods eller til hest [eller: på kamel]. Men når I er i sikkerhed, så ihukom Allah, da Han jo lærte jer, da I intet vidste.

(240) Og de af jer, som dør og efterlader hustruer, (dem påhviler oprettelse af) testamente til (fordel for) deres hustruer: forsørgelse i et år, uden at de skal forlade (jeres huse). Men hvis de forlader (jeres huse), så (hviler der) ingen skyld på jer i hvad de måtte gøre angående sig selv på sømmelig vis. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(241) Og (også) for de fraskilte er der forsørgelse på passende vis – en pligt for de gudfrygtige.

(242) Således gør Allah Sine tegn [bud] klare for jer, for at I må bruge jeres fornuft.

(243) Ved du ikke besked om de, der gik ud fra deres hjem – og de var tusinder – i dødsfrygt. Så sagde Allah til dem: Dø – og derpå skænkede Han dem liv, thi Allah er nådefuld mod mennesker, men de fleste mennesker er ikke taknemmelige.

(244) Og kæmp for Allahs sag, og vid, at Allah er Althørende, Alvidende.

(245) Hvem er det, som vil skænke Allah en god gave, som Han vil mangfoldiggøre for ham mange gange? Og Allah indskrænker og mangfoldiggør, og til Ham skal I sendes tilbage.

(246) Ved du ikke besked om Israels børns førere efter Moses, hvorledes de sagde til deres profet: Indsæt en konge over os, så skal vi kæmpe for Allahs sag. – Han sagde: Mon I ikke, når kamp bliver jer foreskrevet, så ikke vil kæmpe? De sagde: Hvilken grund har vi, at vi ikke skulle kæmpe for Allahs sag, når vi dog er blevet uddrevet fra vore hjem og vore børn? . Men da kamp blev foreskrevet, så vendte de ryggen – undtagen nogle få af dem. Og Allah kender de syndefulde.

(247) Og deres profet sagde til dem: Sandelig, Allah har indsat Tâlût over jer som konge. De sagde: Hvordan kan kongedømmet tilkomme ham over os, når vi dog har større ret til kongemagten end han, og ham er der ikke skænket fylde af rigdom? Han sagde: Sandelig, Allah har udvalgt ham over jer og forøget hans styrke i viden og krop. Og Allah giver Sit rige til hvem Han vil. Og Allah er Rig over al måde, Alvidende.

(248) Og deres profet sagde til dem: Sandelig, tegnet på hans kongedømme skal være, at der bliver givet jer et hjerte, hvori der er fred fra jeres Herre, og den (gode) arv, som blev efterladt (jer) af Moses’ slægt og Arons slægt – englene skal bære den. Heri er der visselig et tegn for jer, hvis I er troende.

(249) Og efter at Tâlût var draget ud med hærene, sagde han: Sandelig, Allah vil prøve jer ved en flod. Der, der da drikker af den, han er ikke af mig. Og den, der ikke smager den, han er visselig af mig – undtagen dem, der øser sig en håndfuld., De drak da (alle) derfra, undtagen nogle få af dem. Og efter at de havde krydset (floden) – han og de, som troede sammen med ham – sagde de: Vi har ingen magt i dag mod Djâlût og hans hære. (Men) de, som vidste, at de skulle møde Allah, sagde: Hvor ofte har ikke en lille skare overvundet en stor skare med Allahs billigelse? Og Allan er med de udholdende.

(250) Og efter at de var rykket frem mod Djâlût og hans hære, sagde de: Vor Herre, lad udholdenhed strømme ned over os og styrk vore fødder og giv os hjælp mod det vantro folk.

(251) Så slog de dem på Allahs bud. Og David dræbte Djâlût, og Allah gav ham kongedømmet og visdommen og lærte ham, hvad Han ville. Og hvis Allah ikke drev nogle mennesker tilbage ved hjælp af andre, så ville jorden gå til grund i ufred. Men Allah er Nådefuld mod menneskene.

(252) Dette er Allahs tegn. Vi forelæser dig dem i sandhed, thi du er visselig et af sendebudene.

(253) Disse sendebud har Vi ophøjet, nogle over andre. Blandt dem er de, til hvem Allah har talt, og nogle af dem har Han ophøjet i rang. Og Vi gav Jesus, Marias søn, de klare beviser og styrkede ham med den hellige ånd. Og hvis Allah havde villet det, så ville de, (der kom) efter dem, ikke have kæmpet mod hinanden, efter at de klare beviser var kommet til dem. Men de blev uenige. Og blandt dem er der dem, der tror – og blandt dem er der dem, der er vantro. Og hvis Allah havde villet det, havde de ikke kæmpet indbyrdes, men Allah gennemfører, hvad Han ønsker.

(254) O I som tror, giv ud af det, som Vi har forsynet jer med, førend den dag kommer, hvor der ikke vil være handel og ikke venskab og ikke forbøn. Og de vantro- det er de uretfærdige.

(255) Allah - der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Opretholdende (som ikke selv opretholdes). Slummer rammer Ham ikke, ej heller søvn. Ham tilhører hvad der er i himlene og hvad der er på jorden. Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham - undtagen med Hans billigelse? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag dem, og de omfatter intet ad Hans viden - undtagen hvad Han vil. Hans trone omfatter himlene og jorden, og deres opretholdelse besværer Ham ikke, og Han er den Ophøjede, den Mægtige.

(256) Der må ikke være tvang i religionen, thi sandheden er visselig let at skelne fra løgnen. Deb, der derfor fornægter dem, der leder vild, og tror på Allah - han har visselig grebet fat i det stærkeste håndtag, der ikke kan sønderbrydes, og Allah er Althørende, Alvidende.

(257) Allah er de troendes ven. Han fører dem ud af mørket (og) ind i lyset. Men de vantro- deres venner er dem, der vildleder- de fører dem fra lyset ind i mørket. De er ildens beboere. De skal blive i den.

(258) Har du ikke hørt om ham, der stredes med Abraham angående hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongedømmet? Da Abraham sagde: Min Herre er den, der giver liv og død. Han sagde: Jeg giver (også) liv og død. Abraham sagde: Men Allah er sandelig den, der lader solen stå op i øst. Lad du den stå op i vest.- Da blev den vantro slået med målløshed. Og Allah retleder ikke det uretfærdige folk.

(259) Eller som den, der gik forbi en by, som lå sammenstyret på sine (nedfaldende) tage. Han sagde: Hvornår vil Allah give denne liv efter dens død? Og Allah lod ham dø i hundrede år, derpå opvakte Han Ham. Han sagde: Hvor længe har du dvælet? Han sagde: Jeg har dvælet en dag eller en del af en dag. Han sagde: nej, du har dvælet i hundrede år. Men se til din føde og din drikke: årende er ikke gået hen over (dem). Og se til dit æsel. Og (Vi har ladet dig se dette syn) for at gøre dig til et tegn for menneskene. Og se til knoglerne, hvorledes vi sætter dem sammen og så iklæder dem kød. – Og efter at det stod klart for ham, sagde han: jeg ved, at Allah har magt over alle ting.

(260) Og (ihukom den tid,) da Abraham sagde: Min Herre, vis mig, hvorledes Du giver liv til de døde. Han sagde: har du da ikke troet? Han sagde: Jo, men for at mit hjerte må blive beroliget. Han sagde: Tag da fire fugle og gør dem vante til dig. Sæt så hver enkelt på et bjerg. Og kald så på dem: de vil komme til dig i hast. Og vid, at Allah er den Almægtige, de Alvise.

(261) De, som giver deres ejendom ud for Allahs sag, ligner et sædekorn, som sætter syv aks: i hvert aks er der hundrede sædekorn. Og Allah mangfoldiggør (det) for hvem Han vil, og Allah er overmåde Gavmild, Alvidende.

(262) De, som giver deres ejendom ud for Allahs sag, og som så ikke følger deres gave op med rethaveriskhed og dadel- dem tilkommer deres løn hos deres Herre, og ingen frygt skal komme over dem, og de skal ikke sørge.

(263) Sømmelig tale og tilgivelse er bedre end almisse, som følges op med dadel. Og Allah er Uafhængig (af gaver), Langmodig.

(264) O I som tror, gør ikke jeres almisser til intet ved rethaveriskhed og dadel- ligesom den, der giver sin ejendom ud for at ses af mennesker, og som ikke tror på Allah og den yderst dag. Han ligner en glat klippe, over hvilken der er et (tyndt) lag støv. Når da styrtregnen rammer den, lader den ligge hen- nøgen og hård. – De har ikke magt over noget af det, de har fortjent sig. Og Allah retleder ikke det vantro folk.

(265) Men de, som giver deres ejendom ud for at søge Allahs velbehag og styrkelse for deres sjæle, ligner en have på en ophøjet grund: Styrtregnen rammer den, og den giver sin afgrøde to gange. Og hvis styrtregnen ikke rammer den, så (er) let regn (tilstrækkelig). Og Allah ser, hvad I gør.

(266) Mon nogen af jer ønsker, at han havde en have med daddelpalmer og druer - med floder strømmende igennem den. I den havde han alle slags frugter, men alderdommen ramte ham, og han havde svageligt afkom. Da slog en hvirvelvind med ild ned på den og den brændtes op. – Således gør Allah tegnene tydelige for jer, for at I må tænke efter.

(267) O I som tror, giv ud af de gode ting, som I har fortjent jer, og af det, som Vi har frembragt for jer af jorden - og udsøg ikke de slette deraf til ar give ud, når I dog ikke selv vil modtage det uden at lykke øjnene (for dets ringhed). Og vid, at Allah er Uafhængig (af jeres gaver), al lovprisning Værdig.

(268) Satan lover jer fattigdom og påbyder jer det skændige, men Allah forjætter jer tilgivelse fra Sig og nåde, og Allah er over al måde Gavmild, Al vidende.

(269) Han giver visdom til den, Han vil. Og den, der gives visdom, er der visselig blevet givet mangfoldigt godt. Men ingen vil betænke det undtagen de forstandige.

(270) Og hvilken gave I end giver ud, og hvilket løfte I end har aflagt- Allah ved det visseligt. Og der er ingen hjælpere for de uretfærdige.

(271) Hvis I giver almisser åbenlyst, så er det fortræffeligt. Men hvis I holder dem skjult, idet I giver dem til de fattige, så er det (endnu) bedre for jer. O g Han vil tage jeres synder fra jer, og Allah ved vel, hvad I gør.

(272) Det påhviler ikke dig at retlede dem. Men Allah retleder, hvem Han vil. Og hvad I giver ud a godt er for ar søge Allahs nåde. Og hvad I giver ud af godt, det skal gengældes jer, og I skal ikke lide uret.

(273) (Sådanne almisser er) til de fattige, som holdes tilbage for Allahs sag, idet de ikke er i stand til at rejse omkring i landet. Den uvidende regner med for rige, fordi de afholder sig (fra tiggeri). Du vil kende dem på deres udseende: de tigger ikke uforskammet hos folk. Og hvad I giver ud af godt- sandelig Allah er vidende derom.

(274) De, som giver deres ejendom ud ved nat og dag, hemmeligt og offentligt, deres løn er hos deres Herre, og over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(275) De, som opæder rente, skal ikke stå op på anden måde end den står op, som Satan har slået med vanvid. Sådan (skal det være), fordi de siger: Rente er kun det samme som handel- når Allah dog har tilladt handel, men forbudt rente. Den, til hvem formaningen da kommer fra hans Herre, og han så afholder sig derfra, hans sag er hos Allah. Men de, der vender tilbage (til rente), disse ildens beboere. De skal forblive deri.

(276) Allah vil tilintetgøre rente og mangfoldiggøre almisserne. Og Allah elsker ikke enhver vantro, synder.

(277) Sandelig, de som tror og handler retfærdigt og holder børn og betaler zakat- deres løn er hos deres Herre, over dem skal der ikke komme frygt, og de skal ikke sørge.

(278) Og I som tror, frygt Allah og lad hvile, hvad der er tilbage af rente, hvis I da er troende.

(279) Og hvis I ikke gør det, modtag så en krigserklæring fra Allah og Hans Sendebud. Og hvis I angrer, så skal I have jere udlånte kapital. I skal ikke gøre uret, og der skal ikke gøres jer uret.

(280) Og hvis en (skyldner) er i vanskeligheder, så (giv ham) udsættelse til (der er) lettelse (i hans forhold). Og at I eftergiver (skylden) som almisse er bedre for jer, om I blot vidste (det).

(281) Og frygt den dag, da I skal sendes tilbage til Allah. Så skal enhver sjæl gengældes med det, den har fortjent sig, og de skal ikke lide uret.

(282) Og I troende, når I stifter gæld indbyrdes til en fastsat tid, så skriv det ned. Og en skriver skal i jeres nærvær skrive som ret og billigt er. Og en skriver skal ikke nægte at skrive, som Allah har lært ham. Lad ham da skrive, og lad skyldneren diktere. Og han skal frygte Allah, sin Herre, og ikke formindske det i noget. Og hvis skyldneren er enfoldig eller svagelig eller ikke er i stand til at diktere, så skal hans formynder (eller beskytter) diktere med rimelighed. Og tag de to vidner fra jeres mænd, og hvis der ikke er to mænd, så en mand og to kvinder af dem, som behager jer som vidner, så ledes at - hvis en af dem fejler - den anden kan bringes den første på (rette) tanker. Og vidnerne må ikke vægre sig, når de tilkaldes. Og bliv ikke trætte af at skrive (beløbet), det være sig lidet eller stort, tilligemed (betalings)fristen. Dette er retfærdigst i Allahs øjne og bedre som vidnesbyrd og fremmende mod tvivl. (Derfor skal I skrive), hvis det da ikke drejer sig om øjeblikkelig handel, som I afslutter indbyrdes. I dette tilfælde hviler der ingen skyld på jer, om I ikke skriver det ned. Og tag vidner, når I handler indbyrdes, og skriveren må der ikke ske skade, ej heller vidnet. Og hvis I gør det, så er det jeres brøde. Og frygt Allah. Og Allah vil give jer viden, og Allah kender nøje alle ting.

(283) Og hvis I er på rejse og ikke finder en skriver, så skal der stilles sikkerhed. Oh hvis en betror den anden noget (som pant), så skal den, der har fået det betroet, give det betroede tilbage og han skal frygte Allah, sin Herre. Og skjul ikke vidnesbyrdet. Og den, der skjuler det, hans hjerte er syndigt, o Allah ved, hvad I gør.

(284) Allah tilhører (alt) hvad der er i himlene og på jorden. Og hvad enten I åbenbarer, hvad der er i jeres sjæle, eller skjuler det, vil Allah drage jer til regnskab for det. Så vil Han tilgive, hvem Han vil, og straffe, hvem Han vil. Og Allah er mægtig over alle ting.

(285) Sendebuddet tror på det, der er åbenbaret ham fra hans Herre, og (ligeledes) de troende: alle tror de på Allah og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud (og siger): Vi gør ikke forskel på nogen af Hans sendebud. Og de siger: Vi hører, og vi adlyder. (Giv is) Din tilgivelse, vor Herre, og til Dig vender vi tilbage.

(286) Allah bebyrder ingen sjæl over dens evne. Den tilkommer, hvad den har fortjent, og over den kommer, hvad den har erhvervet sig. Vor Herre, straf os ikke, hvis vi glemmer eller fejler. Vor Herre, læg ikke et ansvar på os, som Du lagde på dem før os. Vor Herre, læg ikke en byrde på os, som vi ikke har kraft til at bære. Og rens os, og tilgiv os, og hav barmhjertighed med os. Du er vor Herre, hjælp os derfor mod det vantro folk.

Aal-i-Imraan

Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Alif Lam Mim.

(2) Allah - der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Altopholdende.

(3) Han har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som bekræfter det, som var før den. Og tidligere åbenbarede han Toraen og Evangeliet som retledning for mennesker, og Han har(nu) åbenbaret den (Bog), der adskiller (mellem sandhed og løgn).

(4) Sandelig, de, som fornægter Allahs tegn- over dem (vil der komme) e streng straf, og Allah er Almægtig, Den, der har magt til at gengælde.

(5) Sandelig, intet er skjult for Allah på jorden, ej heller i himlen.

(6) Ha er Den, som former jer i moders liv, sådan som Han vil det. Der er ingen gud undtagen Ham, den Almægtige, den Alvise.

(7) Det er Ham, der har åbenbaret dig Bogen: i den er der afgørende vers- de er Bogens moder (grundlag)- og andre, som er underkastet fortolkning. Hvad da angår dem, i hvis hjerter der er fordærv- så følger de det, som er underkastet fortolkning, idet de søger (at skabe) splittelse, og idet de søger dets (fejlagtige) fortolkning. Men ingen kender dets (rette) tolkning undtagen Allah og de, som er fast grundede i viden. De siger: Vi tror på det. Det er alt sammen fra vor Herre. – Og kun de forstandige vil tænke sig om.

(8) Vor Herre, lad ikke vores hjerter fordærves, efter at Du har retledet os, og skænk os barmhjertighed fra Dig, thi Du er alene Den, der skænker (alle ting).

(9) Vor Herre, Du vil samle menneskeheden til (dommens) dag, hvorom der ikke hersker tvivl, thi Allah byder ikke løftet.

(10) Sandelig, de som er vantro- deres rigdomme og deres børn vil intet nytte dem mod Allah, og sådanne skal blive brændsel for ilden.

(11) Ligesom Faraos folk og de før dem: de forkastede Vores tegn, og Allah greb dem da i deres synder, og Allah er streng til at straffe.

(12) Sig til dem, der er vantro: I vil visselig blive overvundet og samlet sammen i helvede. Og slemt er hvilestedet.

(13) Sandelig, der var et tegn for jer i det to partier, som stødte sammen: det ene parti kæmpede for Allahs sag, oh det andet var vantro. Og de så dem med egne øjne som to gange sig selv. Og Allah styrker med Sin hjælp, hvem Han vil. Sandelig, i dette er der en lære for dem, der har øjne.

(14) Forskønnet for mennesker er kærligheden til de begærede ting: til kvinder og børn og ophobede skatte af guld og sølv og velopdrættede heste og kvæg og agre. (Alt) dette er underhold for det nærværende liv. Men hos Allah er det skønneste hjemsted.

(15) Sig: Skal jeg give jer besked om noget, der er bedre end (alt) dette? For dem, der frugter (Gud), er der hos deres. Herre haver, gennemstrømmet af flod r- de skal forblive der - og rene hustruer og Allahs velbehag. Og Allah ser tjenerne.

(16) Dem, der siger: Vor Herre, se vi tror. Tilgiv os derfor vores synder, og frels os fra ildens straf.

(17) De standhaftige og de sanddru og de lydige og de, som giver ud, og de, som beder om tilgivelse i den sidste del af natten.

(18) Allah bevidner, at der ingen gud er undtagen Ham, og (det samme gør) englene og de, som har viden - idet Han opretholder retfærdigheden. Der er ingen gud undtagen Ham, den Almægtige, den Alvise.

(19) Sandelig, religionen hos Allah er Islam (underkastelse). Og de, til hvem Skriften blev givet, blev ikke uenige, førend efter erkendelsen var kommet il dem - af misundelse til hinanden. Og de, der fornægter Allahs tegn, (skal viden, at) Allah visselig er hurtig til at afregne.

(20) Og hvis de strides med dig, så sig: Jeg har helt og fuldstændig underkastet mig Allah - og (det har også) de, der følger mig. Og sig til de, til hvem Skriften blev givet, og til de analfabetiske (arabere): Har I underkastet jer? Og hvis de underkaster sig (Guds åbenbarede vilje), så er de retledede. Men hvis de vender sig bort, så påhviler det kun dig at overbringe budskabet. Oh Allah ser tjenerne.

(21) Sandelig, de som fornægter Allahs tegn og søger at dræbe profeterne uden grund og søger at dræbe dem blandt menneskene, som påbyder retfærdighed forkynd dem da en smertelig straf.

(22) Det er disse, hvis gerninger bliver til intet i denne verden og den kommende, og de vil ingen hjælpere have.

(23) Har du ikke set dem, til hvem en del af Skriften blev givet? De kaldes til Allahs Bog for at den kan dømme mellem dem, men en del af dem vender sig bort, og de er modvillige!

(24) Dette er (sådan), fordi de siger: Ilden vil kun berøre os nogle (få) dage - og det, de har forfalsket, har bedraget dem i deres religion.

(25) Men hvorledes (vil det være), når Vi samler dem til den dag, hvorom der ikke er tvivl, og enhver sjæl får til fulde, hvad den har erhvervet sig, og de ikke vil lide uret?

(26) Sig: O Allah, Du, som er rigets Herre. Du giver riget til hvem Du vil, og Du tager riget fra hvem Du vil, og Du ophøjer hvem Du vil og fornedrer hvem Du vil. I Din hånd er (alt) godt, thi Du er mægtig over alle ting.

(27) Du lader natten gå over i dag, og Du lader dagen gå over i nat, og Du frembringer det levende af det døde, og Du lader døden fremgå af det levende. Og Du forsyner, hvem Du vil, uden at beregne det.

(28) De troende skal ikke tage de vantro til venner frem for de troende. Og den, der gør dette, har intet med Allah (at skaffe), medmindre I da tager jer i agt for dem med (al) agtpågivenhed. Og Allah advarer jer mod Sin straf og til Allah vender I tilbage.

(29) Sig: Hvad enten I skjuler, hvad der er i jeres hjerter, eller I åbenbarer det, så ved Allah det. Han ved, hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah er mægtig over alle ting.

(30) Den dag, hvor enhver sjæl vil finde nærværende (hos sig), hvad den har øvet af godt, og hvad den har øvet af ondt, vil den ønske, at der mellem den og det (onde) var en stor afstand. Allah advarer jer mod Sin straf, og Allah er Mild mod tjenerne.

(31) Sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig. Allah vil elske jer og tilgive jer jeres synder, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(32) Sig: Adlyd Allah og Sendebuddet. Men hvis I vender jer bort, så elsker Allah visselig ikke de vantro.

(33) Sandelig, Allah har udvalgt Adam og Noah og Abrahams hus og Imrans hus frem for folkene.

(34) Én slægt, den ene fra den anden, og Allah er Althørende, Alvidende.

(35) (Husk) den gang, da Imrans hustru sagde: Min Herre, jeg har lovet Dig hvad der er i mit skød, (at det skal være) helliget Din tjeneste. Modtag (det) derfor af mig, thi Du er den Althørende, den Alvidende.

(36) Dog da hun havde født et pigebarn, sagde hun: Min Herre, jeg har født en pige- og Allah vidste (dog) bedst, hvad hun havde født - og et drengebarn er ikke som et pigebarn, og jeg har kaldt hende Maria. Og jeg anbefaler hende og hende afkom til Din beskyttelse mod den forbandede Satan.

(37) Men hendes Herre modtog hende på bedste vis og lod hende vokse sig smuk og god og gjorde Zacharias til hendes værge. Hver gang Zacharias trådte ind i kammeret til hende, fandt han føde hos hende. Han sagde: O Maria, hvorfra (kommer) dette til dig? Hun sagde: det er fra Allah, thi Allah skænker underhold til hvem Han vil, uden noget regnskab.

(38) Der(og da) påkaldte Zacharias sin Herre. Han sagde: Min Herre, skænk Du mig en god efterkommer, thi du er Den, der bønhører.

(39) Da kaldte englene ham, medens han stod og bad i kammeret: Allah giver dig glædeligt budskab som Johannes, der skal bekræfte et ord fra Allah, og (som skal være) ædel og ren, en profet, en af de retfærdige.

(40) Han sagde: Min Herre, hvordan skal jeg få en søn, når jeg (dog) har nået alderdommen, og min kone er gold. Han sagde: således (skal det være): Allah skaber, hvad Han vil.

(41) Han sagde: Min Herre, bestem et tegn for mig. Han sagde: Dit tegn skal være, at du ikke taler til mennesker i tre dage undtagen ved gebærder, og ihukom din Herre meget, og lovpris ham aften og morgen.

(42) Og (husk) den gang englene sagde: O Maria, Allah har visselig udvalgt dig og renset dig og udvalgt dig frem for folkenes kvinder.

(43) O Maria, vær lydig mod din Herre og kast dig ned (for ham) og bøj dig (i bøn) sammen med dem, der bøjer sig (i bøn).

(44) Dette er (en) af forkyndelserne af det usete, som Vi har åbenbaret dig: thi du var ikke hos dem, da de trak lod om, hvem af dem der skulle være værge for Maria, og du var ikke hos dem, da de stredes med hinanden (derom).

(45) (Husk), da englene sagde: O Maria, Allah giver dig visselig glædeligt budskab ved et ord fra Ham: hans navn skal være Messias, Jesus, Marias søn, æret i denne verden og den kommende, en af dem, der står (Gud) nær.

(46) Og han skal tale til mennesker i vuggen og som midaldrende og være en af de retfærdige.

(47) Hun sagde: Min Herre, hvorledes skal jeg få en søn, når ingen mand har rørt mig? Han sagde: Således (skal det være): Allah skaber, hvad Han vil. Når han har besluttet en ting, så siger Han kun til den: Bliv til – så bliver den til.

(48) Og Han skal lære ham Skriften og Visdommen og Toraen og Evangeliet.

(49) Og (vil sende ham som) et sendebud til Israels børn, (for at han må sige): Jeg er visselig kommet til jer med et tegn fra jeres Herre: Jeg vil fremstille for jer af ler (noget) i ligheden med en fugl, og så vil jeg indblæse den (livsånde), og den vil blive et bevinget væsen med Allahs vilje, og jeg vil helbrede de blinde og de spedalske. Og jeg vil gøre de døde levende ved Allahs vilje og jeg vil meddele jer, hvad I spiser, og hvad I oplagrer i jeres huse, sandelig, i dette er der et tegn for jer, om I da er troende.

(50) Og (jeg kommer for) at opfylde, hvad der var før mig, nemlig Toraen, og for at tillade jer noget af det, som var jer forbudt. Og jeg kommer til jer med et tegn fra jeres Herre. Frygt derfor Allah og adlyd mig.

(51) Sandelig, Allah er min Herre og jeres Herre, tilbed derfor Ham: dette er den rette vej.

(52) Men efter at Jesus havde opdaget deres vantro, sagde han: Hvem er mine hjælpere i Allahs sag? Disciplene sagde: Vi er Allahs hjælpere: vi tror på Allah, og bevidn du, at vi er gudhengivne.

(53) Vor Herre, vi tror på det, som Du har åbenbaret, og vi følger dette sendebud. Skriv os da ned sammen med dem, der bevidner (Sandheden).

(54) Og de lagde en plan, og Allah lagde (også) en plan. Men Allah er den bedste planlægger.

(55) (Husk), da Allah sagde: O Jesus, Jeg vil lade dig dø (en naturlig død) og forlene dig ære hos Mig og rense dig (for anklagerne) fra dem, der er vantro, og sætte dem, der følger dig, over dem, der er vantro, indtil opstandelsens dag. Så skal I vende tilbage Mig, og Jeg vil dømme mellem jer i det, I er uenige om.

(56) Og hvad de vantro angår, så vil Jeg straffe dem med en streng straf o denne verden og den kommende, og de vil ingen hjælpere have.

(57) Men hvad angår dem, der tror og handler retfærdigt, så vil Han til fulde give dem deres løn. Og Allah elsker ikke de uretfærdige.

(58) Dette er, hvad Vi forelæser dig af tegnene og den vise formaning.

(59) Sandelig, med Jesus er det hos Allah ligesom med Adam. Han skabte ham af støv, og så sagde Han til ham: Bliv til, og han blev til.

(60) Sandheden er fra din Herre, vær derfor ikke en af tvivlerne.

(61) Og den, der strides med dig herom, efter at erkendelsen er kommet til dig, (til sådanne) skal du sige: kom, lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner, og vore hustruer og jeres hustruer, og vore folk og jeres folk, og så bede hengivent og nedkalde Allahs forbandelse over løgnerne.

(62) Sandelig, dette er visselig den sande beretning, og der er ingen hud undtagen Allah, og sandelig – Allah er visselig den Almægtige, den Alvise.

(63) Hvis de da vender sig bort, så kender Allah visselig dem, der stifter ufred.

(64) Sig: O I Skriftens folk, kom til en ligelig overenskomst mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah og ikke sætter noget som helst lige med Ham, og at ingen af os tager andre til herre end Allah. Men hvis de vender sig bort, så sig: Bevidn I da, at vi er gudhengivne (muslimer).

(65) O Skriftens folk, hvorfor strides I om Abraham, når Toraen og Evangeliet først blev åbenbaret efter ham? Vil I da ikke forstå?

(66) I er jo dog dem, der stredes om det, hvorom I havde viden. Hvorfor strides I da om det, hvorom I ingen viden har? Men Allah ved, og I ved ikke.

(67) Abraham var ikke jøde, ej heller kristen, men han var gudhengiven og havde underkastet sig (Gud alene), og han var ikke en af afgudsdyrkerne.

(68) Sandelig de, som står Abraham nærmest, er dem, der fulgte ham, og denne profet og de troende, og Allah er de troende ven.

(69) En del af Skriftens folk ønsker, at de måtte lede jer vild. Men de leder kun sig selv vild, og de forstår det ikke.

(70) O I Skriftens folk ønsker, at de måtte lede jer vild. Men de leder kun sig selv vild, og de forstår det ikke.

(71) O I Skriftens folk, hvorfor forvirrer I sandheden ed løgn og skjuler sandheden, når I dog kender den?

(72) En del af Skriftens folk siger: Tro på det, der er blevet åbenbaret dem, der tror, ved dagens begyndelse og fornægt det om aftenen, for at de må vende tilbage (til jeres tro).

(73) Og tro kun på den, der følger jeres religion. Sig (til dem): sandelig, retledningen, er Allahs retledning, at der skal gives én det samme, som blev givet jer, eller de vil strides med jer for jeres Herre. Sig (til dem): Sandelig, al nåede er Allahs hånd. Han skænker den til hvem Han vil. Og Han er over al måde Gavmild, den Alvidende.

(74) Han udvælger i Sin barmhjertighed, hvem Han vil – og Allah er den største nådes Herre.

(75) Og blandt Skriftenes folk er der nogle, som – hvis du betror dem en skat- vil give den tilbage til dig. Og blandt dem er der nogle, som – hvis du betror dem en Dinar, ikke vil give dig den tilbage, medmindre du bliver stående over ham. Dette (Er sådan), fordi de siger: Der hviler intet ansvar på os over for analfabeterne. Men de siger en løgn om Allah, og de ved det.

(76) Nej! Den, der opfylder sin forpligtelse og frygter (Gud) – sandelig, Allah elsker de gudfrygtige.

(77) Sandelig, de, som sælger pagten med Allah og deres edelige løfter for en ringe pris- sådanne skal ikke have nogen del i det kommende (liv), og Allah vil ikke tale til dem og se til dem på opstandelsenes dag, ej heller vil Han rense dem, og de skal få en smertelig straf.

(78) Og der er visselig blandt dem en del, som fordrejer Skriften med deres tunger, for at I skal mene, at det er fra Skriften, og det er ikke fra Skriften. Og de siger: Dette er fra Allah, men det er ikke fra Allah, og de siger en løgn om Allah, og de ved det.

(79) Det sømmer sig ikke for et menneske, at Allah skulle give ham Skriften og herredømmet og profetien, o at han så skulle sige til mennesker: Vær mine tjenere ved siden af (at I er ) Allahs. Men (han vil sige): Vær alene Herren gengivne – når I jo dog lærer Skriften og læser den.

(80) Ej heller ville han byde jer, at I skulle tage englene og prfeterne til herrer, Skulle han mon påbyde jer vantro, efter at I hr underkastet jer (Gud)?

(81) Og (husk), da Allah oprettede en pagt (med folkene) ved (deres) profeter (og sagde): Hvad Jeg end har skænket jer af skrift eller visdom, og der så kommer til jer et sendebud, som bekræfter hvad derer hos jer, så skal I visselig tro ham, og ham skal I visselig hjælpe. Han sagde: Modtager I dette, og påtager I jer denne forpligtelse over for Mig? De sagde: Vi modtager. Han sagde: Bevidn da, og Jeg er hos jer blandt dem, der bevidner (det).

(82) Men de, der vender sig bort efter dette – er da oprørere!

(83) Søger de en anden religion end Allahs, når alle, som er i himlene og på jorden, underkaster sig Ham – frivilligt eller tvunget? Til Ham skal de sendes tilbage.

(84) Sig: Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os, og hvad Han har åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus og (alle) profeterne fra deres Herre. Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi underkaster os Ham.

(85) Søger nogen en anden religion end Islam, skal den ikke modtages af ham, og han skal i det kommende liv være blandt taberne.

(86) Hvorledes skal Allah retlede et folk, som er blevet vantro, efter at de har troet og bevidnet, at Sendebuddet var sandheden, og efter at de klare beviser var kommet til dem? Men Allah retleder ikke det uretfærdige folk.

(87) Sådannes løn skal være, at Allahs forbandelse og englenes og Alle menneskernes skal være over dem!

(88) De skal forblive deri! Straffen skal ikke lettes dem, og der skal ikke gives dem udsættelse.

(89) Undtagen dem, som angrer derefter og forbedrer sig, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(90) Sandelig, de, som bliver vantro efter at de har troet, og så tiltager i vantro, deres anger skal ikke modtages, og de er de vildfarne.

(91) Sandelig, de, som er vantro, og som dør som vantro, fra dem ikke skal modtages - om det så var jorden fuld af guld, selv om han også skulle ønske at løskøbe sig dermed. For sådanne er der en smertelig straf, og de vil ingen hjælpere have.

(92) I vil ikke nå til den (fuldkomne) retfærdighed, førend I giver bort af det, I elsker, og hvad I end giver ud, så er Allah visselig vidende derom.

(93) Enhver føde var tilladt for Israels børn, men undtagelse af hvad Israel forbød sig selv, førend Torahen blev åbenbaret. Sig: Kom da med Torahen og læs den, hvis I er sandfærdige!

(94) Men de, der herefter opdigter en løgn om Allah – det er sådanne, som er de uretfærdige.

(95) Sig: Allah har talt sandhed. Følg derefter Abraham den oprigtiges religion, og han var ikke en af afgudsdyrkerne.

(96) Sandelig, det første hus, som blev grundlagt for mennesker, var det i Bakka [dalen ved Makka] – (som) en velsignelse og retledning for alverden.

(97) Deri er der tydelige tegn: Abrahams standplads – og den, der betræder det, vil være i sikkerhed. Og for Allah er valfart til huset pålagt menneskene – de af dem, som formår at drage dertil. Men de, der er vantro, (skal betænke), at Allah visselig er Uafhængig af alverden.

(98) Sig: O I skriftens folk, hvorfor fornægter I Allahs tegn, og Allah er Vidne til det, I øver.

(99) Sig: O I skriftens folk, hvorfor holder I dem, der tror, borte fra Allahs vej, idet I søger at gøre den krum, og I er dog selv vidner? Og Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.

(100) O I som tror, hvis I følger en del af dem, hvem Skriften blev givet, så vil de gøre jer vantro igen, efter at I har troet.

(101) Men hvorledes kan I blive vantro, når Allahs tegn er blevet forelæst jer, og Hans Sendebud er blandt jer? Og den, der holder fast ved Allah, han er visselig blevet ledet til den rette vej.

(102) O I som tror, frygt Allah med den rette gudsfrygt, og dø ikke, førend I har underkastet jer [førend I er Muslimer].

(103) Og hold fast ved Allahs reb [pagt] alle sammen, og lad jer ikke adsplittes. Og ihukom Allahs nådegerninger imod jer, da I var fjender. Dengang føjede Han jeres hjerter sammen, så I ved Han nåde blev brødre. Og I var på kanten af en brændende afgrund, og Han reddede jer derfra. Således gør Allah Sine tegn tydelige for jer, for at I kan være retledede.

(104) Og blandt jer skal der være et samfund, som kalder til det gode, og som påbyder det rette og forbyder det onde, og disse er det, som skal fuldkommengøres.

(105) Og vær ikke som dem, der adsplittedes og blev uenige, efter at de klare tegn var kommet til dem. Og dem bliver en streng straf (til del)!

(106) På den dag, da (nogle) ansigter vil være hvide, og (andre) ansigter vil være sorte. Hvad angår dem, hvis ansigter vil være sorte, (så skal der siges til dem): Blev I vantro, efter at I havde troet? Smag da straffen, fordi I var vantro!

(107) Men hvad dem angår, hvis ansigter vil være hvide, så skal de være i Allahs barmhjertighed. Deri skal de forblive!

(108) Således er Allahs tegn, som Vi forelæser dig med sandheden. Og Allah ønsker ikke uretfærdighed mod alverden.

(109) Og Allah tilhører hvad der er i himlene og hvad der er på jorden, og til Allah skal tingene sendes tilbage.

(110) I er den bedste menighed, som er frembragt til menneskeheden(s vel): I påbyder det rette og forbyder det onde og tror på Allah. Og hvis Skriftens folk troede, ville det være bedre for dem! Blandt dem er der troende, men de fleste er oprørere.

(111) De vil ikke kunne skade jer – undtagen en ringe skade. Og hvis de kæmper imod jer, vil de vende jer ryggen. Og så vil de ikke blive hjulpet!

(112) De skal slås med skændsel, hvor de end findes, medmindre de har en pagt med Allah eller en pagt med mennesker, og de har pådraget sig Allahs vrede. Og de skal slås med ydmygelse, fordi de forkastede Allahs tegn og forsøgte at dræbe profeterne med urette. Således skal det være, fordi de var ulydige og overtrådte grænserne.

(113) De er ikke (alle) lige: blandt Skriftens folk er der en menighed, som opretholder retfærdighed [eller: som holder sig til deres pagt]. De læser Allahs tegn i nattens timer og kaster sig ned (for Ham).

(114) De tror på Allah og den yderste dag, og de påbyder det rette og forbyder det onde, og de kappes med hinanden i gode gerninger, og sådanne er blandt de retfærdige.

(115) Og hvad de gøre af godt, det skal ikke nægtes dem, og Allah kender de retfærdige.

(116) Sandelig, de som er vantro – deres ejendom og deres børn skal ikke nytte dem noget mod Allah, og disse er ildens beboere: de skal forblive deri!

(117) Hvad de giver ud for det nærværende liv er at ligne ved en vind, hvori der er iskulde: den rammer afgrøden hos et folk, som har handlet uret mod sig selv, og ødelægger den. Og Allah gør det ikke uret, men de gør sig selv uret!

(118) O I som tro, tag ikke (andre) end jeres egne til fortrolige venner: de vil gøre deres yderste for at fordærve jer. De elsker, at I bliver slette. Fjendskab har allerede vist sig fra deres munde, men hvad deres hjerter skjuler, er (endnu) værre. Vi har gjort tegnene tydelige for jer, hvis I vil begribe det.

(119) Se, I er sådanne, som elsker dem, men de elsker ikke jer. Og I tror på Bogen. Og når de møder jer, siger de: Vi tror – men når de går bort, bider de sig i fingrene af had til jer. Sig: Dø i jeres had! Allah ved visselig hvad der er i hjerterne.

(120) Hvis der sker jer noget godt, bedrøver det dem. Og hvis noget ondt træffer jer, så fryder de sig over det. Men hvis I er udholdende og retfærdige, så skal deres rænker ikke skade jer det mindste, thi Allah omfatter (i Sin viden og magt alt) hvad de gør.

(121) Og da du gik ud fra dit hus om morgenen for at anvise de troende (deres) pladser til kampen – Allah er Althørende, Alvidende –

(122) Da tænkte to partier blandt jer på fejhed, skønt Allah var deres Ven. Og på Allah skal de troende forlade sig.

(123) Og Allah havde allerede hjulpet jer ved Badr, da I var svage. Tag derfor Allah til Beskytter, så I viser jer taknemmelige.

(124) Da du sagde til de troende: Er det ikke nok for jer, at jeres Herre vil styrke jer med tre tusind nedsendte engle?

(125) Jo – hvis I er udholdende og retfærdige, og de kommer over jer, så vil jeres Herre styrke jer med fem tusind voldsomt angribende engle.

(126) Og Allah har kun gjort det til et glædeligt budskab for jer, og for at jeres hjerter må berolige sig derved. – Og hjælpen kommer kun fra Allah, den Almægtige, den Alvise –

(127) (Og) for at Han måtte bortskære en del af de vantro eller neddæmpe dem, så de vendte skuffende tilbage.

(128) Du har ingen del i denne sag: Han kan vende Sig (nådig) til dem eller straffe dem, thi de er syndere.

(129) Og Allah tilhører, hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden. Han tilgiver, hvem Han vil, og Han straffer, hvem Han vil. Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(130) O I som tror, opæd ikke rente, som fordobler (skylden) mange gange, og frygt Allah, for at det må gå jer vel.

(131) Og frygt den ild, som er beredt de vantro.

(132) Og adlyd Allah og Sendebudet, for at der må vises jer barmhjertighed.

(133) Og kappes om at nå tilgivelse fra jeres Herre og en have, hvis vidde er himlene og jorden, beredt for de retfærdige.

(134) Dem, som giver ud i gode og dårlige tider, og dem, som undertrykker deres vrede og tilgiver mennesker – Allah elsker dem, der gør godt –

(135) Og dem, som når de øver noget skændigt eller synder mod sig selv, ihukommer Allah og beder om tilgivelse for deres synder – hvem kan tilgive synder uden Allah? – og som ikke fremturer i det, de gør, når de ved besked.

(136) Deres belønning er tilgivelse fra deres Herre og haver, gennem hvilke floder strømmer, hvori de skal forblive – og skøn er belønningen for dem der anstrenger sig!

(137) Før jer er der allerede gået (mange) forordninger: rejs da omkring på jorden og se, hvorledes enden var for dem, der forkastede (profeterne).

(138) Denne (Qur’ân) er en klar fremstilling for mennesker og en retledning og en formaning for de gudfrygtige.

(139) Bliv derfor ikke udmattede og vær ikke bedrøvede: thi I vil vinde overhånd, hvis I er troende.

(140) Hvis I har modtaget et sår, så har det (vantro) folk allerede modtaget et sår lig det. Og sådanne dage lader vi veksle mellem mennesker, for at Allah må kende dem, der tror, og tage vidner fra jeres midte, og Allah elsker ikke synderne.

(141) Og for at Allah må rense de troende og tilintetgøre de vantro.

(142) Eller mener I, at I skal indgå i paradiset, når Allah endnu ikke kender dem, der kæmper (for Hans sag) blandt jer, og kender de standhaftige?

(143) Og I plejede at ønske jer (denne) død, førend I mødte den. Men nu har I skuet den, medens I så til.

(144) Muhammad er kun et Sendebud! Sendebudene før ham er visselig gået bort. Hvis han da dør eller dræbes, vil I så vende om på jeres hæle? Men den, der vender om på sine hæle, skader ikke Allah det mindste. Og Allah vil belønne de taknemmelige.

(145) Og det tilkommer intet menneske at dø, hvis ikke det er med Allah billigelse: en beslutning med en (bestemt) frist. Og den, der ønsker det nærværendes belønning, ham vil Vi give deraf, og den, der ønsker det kommendes belønning, ham vil Vi give deraf, og Vi vil belønne de taknemmelige.

(146) Og hvor mangen profet (har der ikke været), med hvem der kæmpede mange fromme, og de svækkedes ikke på grund af det, der ramte dem for Allahs sag, og de blev ikke svage, og de gav ikke efter. Og Allah elsker de udholdende!

(147) Og deres tale bestod blot i, at de sagde: Vor Herre, tilgiv os vore fejl og vore overtrædelser i vores sag, og befæst vore fødder og hjælp os mod det vantro folk.

(148) Allah gav dem da det nærværendes løn, og den skønneste løn i det hinsides. Og Allah elsker dem, der handler godt!

(149) O I som tror, hvis I adlyder dem, der er vantro, vil de få jer til at vende om på jeres hæle, og så vil I vende om som tabende.

(150) Nej. Allah er jeres Beskytter, og Han er den bedste Hjælper!

(151) Vi vil kaste rædsel i de vantros hjerter, fordi de har stillet guder ved siden af Allah, for hvilke Han ikke har åbenbaret nogen fuldmagt. Deres bolig er ilden! Og slemt er det uretfærdiges hjemsted!

(152) Og Allah har visselig opfyldt Sit løfte til jer, da I slog dem med Hans tilladelse, indtil det tidspunkt, da I vaklede og stredes om befalingen og blev ulydige, efter at Han have vist jer, hvad I elskede. Blandt jer er det nogle, der ønsker denne verden, og blandt jer er der nogle, som ønsker den kommende. Så vendte Han jer bort fra dem for at prøve jer, men Han har visselig tilgivet jer. Og Allah er rig på nåde mod de troende.

(153) Da I løb bort og ikke vendte jer til nogen, medens Sendebudet kaldte på jer bag jer, da lønnede Han jer med sorg for sorg, for at I ikke skulle sørge over det, der var undsluppet jer, og ikke over det, som ramte jer. Og Allah er vidende om, hvad I gør!

(154) Derpå sendte Han sikkerhed ned over jer efter sorgen: en slummer, som overvældede en del af jer, medens andre var foruroligede for sig selv, idet de med urette tænkte uvidenhedens tanker om Allah. De sagde: Mon vi har nogen andel i ledelsen? Sig: Al ledelse tilhører visselig Allah! De skjuler i deres sjæle, hvad de ikke vil åbenbare dig. De siger: Hvis vi havde nogen andel i ledelsen, så var vi ikke blevet dræbt her. Sig: Selv om I var blevet i jeres huse, så var de, for hvem kamp var foreskrevet, draget ud til deres dødslejer, og (det skete) for at Allah kunne prøve, hvad der er i jeres bryst, og for at han kunne rense, hvad der er i jeres hjerter. Og Allah ved, hvad der er i hjerterne.

(155) Sandelig, de af jer, som vendte ryggen den dag, da de to hære mødtes, dem var det Satan fik til at snuble på grund af noget af det, de havde erhvervet sig (ved deres handlinger). Men Allah har visselig tilgivet dem, thi Allah er Tilgivende, Mild.

(156) O I som tror, vær ikke som dem, der er vantro, og siger om deres brødre, når de drager omkring i landet eller går i krig: Hvis de var blevet hos os, så var de ikke døde og ikke blevet dræbt! (Følgen er) at Allah gør dette til en fortrydelse i deres hjerter. Og Allah giver liv og lader dø, og Allah ser, hvad I gør.

(157) Og hvis I bliver dræbt for Allahs sag, eller i dør, så er tilgivelse fra Allah og barmhjertighed visselig bedre end det de samler sammen.

(158) Og hvis I dør eller bliver dræbt, så skal I visselig samles hos Allah!

(159) Og af Allahs barmhjertighed er du mild mod dem. Og hvis du var stejl og hårdhjertet, så var de visselig spredtes omkring dig. Tilgiv dem derfor og bed om tilgivelse for dem, og spørg dem til råds i ledelsen. Og når du så har besluttet dig, sæt da din lid til Allah, thi Allah elsker dem, der sætter lid (til Ham).

(160) Hvis Allah hjælper jer, vil ingen kunne overvinde jer. Men hvis Han forlader jer, hvem skal så kunne hjælpe jer efter Ham? Lad da de troende forlade sig på Allah!

(161) Og det passer sig ikke for en profet at være uhæderlig, og den, der handler uhæderligt, skal på opstandelsens dag bringe sin uhæderlighed med. Da skal enhver sjæl gengældes, hvad den har erhvervet sig, og der skal ikke gøres dem uret.

(162) Mon den, der følger Allahs velbehag, er lig den, der har pådraget sig Allahs vrede, og hvis hjemsted er helvede? Og slemt er rejsemålet!

(163) De (er på forskellige) rangtrin hos Allah, og Allah ser, hvad de gør.

(164) Allah har visselig bevist de troende nåde, da Han oprejste et Sendebud fra deres egne rækker, som forelæser dem Hans tegn og renser dem og lærer dem Bogen og Visdommen. Og før var de visselig i åbenbar vildfarelse!

(165) Hvordan? Når der træffer jer en ulykke – og I har selv tilføjet det dobbelte deraf – så siger I: Hvorfra kommer dette? Sig: Det kommer fra jer selv! Thi Allah er Mægtig over alle ting.

(166) Og hvad der ramte jer på den dag, da de to hære mødtes, (det skete) med Allah billigelse, og for at Han kunne kende de troende.

(167) Og for at Han kunne kende dem, der hyklede. Og der blev sagt til dem: Kom og kæmp for Allahs sag, eller slå (fjenden) tilbage! De sagde: Hvis vi havde kendt til kamp, ville vi visselig have fulgt jer. De var på den dag vantroen nærmere end troen. De siger med deres munde, hvad der ikke er i deres hjerter. Og Allah ved bedst, hvad de skjuler.

(168) De som – medens de bliver tilbage – siger om deres brødre: Havde de adlydt os, var de ikke blevet dræbt! – Sig (til dem): Hold så døden borte fra jer selv, hvis I taler sandt!

(169) I skal ikke mene, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde. Nej, levende (er de) hos deres Herre (og) bliver forsørget (i alle måder),

(170) Idet de fryder sig over det, som Allah har givet dem af Sin nåde, og glæder sig for dem, der følger efter dem, men som ikke har nået dem, thi ingen frygt kommer over dem, ejheller sørger de.

(171) De glæder sig over Allahs yndest og nåde, og fordi Allah ikke lader de troendes løn gå til spilde.

(172) De, som svarer Allah og Sendebudet, efter at såret har truffet dem – de af dem som handler godt og frygter (Gud), vil få en stor løn,

(173) De, til hvem mennesker sagde: Se, menneskene har samlet sig mod jer, frygt dem derfor! – Men det øgede bare deres tro, og de sagde: Allah er tilstrækkelig for os, og en herlig Beskytter (er Han)!

(174) Så vendte de tilbage med yndest og nåde fra Allah. Intet ondt havde ramt dem. Og de fulgte Allahs velbehag. Og Allah er den største nådes Herre.

(175) Sagen er at Satan kun skaber frygt hos sine venner. Frygt derfor ikke de (forsamlede fjender), men frygt Mig, hvis I er troende.

(176) Og de, som styrter hovedkulds i vantro, skal ikke bedrøve dig, thi de kan i intet skade Allah. Allah ønsker ikke at give dem del i det kommende. Og de vil få en streng straf!

(177) Sandelig, de som køber vantro for deres tro, kan i intet skade Allah, og dem bliver en smertelig straf til del.

(178) Og de vantro skal ikke mene, at det er til lykke for dem, at Vi giver dem udsættelse. Vi giver dem kun udsættelse, så at de kan vokse i synd, og en vanærende straf bliver deres.

(179) Allah ville ikke efterlade de troende i den tilstand, I er i, førend Han havde adskilt de dårlige fra de gode. Og Allah ville ikke gøre jer bekendt med det usete. Men Allah udvælger af Sine sendebud, hvem Han vil. Tro derfor på Allah og Hans sendebud, og hvis I tror på handler retfærdigt, så vil I få en stor løn.

(180) Og de, som er nærige med det, som Allah har givet dem af Sin nåde, skal ikke mene, at det er godt for dem. Nej, det er slet for dem! På opstandelsens dag skal det, de var gerrige med, lægges som en halsring på dem. Og himlenes og jordens arv tilfalder Allah, og Allah er vel bekendt med, hvad I gør.

(181) Allah har visselig hørt deres tale, som siger: Se, Allah er fattig, og vi er rige! – Vi vil skrive op, hvad de siger, og (også) deres forsøg på at dræbe profeterne med urette, og Vi vil sige: Smag den brændende straf!

(182) Dette (bliver jer til del) på grund af det, jeres hænder har sendt forud, og (vid), at Allah ikke handler uret mod tjenerne.

(183) Til dem, der siger: Allah har sandelig pålagt os, at vi ikke skal tro på et sendebud, førend han bringer os et offer, som ilden fortærer! – skal du sige: Sendebud er kommet til jer før mig med tydelige tegn og med det, I taler om. Hvorfor søgte I da at dræbe dem, hvis I er sandfærdige?

(184) Og hvis de forkaster dig, så er visselig sendebud før dig blevet forkastet, som kom med klare tegn og skrifter og den strålende bog.

(185) Enhver sjæl skal smage døden. Og først på opstandelsens dag skal I få jeres løn gengældt fuldtud. Den, der da bliver reddet fra ilden og ført ind i (paradisets) have, han har visselig sejret, og det nærværende liv er kun en bedragerisk nydelse.

(186) I skal visselig blive prøvet på jeres ejendom og jeres liv, og I skal visselig høre meget ondt fra dem, til hvem bogen blev givet før jer, og fra afgudsdyrkerne, men hvis I er udholdende og retfærdige, så er dette sandelig (udtryk) for en stærk beslutsomhed!

(187) Og (husk på), da Allah sluttede en pagt med dem, til hvem Bogen blev givet, (og sagde): I skal åbenbare den for menneskene og ikke skjule den – men de kastede den bag deres ryg og solgte den for en ringe pris, og slet er hvad de har købt (derfor).

(188) Du skal ikke mene, at de, der fryder sig over, hvad de har gjort, og som elsker at blive rost for, hvad de ikke har gjort – du skal ikke mene, at de er sikret mod straffen. Og dem bliver en smertelig straf til del.

(189) Og himlenes og jordens rige tilhører Allah, og Allah er Mægtig over alle ting.

(190) Sandelig, i himlenes og jordens skabelse og i nattens og dagens vekslen er der visselig tegn for de forstandige,

(191) (For) dem, der ihukommer Allah, stående og siddende og (liggende) på deres sider, og som tænker over himlenes og jordens skabelse: Vor Herre, Du har ikke skabt dette forgæves, hellig er Du og uden mangler! Red os da fra ildens straf!

(192) Vor Herre, den, Du lader indgå i ilden, ham har Du visselig bragt skændsel. Og synderne skal ingen hjælper have!

(193) Vor Herre, vi har hørt en herold, der kalder til troen (og siger): Tro på jeres Herre – og vi har troet! Vor Herre, tilgiv os derfor vores synder og tildæk vore forseelser for os, og lad os dø sammen med de retfærdige!

(194) Vor Herre, giv os, hvad Du har lovet os ved Dine sendebud, og beskæm os ikke på opstandelsens dag! Du svigter i sandhed ikke Dit løfte!

(195) Og deres Herre svarede dem: Jeg lader ikke iblandt jer en virkendes værk gå til spilde, det være sig mands eller kvindes, thi de er af samme æt. De, der da er udvandret og uddrevet af deres hjem og forfulgt for Min sags skyld og har kæmpet og er blevet dræbt, jeg vil visselig tildække for dem deres overtrædelser, og Jeg vil visselig lade dem indgå i haver, gennem hvilke floder strømmer: en løn fra Allah, og hos Allah er den skønneste løn.

(196) Lad ikke de vantros omvandren i landet [eller: landene] bedrage dig!

(197) (Det er kun) en liden nydelse, så er deres hjemsted helvede, og et slemt hvilested er det.

(198) Men de, som frygter deres Herre, for dem er der haver, gennem hvilke floder strømmer. De skal forblive deri: en gave fra Allah! Og hvad der er hos Allah er endnu bedre for de retfærdige.

(199) Og sandelig, fra Skriftens folk er der nogle, som tror på Allah, og hvad Han har åbenbaret til jer, og hvad Han har åbenbaret dem, (og) som ydmyger sig for Allah. De sælger ikke Allahs tegn for en ringe pris. Sådanne skal have deres belønning hos deres Herre, thi Allah er hurtig til at gøre regnskab.

(200) O I som tror, vær udholdende og kappes i udholdenhed, og vær på vagt, og frygt Allah, for at I må fuldkommengøres.

An-Nisaa

Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) O I mennesker, frygt jeres Herre, som har skabt jer af ét levende væsen, og deraf skabte Han dets modpart [ægtefælle], og Han udbredte (over jorden) fra dem mange mænd og kvinder. Frygt Allah, i hvis navn I beder hinanden om noget og (frygt Ham særligt i jeres pleje af) slægtskabsbåndene, thi Allah er Vægter over jer.

(2) Og giv de faderløse deres ejendom og ombyt ikke det gode med det dårlige, og opæd ikke deres ejendom sammen med jeres (egen) ejendom, thi det er en stor synd.

(3) Og hvis I frygter ikke at kunne handle retfærdigt mod de faderløse, så gift jer med kvinder, som behager jer: to, tre eller fire (ad gangen), og hvis I frygter, at I ikke kan handle ligeligt, så (gift jer kun med) een, eller (med) dem, jeres højrehænder ejer. Dette er den nærmeste vej til at undgå uret.

(4) Og giv kvinderne deres brudegave frivilligt! Men hvis de frivilligt giver afkald på en del deraf, så nyd den med velbehag.

(5) Og gi ikke de svagtbegavede jeres ejendom, som Allah har betroet jer til (jeres og deres) underhold, men underhold dem dermed og klæd dem og tal til dem et passende ord.

(6) Og prøv de faderløse, når de har nået den giftefærdige alder! Hvis I da finder forstandighed i dem, så giv dem deres ejendom tilbage. Og fortær den ikke med ødselhed og i hast, fordi de vokser til. Og den, der er rig, skal afholde sig (helt derfra). Og den, der er fattig, skal fortære deraf med rimelighed. Og når I giver dem deres ejendom tilbage, så tag vidner i deres nærvær. Og Allah er tilstrækkelig til (at holde) regnskab.

(7) Mænd tilkommer en del af, hvad forældre og slægtninge efterlader sig, og (også) kvinder tilkommer en del af, hvad forældre og slægtninge efterlader sig, hvadenten det er lidet eller meget – en fastsat del.

(8) Og når (andre) slægtninge og forældreløse og fattige er tilstede ved arvedelingen, så forsyn dem deraf og tal et passende ord til dem.

(9) Og de skal frygte Allah, de, som ville nære frygt for deres (afkoms) skyld, om de selv skulle efterlade sig svagt afkom, og lad dem tale et ret og rimeligt ord.

(10) Sandelig, de som opæder forældreløses ejendom med urette, de fylder kun deres buge med ild, og de skal brænde i den flammende (ild).

(11) Allah pålægger jer, hvad jeres børn angår: til en dreng så meget som to pigers andel, men hvis der er piger over (tallet) to, så skal de have to tredjedele af, hvad den (afdøde) efterlader sig. Er der kun een, så skal hun have halvdelen. Og til forældrene, til hver af dem, skal der være en sjettedel af, hvad den (afdøde) efterlader sig, hvis han har afkom. Og hvis han ikke har afkom, så arver hans forældre ham, og hans moder får en tredjedel. Men hvis han har brødre [søskende], så får hans moder en sjettedel, efter (fradrag for) testamente, som han måtte have opstillet, eller gæld. Jeres forældre og jeres børn – I ved ikke, hvem der står jer nærmest i nytte. (Dette er) en forordning fra Allah, thi Allah er Alvidende, Alviis.

(12) Og I skal have halvdelen af, hvad jeres hustruer efterlader sig, hvis de ikke har afkom. Og hvis de har afkom, så skal I have en fjerdedel af, hvad de efterlader sig, efter (fradrag for) testamente, som de måtte have opstillet, eller gæld. Og de skal have en fjerdedel af, hvad I efterlader jer, hvis I ikke har afkom. Og hvis I har afkom, så skal de have en ottendedel af, hvad I efterlader jer, efter (fradrag for) testamente, I måtte have opstillet, eller gæld. Og hvis den person, som arves – mand eller kvinde – ikke har forældre eller børn, men har en broder eller en søster, så skal hver enkelt af dem have en sjettedel. Men er der flere (søskende), så skal de dele en tredjedel, efter (fradrag for) testamente, som måtte være opstillet, eller gæld, uden at skade (nogen), en forskrift fra Allah, og Allah er Alvidende, Mild.

(13) Således er Allahs grænser! Og de, der adlyder Allah og Hans Sendebud lader Han indgå i haver, hvorigennem floder strømmer – deri skal de forblive. Og dette er den store triumf!

(14) Men den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud og overskrider Hans grænser – ham lader Han indgå i ilden – deri skal han blive. Og der bliver ham en skændig straf til del.

(15) Og de af jeres kvinder, som gør noget usømmeligt, mod dem skal I kalde fire vidner fra jeres egne rækker, og hvis de bevidner (det), så skal I lukke dem inde i jeres huse, indtil døden rammer dem, eller Allah åbner en vej for dem.

(16) Og hvis to (mænd) af jer begår noget sådant, så skal I straffe dem begge. Men hvis de angrer og forbedrer sig, så vend jer fra dem, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(17) Anger gælder for Allah kun for dem, der handler ondt i uvidenhed, og så hurtigt angrer. Til sådanne vender Allah Sig (i Sin nåde), og Allah er Alvidende, Alviis.

(18) Men der modtages ingen anger fra dem, som handler ondt, indtil døden nærmer sig en af disse, og han så siger: Nu angrer jeg! – og heller ikke fra dem, der dør som vantro. For sådanne har Vi beredt en smertelig straf.

(19) O I troende, det er ikke tilladt for jer, at I modtager kvinder i arv mod (deres) vilje, og behandl dem ikke hårdt [eller: forhindr dem ikke i at gifte sig] for at tage igen en del af, hvad I har givet dem, medmindre de har begået en åbenbar skændighed, og omgås dem med godhed. Og hvis I hader dem, så kan det være, I hader noget, som Allah har lagt meget godt i.

(20) Og hvis I ønsker at tage en anden hustru i stedet for hende, I har, og I allerede har givet den ene en skat (i brudegave), så tag ikke noget af den! Vil I måske tage den ved bagvaskelse og åbenbare synd?

(21) Og hvordan kan I tage den, når I dog har været sammen med hinanden, og de [hustruerne] har taget et bindende løfte fra jer?

(22) Og gift jer ikke med sådanne kvinder, som jeres fædre har ægtet, undtagen hvad der allerede er sket (før forbudet), thi det er noget skændigt, afskyeligt og en ond skik.

(23) Forbudt for jer er jeres mødre og jeres døtre og jeres søstre og jeres fastre og jeres mostre og jeres broders døtre og jeres søsters døtre og jeres fostermødre, som har ammet jer, og jeres fostersøstre og jeres svigermødre og jeres steddøtre, som er under jeres beskyttelse, fra jeres hustruer, med hvilke I har haft samkvem – men hvis I ikke har haft samkvem med dem, så hviler der ingen brøde på jer. (Forbudt er også) hustruerne til jeres sønner, som er fra jeres lænder, og at I har to søstre samtidigt. (Der påhviler jer) ikke (nogen brøde) for det, der allerede er sket, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(24) Og (forbudt er yderligere) gifte kvinder med undtagelse af krigsfanger. En forskrift for jer fra Allah. Og tilladt for jer er alle andre end disse, forudsat I søger (dem) med jeres ejendom, idet I gifter jer med dem og ikke begår utugt. Og for den glæde, I har af dem, giv dem deres brudesum, som fastsat. Og der påhviler jer ingen synd i, hvad I gensidigt enes om efter det forskrevne (er opfyldt), thi Allah er Alvidende, Alviis.

(25) Og den af jer, som ikke har formue, så han kan ægte frie, troende kvinder, (han skal ægte) af dem, jeres højrehænder besidder, (nemlig) jeres troende tjenestepiger (fra krigsfangerne). Og Allah kender bedst jeres tro! I er (samme slægt) – den ene af den anden! Ægt dem da med deres herres [eller: families] billigelse, og giv dem deres brudesum med billighed, hvis de er kyske og ikke begår utugt og ikke har hemmelige elskere. Og hvis de – efter at de er gift – begår noget skændigt, så tilkommer dem af straf halvdelen af, hvad der tilkommer frie kvinder. Dette gælder for den af jer, som frygter synd, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(26) Allah ønsker at klarlægge for jer og lede jer i deres veje, om var før jer, og vende Sig til jer (i Sin nåde). Og Allah er Alvidende, Alviis.

(27) Og Allah ønsker at vende Sig til jer (i sin nåde), men de, der følger deres (egne) lyster, ønsker, atI skal afvige (med) en stor afvigelse.

(28) Allah ønsker at lette jeres byrde, thi mennesket er skabt svagt.

(29) O I som tror, opæd ikke jeres ejendom indbyrdes ved falskhed – medmindre det sker ved handel efter gensidig overenskomst. Og dræb ikke jer selv, thi Allah er Barmhjertig mod jer.

(30) Men den, der gør dette med ondskab og uretfærdighed, ham skal Vi snart lade brænde i ild, og dette er let for Allah.

(31) Hvis I holder jer fra de største ting, der er blevet forbudt jer, så vil Vi tage de (mindre) onder fra jer og føre jer ind (i paradis) på ærefuld vis.

(32) Og begær ikke det, hvormed Allah har udmærket nogle af jer frem for andre. Mændene tilkommer deres andel efter fortjeneste, og kvinderne tilkommer deres andel efter fortjeneste. Og bed Allah om Hans nåde, thi Allah er vidende om alle ting.

(33) Og for enhver har Vi indsat arvinger til det, som forældre og nærtbeslægtede og de, med hvem jeres edelige løfter har sluttet en pagt [dvs. ægtefæller], efterlader sig. Giv dem da deres andel, thi Allah er Vidne til alle ting.

(34) Mændene er ansvarlige for kvinderne med det, som Allah har udmærket nogle af dem frem for andre, og med det, som de giver ud af deres ejendom. Derfor er de retfærdige kvinder de lydige (og) de, som vogter over det usete med Allahs hjælp. Men dem, fra hvis side I frygter oprør, skal I formane og lade alene i deres senge og (hvis disse ting ikke hjælper) straffe. Men hvis de adlyder jer, så søg ingen vej (til straf) over dem, thi Allah er Ophøjet, Stor.

(35) Og hvis I frygter et brud imellem dem [ægtefællerne], så udpeg en mægler fra hans familie og en mægler fra hendes familie. Hvis de ønsker forlig, så vil Allah skabe forsoning imellem dem, thi Allah er Alvidende, Alkundig.

(36) Og tjen Allah og sæt ikke noget ved siden af Han og (vis) godhed mod forældre og slægtninge og de forældreløse og de fattige og de beslægtede nabo og den fremmede nabo og jeres fælle ved jeres side og vandringsmanden og krigsfangerne, thi Allah elsker ikke dem, der er bedrageriske (og) pralende,

(37) Dem, der er nærige og opfordrer mennesker til nærighed og skjuler, hvad Allah har givet dem af Sin nåde. Og Vi har beredt de vantro en forsmædelig straf,

(38) Og dem, der giver ud af deres ejendom for at blive set af mennesker, og som ikke tror på Allah, ej heller på den yderste dag. Og den, der har Satan til fælle – hvilken slet fælle er han!

(39) Hvad kunne der ske dem (af ondt), om de havde troet på Allah og den yderste dag og givet ud af det, som Allah havde forsynet dem med? Og Allah er vel vidende om dem.

(40) Sandelig, Allah gør ikke et støvgrans vægt uret. Men hvis der er noget godt, så fordobler Han det og giver fra Sig Selv en stor belønning.

(41) Og hvordan (vil det gå dem), når Vi bringer et vidne fra ethvert folk og bringer dig [Muhammad] som vidne over disse?

(42) På den dag vil de, der var vantro og ulydige mod Sendebudet, ønske, at jorden var jævnet med dem, men de kan intet skjule for Allah.

(43) O I som tror, nærm jer ikke bønnen, når I er berusede [eller: søvndrukne], førend I ved, hvad I siger – ej heller når I har haft kønslig omgang, medmindre I blot passerer forbi, førend I har taget bad. Men når I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller I har haft omgang med kvinder, og så ikke finder vand, tag så rent sand og gnid jeres ansigter og hænder, thi Allah er Den, der renser og tilgiver.

(44) Har du ikke set dem, til hvem en del af Bogen er givet? De køber sig vildfarelse og ønsker, at (også) I må fare vild fra vejen.

(45) Og Allah kender jeres fjender bedre (end I), og Allah er tilstrækkelig som Ven, og Allah er tilstrækkelig som Hjælper.

(46) Blandt dem, der er jøder, er der nogle, som flytter ordene fra deres (rette) plads og siger: Vi hører og er lydige – og: Hør uden at blive hørt – og: Râ’inâ, idet de fordrejer (ordene) med deres tunger og spotter religionen. Men hvis de havde sagt: Vi hører og adlyder – og: Hør! Og: Se på os! så havde det været bedre for dem og mere oprigtigt, men Allah har forbandet dem for deres vantros skyld, så at de ikke tror, undtagen lidet.

(47) O I, til hvem Skriften er givet, tro på det, som Vi har åbenbaret til bekræftelse af det, som er hos jer, førend Vi tilintetgør nogle af jeres førere og lægger dem på deres rygge eller forbander dem, som Vi forbandede dem, (der begik overtrædelser) på sabbaten. Og Allahs befaling bliver (altid) fuldbyrdet.

(48) Sandelig, Allah tilgiver ikke, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han tilgiver, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han har visselig opdigtet en stor synd.

(49) Har du ikke set dem, der mener sig selv rene? Nej, Allah renser hvem Han vil, og de lider ikke det mindste uret.

(50) Se, hvordan de opdigter løgn om Allah. Og tilstrækkeligt er dette (til at regnes) som en åbenbar synd.

(51) Har du ikke set dem, til hvem en del af Skriften blev givet? De tror på det onde og oprørerne, og de siger om dem, der er vantro: Disse er bedre retledet medhensyn til vejen end de, der tror.

(52) Disse er det, som Allah har forbandet, og for den, som Allah har forbandet, vil du ingen hjælper finde.

(53) Har de da andel i riget? Så ville de ikke give mennesker så meget som revnen i en daddelkerne.

(54) Eller misunder de mennesker på grund af det, som Allah har givet dem af Sin nåde? Så har Vi visselig givet Abrahams slægt Bogen og visdommen, og Vi har givet dem et stort rige.

(55) Og blandt dem er den, der tror derpå, og blandt dem er den, der vender sig derfra. Og helvede er tilstrækkeligt som en flammende ild.

(56) Sandelig, dem, der fornægter Vore tegn, vil Vi snart lade brænde i ilden: hver gang deres hud er brændt sprød, vil Vi give dem en ny hud, for at de må smage straffen, thi Allah er Almægtig, Alviis.

(57) Men dem, der tror og handler godt, vil Vi lade indgå i haver, gennem hvilke floder strømmer, at forblive deri evigt: til dem er der dér rene hustruer. Og vi vil lade dem indgå i en vederkvægende skygge.

(58) Sandelig, Allah befaler jer, at I giver den betroede myndighed til dem, der er den værdig, og at I – når I dømmer mellem mennesker – dømmer med retfærdighed. Sandelig, saligt er hvad Allah formaner jer med, thi Allah er Althørende, Altseende.

(59) O I som tror, adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer, og hvis I strides om nogenting, så henvis den til Allah og Sendebudet, hvis I tror på Allah og den yderste dag. Dette er det bedste og sluttelig det skønneste.

(60) Har du ikke set dem, som foregiver, at de tror på det, som er åbenbaret til dig, og det, som er åbenbaret før dig? De ønsker at tage sig de oprørske til dommere, skønt det dog blev pålagt dem at forkaste dem. Og Satan ønsker at vildlede dem i stor vildfarelse.

(61) Og når der siges til dem: Kom til det, som Allah har åbenbaret og til Sendebudet, ser du hyklerne vende sig fra dig i modvilje.

(62) Hvorledes da? Når et uheld træffer dem på grund af, hvad deres hænder har sendt i forvejen, så kommer de til dig, sværgende ved Allah: Vi ønskede kun godhed og forsoning.

(63) Disse er det, i hvis hjerter Allah ved, hvad der findes. Vend dig derfor fra dem og forman dem og sig dem et træffende ord om dem selv.

(64) Og vi sendte ikke noget sendebud – undtagen for at han skulle adlydes efter Allahs vilje. Og hvis de var kommet til dig, da de havde handlet uret mod sig selv, og så bedt Allah om tilgivelse for dem, så ville de visselig have fundet Allah Tilgivende, Barmhjertig.

(65) Men nej, ved din Herre, de er ikke troende førend de gør dig til dommer i (alt), hvad de strides om, og så ikke finder nogen uvilje i deres sjæle mod det, du afgør, men underkaster sig fuldstændigt.

(66) Og hvis Vi havde foreskrevet dem: Dræb jeres egne eller drag ud fra jeres hjem – så havde de ikke gjort det, undtagen nogle få af dem. Men hvis de havde gjort det, de var blevet formanet til, så havde det visselig været bedre for dem og mere styrkegivende.

(67) Og så ville Vi have givet dem en stor belønning fra Os.

(68) Og visselig have ledet dem ad den rette vej.

(69) Og den, der adlyder Allah og dette Sendebud - sådanne skal være blandt dem, Allah har vist Sit velbehag, nemlig: profeterne og de sanddru og vidnerne og de retfærdige – disse er de bedste fæller.

(70) Dette er den (sande) nåde fra Allah, og Allah er tilstrækkelig som Den, der ved alt.

(71) O I som tror, vær på vagt, og drag ud i flokkevis, eller drag ud alle sammen!

(72) Og sandelig, blandt jer er den, der bliver tilbage: hvis der så rammer jer en ulykke, siger han: Allah har visselig været nådig imod mig, at jeg ikke var til stede sammen med dem!

(73) Men hvis lykke fra Allah kommer til jer, så siger han sandelig – som om der ikke var noget kærlighedsbånd mellem jer og ham -: O, gid jeg havde været med dem, så havde jeg sandelig vundet en stor sejr.

(74) Lad dem da kæmpe for Allahs sag – de, der vil sælge dette nærværende liv for den kommende. Og den, der kæmper for Allahs sag - om han så falder eller sejrer – ham vil Vi give en stor belønning.

(75) Hvad fejler jer da, at I ikke kæmper for Allahs sag og for de svage blandt mændene og kvinderne og børnene – dem, der siger: Vor Herre, før os ud af denne by, hvis beboere er undertrykkere, og skænk os en beskytter fra Dig selv, og skænk os en hjælper fra Dig selv.

(76) De, som tror, kæmper for Allahs sag, og de, der er vantro, kæmper for overtrædernes sag. Kæmp derfor mod Satans list er svag.

(77) Har du ikke set dem, til hvem det blev sagt: Hold jeres hænder tilbage og forret bønnen og betal Zakât! Men efter at kampen blev foreskrevet dem, frygtede en del af dem mennesker, sådan som (kun) Allah bør frygtes eller meden større frygt. Og de sagde: Vor Herre, hvorfor har du foreskrevet os kamp? Vil du ikke give os udsættelse endnu en kort tid? Sig (til dem): Denne verdens nydelse er ringe. Men det kommende liv er bedre for den, der frygter (Gud). Og der skal ikke gøres jer den mindste uret.

(78) Hvor I end er, vil døden nå jer, selv om I er i høje borge [eller: tårne]. Og hvis noget godt træffer dem, så siger de: Dette er fra Allah! Men hvis noget ondt rammer dem, så siger de: Dette er fra dig! Sig (til dem): Alt kommer fra Allah! Hvad er der da i vejen med dette folk, at de ikke kommer nær til at forstå noget?

(79) Hvad der træffer af godt, det er fra Allah, og hvad der rammer dig af ondt, det er fra dig selv. Og Vi har sendt dig som et Sendebud for menneskene. Og Allah er tilstrækkelig som Vidne.

(80) Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah, og den, der vender sig bort – nuvel, Vi har ikke sendt dig som vogter over dem.

(81) Og de siger: Lydighed (er vor lov) – men når de går bort fra dig, så tilbringer en del af dem natten med rådslagninger om andre ting end det, du har sagt. Men Allah skriver op, hvad de rådslår om. Vend dig da fra dem og sæt din lid til Allah, og Allah er tilstrækkelig som Beskytter.

(82) Vil de da ikke tænke over Qur’ânen? Og hvis den havde været fra nogen anden end Allah, så havde de visselig fundet mangen modsigelse i den.

(83) Og når der kommer til dem en efterretning om sikkerhed eller frygt, så udbreder de den. Og hvis de havde henvist den til Sendebudet eller til dem, der har myndighed blandt dem, så ville de, der kan gennemskue (en sag) blandt dem, visselig have forstået den. Og hvis det ikke havde været for Allahs nåde mod jer og Hans barmhjertighed, så ville I have fulgt Satan undtagen nogle få.

(84) Kæmp da for Allahs sag – du vil kun være ansvarlig for dig selv – og anspor de troende. Måske vil Allah holde de vantros krig tilbage, og Allah er stærkere i krig og stærkere til at give et eksempel ved straf.

(85) Den, der sætter noget ind i en god sag, skal have en andel deri, og den, der sætter noget ind i en slet sag, skal have en lige del deraf, og Allah er Mægtig over alle ting.

(86) Og når I mødes med en hilsen, hils så igen med en bedre – eller gengæld den, thi Allah holder regnskab over alle ting.

(87) Allah – der er ingen gud undtagen Ham. Han vil visselig forsamle jer til opstandelsens dag, om hvilken der ikke hersker tvivl. Og hvem er mere sandfærdig i tale end Allah?

(88) Hvad fejler jer da, at I er to partier angående hyklerne? Og Allah har forstødt dem på grund af det, de har fortjent sig. Ønsker I at retlede den, som Allah har dømt som vildfarende? Og for den, Allah dømmer som vildfarende, vil du ikke finde nogen vej.

(89) De [hyklerne] ønsker, at I bliver vantro, ligesom de selv er vantro, så at I må blive lige. Tag derfor ikke nogen af dem som venner, førend de udvandrer for Allahs sag. Men hvis de vender sig bort, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem, og tag ingen af dem som ven, ej heller som hjælper.

(90) Med undtagelse af dem, som har forbindelse med et folk, med hvilket I har en pagt, eller dem, der kommer til jer, idet deres hjerter frygter for at kæmpe imod jer eller kæmpe mod deres (eget) folk. Og hvis Allah havde villet, havde Han givet dem magt over jer, og så havde de visselig bekæmpet jer. Hvis de da holder sig bort fra jer, så de ikke kæmper mod jer, og tilbyder jer fred, så har Allah ikke tilladt jer nogen vej mod dem.

(91) I vil finde andre, som vil ønske at leve i fred med jer og leve i fred (også) med deres (eget) folk. Hver gang de bliver forledt til fjendtlighed, styrter de hovedkulds deri. Men hvis de ikke holder sig borte fra jer og tilbyder jer fred og holder deres hænder tilbage, så grib dem og dræb dem, hvor I end finder dem. Thi over sådanne har Vi givet jer en åbenbar fuldmagt.

(92) Og det tilkommer ingen troende at dræbe en (anden) troende – undtagen ved en fejltagelse. Og den, der dræber en troende ved en fejltagelse, så (er boden for ham) løskøbelse af en troende slave, og blodpenge overgivet til hans familie, medmindre de eftergiver det som almisse. Men hvis han [den myrdede] er fra et folk, der er jer fjendtlig og han er troende, så (er boden) løskøbelse af en troende slave. Og hvis han er fra et folk, med hvilket I har en pagt, så (er boden) blodpenge overgivet til hans familie og løskøbelse af en troende slave. Men den, der ikke (midler hertil), så (er boden for ham) faste i to måneder i træk – en barmhjertighed fra Allah, og Allah er Alvidende, Alviis.

(93) Men den, der dræber en troende forsætligt – hans løn skal være helvede, at forblive deri. Og Allah vil vredes på ham og forbande ham og berede ham en tung straf.

(94) O I som tror, når I drager ud på Allahs vej, så skal I foretage undersøgelser og ikke sige til den, der hilser jer med fredshilsenen: Du er ikke troende! – idet I søger det nærværende livs goder, når der dog hos Allah er goder i mængde. Således var i før, men Allah har været jer nådige. Foretag derfor undersøgelser, thi Allah er vel vidende om, hvad i gør.

(95) De, der blev siddende (hjemme) af de troende – med undtagelse af de syge – er ikke lige med dem, der kæmper for Allahs sag med deres ejendom og deres liv. Allah har ophøjet i rang dem, der kæmper med deres ejendom og deres liv, over dem, der sidder (hjemme). Men Allah har forjættet godt til enhver, dog har Allah udmærket de kæmpende frem for dem, der sidder (hjemme), med en stor belønning:

(96) Rangtrin hos Ham og tilgivelse og barmhjertighed, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(97) Sandelig, til dem, som englene lader dø, medens de handler uret mod sig selv, vil de [englene] sige: Hvad stræber I efter? De vil sige: Vi var agtet svage i landet! – De [englene] vil sige: Mon Allahs jord ikke var så udstrakt, at I kunne udvandre på den? – Sådannes tilflugtssted skal altså være helvede, og et slet bestemmelsessted er det,

(98) Med undtagelse af de svage blandt mændene og kvinderne og børnene, som ikke kunne skaffe sig midler og ikke finde vej.

(99) Disse er det, som Allah måske vil tilgive, og Allah er Eftergivende, Tilgivende.

(100) Men den, der udvandrer for Allahs sag, vil på jorden finde mange tilflugtssteder og rigdom (nok). Men den, der går ud af sit hjem, idet han udvandrer til Allah og Hans Sendebud, og han så indhentes af døden – hans belønning påhviler visselig Allah, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(101) Og når I rejser rundt i landet, så skal der ikke hvile nogen synd på jer, om I forkorter bønnen, hvis I frygter, at de vantro vil bringe jer i vanskeligheder, thi de vantro er jer en åbenbar fjende.

(102) Og når du er blandt dem og leder bønnen for dem, skal en del af dem rejse sig med dig og tage deres våben. Når de så har foretaget deres sadjda, skal de træde bag jer, og en anden afdeling skal komme frem, som (endnu) ikke har bedt, og så skal de bede sammen med dig, og de skal tage forholdsregler og deres våben. De, som er vantro, ønsker, at I forsømmer jeres våben og jeres bagage, så at de pludselig kan falde over jer. Og der skal ikke hvile nogen synd på jer – hvis I generes af regn eller I er syge – om I da lægger jeres våben til side. Men tag jeres forholdsregler, thi Allah har beredt de vantro en beskæmmende straf.

(103) Når I så har afsluttet bønnen, ihukom da Allah – stående og siddende og (liggende) på jeres sider. Men når I er i sikkerhed, så skal I forrette bønnen (på foreskreven vis), thi bønnen er foreskrevet de troende til bestemte tider.

(104) Og bliv ikke slappe i forfølgelsen af det (vantro) folk. Hvis I lider smerte, så lider de smerte, ligesom I lider smerte. Men I håber fra Allah, hvad de ikke håber. Og Allah er Alvidende, Alviis.

(105) Vi har visselig åbenbaret dig Bogen med sandheden, for at du kan dømme mellem mennesker i (alt), hvad Allah har vist dig. Vær da ikke nogen fortaler for de troløse.

(106) Og bed Allah om tilgivelse, thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(107) Og forsvar ikke dem, der bedrager sig selv, thi Allah elsker ikke den, der er en bedrager, en snyder.

(108) De søger at skjule sig for mennesker, men de kan ikke skjule sig for Allah, og Han er med dem, når de lægger råd op om natten om de ting, der ikke behager (Ham), og Allah omfatter, hvad de gør.

(109) I er dem, der vil forsvare disse i det nærværende liv. Men hvem vil forsvare dem over for Allah på opstandelsens dag, eller hvem vil være deres beskytter?

(110) Og den, der øver ondt eller snyder mod sig selv, og så beder Allah om tilgivelse, vil finde Allah Tilgivende, Barmhjertig.

(111) Og den, der begår en synd, begår den kun mod sig selv, og Allah er Alvidende, Alviis.

(112) Og den, der begår en fejl eller en synd, og så beskylder en uskyldig derfor, bærer visselig (ansvar for) en bagvaskelse og en åbenbar synd.

(113) Og hvis det ikke var for Allahs nåde mod dig og Hans barmhjertighed, å havde en del af dem planlagt at styrte dig i fordærv. Men de styrter ingen andre end sig selv i fordærv, og de kan ikke skade dig det mindste. Og Allah har åbenbaret dig Bogen og Visdommen og lært dig, hvad du ikke vidste, og Allahs nåde mod dig er stor.

(114) Der er intet godt i de fleste af deres hemmelige rådslagninger, undtagen (i sådannes rådslagninger) som formaner til almisse eller godgørenhed eller mægling mellem mennesker, og den, der gør dette for at søge Allahs velbehag, ham vil Vi snart give en stor belønning.

(115) Men den, der modsætter sig Sendebudet, efter at retledning er blevet ham klar, og følger en anden vej end de troendes – ham vil Vi sende det, han vender sig til, og Vi vil lade ham brænde i helvede – og et slet bestemmelsessted er det.

(116) Sandelig, Allah vil ikke tilgive, at der sættes nogen ved siden af Ham, men Han vil tilgive, hvad der er ud over dette, for hvem Han vil. Og den, der sætter nogen ved siden af Allah, han er sandelig faret vild (med) en stor vildfarelse.

(117) De påkalder ved siden af Ham kun livløse væsener, og de påkalder kun en oprørsk Satan,

(118) Som Allah har forbandet, og han [Satan] sagde: Jeg vil visselig tage en bestemt del af Dine tjenere,

(119) Og jeg vil visselig føre dem vild, og jeg vil visselig opvække deres forfængelige ønsker, og jeg vil visselig give dem befaling, og så skal de klippe kvægets ører, og jeg vil visselig give dem befaling, og så skal de ændre Allahs skabning! – Og den, der tager Satan til ven i stedet for Allah, han skal visselig lide et åbenbart tab.

(120) Han giver dem (falske) løfter og opvækker deres forfængelige ønsker, og Satan forjætter dem kun bedrag.

(121) Deres opholdssted skal være helvede, og de vil ikke finde nogen udvej derfra.

(122) Men de, som tror og handler godt, dem vil Vi indføre i haver, gennem hvilke floder strømmer, at forblive deri i evighed. Allahs løfte er sandt. Og hvem er mere sandfærdige i tale end Allah?

(123) Det vil ikke være efter jeres forfængelige ønsker, ej heller efter Skriftens folks forfængelige ønsker! Den, der handler ondt, skal straffes dermed, og han vil ikke finde nogen ven ved siden af Allah, ej heller nogen hjælper!

(124) Men den, der handler retfærdigt – det være sig mand eller kvinde – og er troende: sådanne skal indgå i haven, og der skal ikke gøres dem den mindste uret!

(125) Og hvem har en skønnere religion end den, der helt underkaster sig Allah og handler godt og følger Abraham den Oprigtiges religion? Og Allah tog Abraham til ven!

(126) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah omfatter alle ting.

(127) Og de spørger dig til råds om kvinderne. Sig: Allah giver jer en kendelse angående dem, og (det gør også det) som er forelæst jer i Bogen om de forældreløse piger, som I ikke giver, hvad der er foreskrevet dem, og som I (dog) søger at ægte, og om de svage blandt børnene. Og (Han pålægger jeg) at handle retfærdigt over for de forældreløse, og hvad I gør af godt, det er Allah visselig vidende om.

(128) Og hvis en kvinde frygter dårlig behandling af sin ægtemand eller ligegyldighed, så skal der ikke hvile nogen synd på dem, om de forsoner sig indbyrdes, og forsoning er det bedste. Men mennesker er tilbøjelige til gerrighed. Men hvis I handler godt og er gudfrygtige, så er Allah vel vidende om, hvad I gør.

(129) Og I formår ikke at handle (fuldt) ligeligt mod jeres hustruer, selvom I også ønsker det (nok så) brændende. Men vis ikke (den ene) jeres fulde opmærksomhed, så I lader (den anden) svæve (i uvished). Men hvis I forsoner jer og handler ret, så er Allah Tilgivende, Barmhjertig.

(130) Men hvis de (begge) beslutter sig til skilsmisse, så vil Allah ud af Sin rigdom gøre enhver af dem uafhængig, thi Allah er overmåde Rig, Alviis.

(131) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Vi har visselig pålagt dem, til hvem Skriften blev givet før jer, og jer (selv) at frygte Allah. Men hvis I er vantro, så tilhører (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, Allah – og Allah er Uafhængig (af alt og alle), al pris Værdig.

(132) Og Allahs er (alt), hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, og Allah er tilstrækkelig som Beskytter.

(133) Hvis Han vil, kan Han borttage jer, I mennesker, og bringe andre (i jeres sted), og Allah har (visselig) magt til dette.

(134) Den, der ønsker det nærværendes belønning, (han skal vide, at) hos Allah er det nærværendes og det kommendes belønning, og Allah er Althørende, Altseende.

(135) O I som tror, vær I (sådanne, som er) opretholdere af retfærdigheden, vidner for Allah, om det så også er mod jer selv eller jeres forældre eller jeres slægtninge. Om det er en rig eller en fattig, så (vid, at) Allah har større ret end dem begge. Og følg ikke (det onde) begær, så at i handler uretfærdigt. Og hvis I skjuler (sandheden) eller undviger (den), så er Allah sandelig vel vidende om, hvad I gør.

(136) O I som tror, tro på Allah og Hans Sendebud og Bogen, som Han har åbenbaret for Sit Sendebud, og på Skriften, som blev åbenbaret forud. Og den, der fornægter Allah og Hans engle og Hans bøger og Hans sendebud og den yderste dag – en sådan er visselig faret vild (med) en stor vildfarelse.

(137) Sandelig, de, som tror, og så blive vantro, og derefter (atter) tror, og så (igen) bliver vantro og så vokser i vantro – Allah vil ikke tilgive dem og lede dem af vejen.

(138) Forkynd hyklerne, at en smertelig straf bliver dem til del,

(139) Dem, der tager de vantro til venner frem for de troende. Søger de styrke hos dem? Så (skal de vide, at) al styrke er hos Allah.

(140) Og Han har allerede åbenbaret jer i Bogen, at når I hører Allahs tegn blive fornægtet og bespottet, så skal I ikke sidde sammen med dem [spotterne], førend de hengiver sig til en anden tale end denne. I ville ellers være deres lige. Sandelig, Allah vil samle hyklerne og de vantro sammen i helvede.

(141) Dem, der venter (på nyheder) om jer: de vil, hvis der da skænkes jer en sejr fra Allah, sige: var vi ikke sammen med jer? Men hvis der tilkommer de vantro en anden (i heldet), siger de: Havde vi ikke magt over jer og har beskyttet jer mod de troende? Så vil Allah da på opstandelsens dag dømme mellem jer. Og Allah vil ikke skænke de vantro en vej mod de troende.

(142) Sandelig, hyklerne søger at bedrage Allah, men Han vil straffe dem for deres bedrag, og når de rejser sig til bøn, rejser de sig dovent, for at lade sig se af mennesker, og de ihukommer kun Allah lidt.

(143) De svinger mellem (det og) hint, idet de hverken tilhører disse eller hine, og den, som Allah efterlader i vildfarelse, for ham vil du ikke finde nogen vej.

(144) O I som tror, tag ikke de vantro til venner frem for de troende. Ønsker I at give Allah en åbenbar fuldmagt over jer?

(145) Hyklerne skal visselig være i (helvedes-)ildens dybeste bund, og du vil ikke finde nogen hjælper for dem,

(146) Undtagen (for) dem, som angrer og forbedrer sig og holder fast ved Allah og er hengivne og lydighed mod Allah. Sådanne hører da til de troende. Og Allah vil snart give de troende en stor belønning.

(147) Hvorfor skulle Allah straffe jer, hvis I var taknemmelige og troende. Og Allah er Den, der belønner taknemmelighed, den Alvidende.

(148) Allah elsker ikke offentlig omtale af det onde [eller: slet tale i offentlighed], medmindre en eller anden er blevet forurettet, og Allah er Althørende, Alvidende.

(149) Om I åbenbarer en god gerning eller skjuler den eller tilgiver noget ondt, så er Allah sandelig Den, der udsletter (synd), Almægtig.

(150) Sandelig, de som ikke tror på Allah og Hans sendebud og ønsker at gøre forskel på Allah og Hans sendebud og siger: Vi tror på nogle, og vi tror ikke på andre – og som ønsker at slå ind på en mellemvej –

(151) Disse er de virkelige vantro – og Vi har beredt de vantro en forsmædelig straf!

(152) Men de som tror på Allah og Hans sendebud og ikke gør forskel mellem dem – sådanne vil Vi snart give deres belønning, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig!

(153) Skriftens folk forlanger, at du skal lade en bog stige ned til dem fra himlen. De har visselig allerede forlangt noget større end dette af Moses, da de sagde: Vis os Allah ansigt til ansigt! – da greb jordskælvet dem i deres forbrydelse. Derefter tog de kalven (til gud), efter at de tydelige tegn var kommet til dem, men Vi tilgav dette. Og Vi gav Moses en åbenbar fuldmagt.

(154) Og Vi lod bjerget hæve sig over dem, da Vi sluttede pagt med dem, og Vi sagde til dem: Træd ind igennem porten i fuldstændig lydighed – og Vi sagde til dem: Overtræd ikke sabbatsbuddet – og Vi sluttede en stærk pagt med dem.

(155) Men fordi de har brudt deres pagt og fornægtet Allahs tegn og forsøgt at dræbe profeterne med urette, og (fordi) de har sagt: Vore hjerter er uomskårne – Nej, men Allah har forseglet dem for deres vantros skyld, så de kun er lidettroende –

(156) Og på grund af deres vantro, og fordi de har udtalt en svær bagvaskelse mod Maria,

(157) Og fordi de har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke.

(158) Nej, men Allah har æret ham hos Sig, og Allah er Almægtig, Alviis.

(159) Og der er ingen blandt Skriftens folk, undtagen han visselig vil tro derpå førend sin død, men på opstandelsens dag vil han [Jesus] være et vidne mod dem.

(160) Derfor, på grund af jødernes synder, har Vi forbudt dem de rene ting, som var dem tilladt – og (også) fordi de vendte mange fra Allahs vej.

(161) Og fordi de tager rente, skønt det var dem forbudt, og fordi de opæder menneskers ejendom med falskhed – og Vi har beredt de vantro blandt dem en smertelig straf.

(162) Men de af dem, som er grundfæstede i viden, og de troende – de tror på det, som er åbenbaret dig, og på det, som blev åbenbaret før dig – og de, som holder bøn og betaler Zakât og tror på Allah og den yderste dag – sådanne vil Vi give en stor belønning!

(163) Sandelig, Vi har sendt åbenbaring til dig, ligesom Vi sendte åbenbaring til Noah og profeterne efter ham. Og Vi sendte åbenbaring til Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne og Jesus og Job og Jonas og Aron og Salomon, og Vi gav David en bog [Salmerne].

(164) Og der er sendebud, som Vi allerede har berettet dig om før, og (andre) sendebud, som Vi ikke har berettet dig om, og Allah talte særligt til Moses.

(165) Sendebud som bragte glædeligt budskab, og som bragte advarsel, for at mennesker ikke skulle have nogen anklage mod Allah, efter (at) sendebudene (var kommet til dem). Og Allah er Almægtig, Alviis!

(166) Men Allah bevidner ved det, Han har åbenbaret dig, at Han har åbenbaret det med Sin viden. Og englene bevidner (det også). Men Allah er tilstrækkelig som Vidne.

(167) Sandelig, de, som er vantro og holder (folk) borte fra Allahs vej, er visselig faret vild (og befinder sig) langt fra vejen.

(168) Sandelig, de, som er vantro og handler uretfærdigt, dem vil Allah ikke tilgive, og Han vil ikke lede dem ad vejen,

(169) Undtagen (ad) vejen til helvede, at forblive deri en lang tid. Og dette er let for Allah.

(170) O I mennesker, Sendebudet er allerede kommet til jer med sandheden fra jeres herre. Tro derfor, det er det bedst for jer. Men hvis I er vantro, så tilhører alt i himlene og på jorden Allah. Og Allah er Alvidende, Alviis.

(171) O I Skriftens folk, overdriv ikke i jeres religion og sig intet om Allah undtagen sandheden. Messias, Jesus, Marias søn, var kun Allahs sendebud og (opfyldelsen af) Hans ord, som Han sendte til Maria, og en barmhjertighed fra Ham. Tro derfor på Allah og Hans sendebud og sig ikke: Tre(-enighed)! Afhold jer (derfra), det vil være bedst for jer, thi Allah er kun Een Gud! Ophøjet er Han og fri for enhver mangel, så at Han skulle have en søn! Ham tilhører (alt), hvad der er i himlene, og (alt), hvad der er på jorden! Og Allah er tilstrækkelig som Beskytter!

(172) Messias forsmår ikke at være en tjener for Allah – og det gør heller ikke de nærtstående engle. Og de, der forsmår at tjene Han, og føler sig for stolte (dertil) – dem vil Han visselig samle alle sammen til Sig.

(173) Hvad da dem angår, som troede og handlede retfærdigt, dem vil Han give deres fulde belønning og give dem endnu mere af Sin nåde. Men hvad dem angår, der forsmåede og følte sig stolte, dem vil Han straffe med en smertelig straf. Og de vil ikke finde sig nogen ven ved siden af Allah, ej heller nogen hjælper.

(174) O I mennesker, der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre, og Vi har åbenbaret jer et klart lys.

(175) Hvad da dem angår, som tror på Allah og holder fast ved Ham, dem vil Han lade indgå i Sin barmhjertighed og nåde og føre dem til Sig ad den rette vej.

(176) De beder dig om din kendelse. Sig: Allah giver jer en kendelse om Kalâlah: hvis en mand dør, som ikke har et barn, men en søster, så tilfalder der hende halvdelen af hvad han efterlader sig. Og han skal arve hende, hvis hun ikke har noget barn. Men hvis der er to søstre, så skal de have to tredjedele af, hvad han efterlader sig. Og hvis der er søskende, både mandlige og kvindelige, så skal den mandlige (arving) have det samme som to kvindelige (arvinger)s andel. Allah gør det klart for jer, så I ikke farer vild, og Allah er vel vidende om alle ting.

Al-Maaida

Madinan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) O I som tror, opfyld jeres pagter. Tilladt for jer de firføddede dyr blandt kvæget, undtagen det som er blevet jer forelæst: ikke at I skulle holde jagt for tilladt, når I er på pilgrimsfærd, thi Allah bestemmer, hvad Han ønsker.

(2) O I som tror, vanhellig ikke Allahs tegn, ej heller den hellige måned eller offerdyrene eller (deres) kranse, og heller ikke dem, der søger til det Hellige Hus [Ka’baen], idet de søger nåde fra deres Herre og (Hans) velbehag. Men når I har aflagt jeres pilgrimsdragt, så må I jage. Fjendskab til et folk, fordi det holdt jer borte fra den Hellige Moské, skal ikke forlede jer til synd, så I begår overtrædelser. Men bistå hinanden i retskaffenhed og gudsfrygt, og bistå ikke hinanden i synd og overtrædelse, og frygt Allah, thi Allah er streng til at straffe.

(3) Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et andet navn end Allahs er påkaldt over (ved dets slagtning), og det kvalte og det, der er dræbt med sten eller stav, og det, der er dræbt ved fald, og det ihjelstangede og det, som de vilde dyr har ædt af – undtagen det, som I har slagtet – og det, som er ofret på et alter (til afguderne), og at I søger at dele ved (lodkastning med) pile. Dette er overtrædelse. I dag har de vantro fortvivlet om jeres religion. Frygt dem derfor ikke, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommet jeres religion ofr jer og fuldendt Min nåde over jer og valgt Islam til jeres religion. Men mod den, der er tvunget af sult – uden syndig hensigt – er Allah visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(4) De spørger dig, hvad der er tilladt dem. Sig: (Alle) gode og (rene) ting er tilladt jer, og hvad I har lært dyr og rovfugle (at fange til jer), det I har afrettet dem og lært dem, hvad Allah har lært jer. Spis derfor af det, som de fanger til jer, og nævn Allahs navn derover, og frygt Allah, thi Allah er hurtig til at afregne.

(5) I dag er alle gode (og rene) ting blevet tilladt jer – og deres føde, til hvem Skriften blev givet, er tilladt jer, og jeres føde er tilladt for dem. Og de kyske kvinder fra de troende og de kyske kvinder fra dem, til hvem Skriften blev givet før jer, forudsat I giver dem deres brudesum, idet I tager dem til ægte og ikke bedriver utugt og ikke tager hemmelige elskerinder. Men den, der fornægter troen, hans værk er visselig blevet til intet, og han vil i det hinsides være blandt taberne.

(6) O I som tror, når I står op til bønne, så vask jeres ansigter og jeres hænder indtil albuerne og stryg jer over hovedet og (vask) jeres fødder indtil anklerne. Og hvis I er i en tilstand af urenhed, så rens jer (ved et bad). Og hvis I er syge eller på rejse eller en af jer kommer fra nødtørftsstedet eller I har berørt kvinder, og I så ikke finder vand, så tag rent sand og gnid jeres ansigter og jeres hænder dermed. Allah ønsker ikke at lægge nogen byrde på jer, men Han ønsker at rense jer, og at fuldende Sin nåde over jer, for at I må være taknemmelige.

(7) Og ihukom Allahs nåde mod jer og Hans pagt, som Han sluttede med jer, da I sagde: Vi hører, og vi adlyder! Og frygt Allah, thi Allah ved, hvad der er i hjerterne.

(8) O I som tror, vær standhaftige ofr Allah(s sag), (idet I er) vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til [eller: fra] et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! – det er nærmere ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør.

(9) Allah har forjættet dem, som tror og handler retfærdigt, (at der) for dem (skal være) tilgivelse og en stor belønning.

(10) Men, de som er vantro og fornægter Vore tegn – di skal være helvedes indbyggere.

(11) O I som tror, ihukom Allahs nåde mod jer, da et folk tænkte på at strække deres hænder ud mod jer, men Han holdte deres hænder tilbage fra jer. Og frygt Allah og lad de troende sætte deres lid til Allah.

(12) Sandelig, Allah havde sluttet en pagt med Israels børn. Og Vi opvakte blandt dem tolv førere. Og Allah sagde: Se, Jeg er med jer; hvis I holder bøn og betaler Zakât og tror på Mine sendebud og står dem bi og yder Allah et godt lån, så vil Jeg visselig tage jeres sunder fra jer og indføre jer i haver, gennem hvilke floder strømmer. Men den af jer, der bliver vantro efter dette, han er visselig faret vild fra den rette vej.

(13) Men fordi de brød deres pagt, har Vi forbandet dem og gjort deres hjerter forhærdede. De fjerner ordene fra deres (rette) steder, og de har glemt en del af det, de blev formanet med. Og du vil ikke ophøre med at finde forræderi fra deres side – undtagen (fra) nogle få af dem. Men tilgiv dem og vend dig (fra dem), thi Allah elsker dem, der handler godt.

(14) Og med dem, som siger: Vi er kristne, sluttede Vi (også) en pagt, og de glemte (også) en del af det, de blev formanet med. Derfor vakte Vi fjendskab og had mellem dem indtil opstandelsens dag. Og snart vil Allah underrette dem om, hvad de har gjort.

(15) O I Skriftens folk, nu er Vort Sendebud kommet til jer for at gøre klart for jer meget af det, som I har skjult af Skriften, og for at lade meget stå hen. Der er sandelig kommet til jer fra Allah et lys og en klar Bog,

(16) Hvormed Allah leder den, som søger Hans velbehag, (ad) fredens veje, og Han fører dem ud af mørket ind i lyset efter Sin vilje, og Han leder dem til den rette vej.

(17) Vantro er sandelig de, som siger: Allah er visselig Messias, Marias søn. Sig: Hvem formår da noget mod Allah, om Han ønsker at tilintetgøre Messias, Marias søn, og hans moder og alle, som er på jorden? Og Allah tilhører kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er imellem dem. Han skaber, hvad Han vil! Og Allah er Mægtig over alle ting.

(18) Og jøderne og de kristne siger: Vi er Allahs sønner og Hans elskede. Sig: Hvorfor straffer Han jer så for jeres synder? Nej, I er dødelige blandt dem, Han har skabt! Han tilgiver, hvem Han vil, og Han straffer, hvem Han vil! Og Allah tilhører kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er imellem dem, og til Ham er (alles) tilbagekomst.

(19) O I Skriftens folk, Vort Sendebud er kommet til jer, efter en pause i sendebudenes række, for at gøre jer klart, at I ikke kan sige: Der er ikke kommet nogen forkynder af godt budskab, ej heller nogen advarer, til os! Der er sandelig nu kommet en, der bringer godt budskab og en advarer til jer. Og Allah er Mægtig over alle ting!

(20) Og da Moses sagde til sit folk: O mit folk, ihukom Allahs måde mod jer, da Han opvakte profeter blandt jer og gjorde jer til konger, og Han gav jer, hvad Han ikke gav et (andet) af folkeslagene.

(21) O mit folk, drag ind i det hellige land, som Allah har bestemt for jer, og vend ikke jeres rygge til, thi så vil I vende om som tabere.

(22) (Da) sagde de: O Moses, se, der er et folk af tyranner deri, og vi vil visselig ikke drage ind i det, førend de drager ud af det. Men hvis de drager ud af det, så vil vi visselig drage ind.

(23) Da sagde to mænd af dem, der frygtede (Gud) – Allah havde været dem nådige –: Drag ind gennem portene (og lige) mod dem! Når I så er draget ind, vil I visselig være sejrherrer! Og stol på Allah, om I er troende!

(24) De sagde: O Moses, vi vil i evighed ikke betræde det, så længe de er deri. Gå da du og din Herrer og kæmp. Se, vi bliver siddende her!

(25) Han sagde: Min Herre, se, jeg har kun magt over mig selv og min broder. Sæt da skel mellem os og det oprørske folk!

(26) Han [Gud] sagde: Så skal det da være dem forbudt i fyrre år! – De skal flakke om på jorden. Og fortvivl ikke over det oprørske folk.

(27) Og forlæs dem (o Muhammad) beretningen om Adams sønner i sandhed, hvordan de begge brage et offer, af de, og det blev ikke modtaget af den anden. Da sagde han; Jeg vil sandelig dræve dig! (Den anden) svarede: Allah modtager kun fra de gudfrygtige!

(28) Selv om du også strækker din hånd ud mod mig for at dræbe mig, så vil jeg ikke strække min hånd ud mod dig for at dræbe dig. Se, jeg frygter Allah, alverdens Herre!

(29) Jeg ønsker, at du bære synden mod mig og din (egen) synd, så du bliver en af ildens beboere, og det er misdædernes løn!

(30) Og hans sjæl tilskyndede ham til at dræbe sin broder. Så dræbte han ham og blev en af de fortabte.

(31) Da sendte Allah en ravn, som skrabede i jorden, så den kunne vise ham, hvorledes han skulle skjule sin broders lig. Han sagde: O ve mig, er jeg ude af stand til at være som denne ravn og skjule min broders lig? Og han blev da en af de angrende.

(32) Af denne grund foreskrev Vi Israels børn, at den, der dræber et menneske, hvis det ikke er for (mord på) et menneske eller for oprør i landet, så skal det (for ham) være, som om han har dræbt hele menneskeheden. Og den, der lader det i live, så skal det (for ham) være, som om han har holdt hele menneskeheden i live. Og Vore sendebud er visselig kommet til dem med klare tegn, men mange af dem handlede derpå visselig umådeholdent i landet.

(33) Deres løn, som fører krig mod Allah og Hans Sendebud, og som anstrenger sig for at skabe oprør i landet, skal ene og alene være, at de dræves eller korsfæstes eller at deres hænder og fødder hugges af på modsat side, eller at de fordrives fra landet. Dette vil være til skændsel for dem i denne verden, og i den kommen vil de lide en svær straf –

(34) Undtagen de, som angrer, førend I får magt over dem. Vid da, at Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(35) O I som tror, frygt Allah og søg nærhed til Ham og kæmp for hans sag, for at I må fuldkommengøres!

(36) Sandelig, de som er vantro – selv om de også ejede alt, hvad der er på jorden og det samme lagt dertil for at løskøbe sig dermed fra straffen på opstandelsens dag, så ville det dog ikke blive modtaget af dem. Men en smertelig straf bliver dem til del.

(37) De ville gerne undslippe fra ilden, men de skal ikke undslippe fra den, og en varig straf bliver dem til del.

(38) Og tyven – manden eller kvinde – hug deres hænder af, til straf for, hvad de har erhvervet sig, (som) et afskrækkende eksempel fra Allah. Og Allah er Almægtig, Alviis.

(39) Men den, der angrer efter sin brødre og forbedrer sig, til ham vender Allah sig visselig (i Sin måde), thi Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(40) Ved du da ikke, at kongedømmet over himlene og jorden tilhører Allah? Han straffer, hvem Han vil, og Han tilgiver, hvem Han vil. Og Allah er Mægtig over alle ting.

(41) O du Sendebud, de som styrter hovedkulds i vantro, skal ikke bedrøve dig – de, som siger med deres munde: Vi tror! – dog deres hjerter tror ikke. Og af dem, som er jøder, er der nogle, som lytter efter løgn – de lytter for et andet folk, som ikke kommer til dig. De fordrejer ordene, efter at de er anbragt på deres (rette) steder. De siger: Hvis der bliver givet jer dette, så modtag det, og hvis der ikke bliver givet jer det, så tag jer i agt! – Og den, som Allah ønsker at stille på prøve, for ham har du ikke magt i nogen ting mod Allah. Sådanne er de, hvis hjerter Allah ikke ønsker at rense. For dem er der skændsel i denne verden, og i den kommende bliver der dem en svær straf til del.

(42) De lytter efter løgn og opæder det forbudte. Men hvis de kommer til dig, så døm mellem dem eller vend dig fra dem. Og hvis du vender dig fra dem, vil de ikke kunne skade dig det mindste. Men hvis du dømmer, så døm dem imellem i retfærdighed, thi Allah elsker de retfærdige.

(43) Men hvorledes skal de tage dig til dommer, når de dog har Torahen hos sig, hvori Allah dom er? Dog vender de sig derefter bort. Og sådanne er ikke troende.

(44) Vi har visselig åbenbaret Torahen, hvor der var retledning og lys. Dermed har profeterne, som underkastede sig, dømt for dem, som var jøder, og (også) rabbierne og de lærde, fordi det var det pålagt at bevare Allahs bog, og de var vogtere over den. Frygt derfor ikke mennesker, men frygt Mig, og sælg ikke Mine tegn for en ringe pris. Og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er da de vantro.

(45) Og Vi har foreskrevet dem deri: liv for liv, og øje for øje, og næse for næse, og øre for øre, og tand for tand, og for (andre) skader lige gengæld. Men den, der giver afkald derpå, (som almisse) for ham skal det være en soning. Og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er de uretfærdige.

(46) Og Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres fodspor som opfyldelse af det, der var før ham i Torahen. Og Vi gav ham Evangeliet, i hvilket (der var) retledning og lys og en bekræftelse af det, som var før det, nemlig Torahen, og en retledning og formaning for de gudfrygtige.

(47) Og Evangeliets folk skal dømme i overensstemmelse med det, som Allah har åbenbaret deri, og de, der ikke dømmer efter det, som Allah har åbenbaret, er de oprørske.

(48) Og Vi har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som opfyldelse af det, der var før den af Skriften og som en vogter over den. Døm derfor mellem dem [skriftfolkene] i overensstemmelse med det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres onde lyster, (så du skulle gå) imod sandheden, som er kommet til dig. For hver af jer har Vi foreskrevet en lov og en klar vej, og hvis Allah havde villet, havde Han visselig gjort jer til een menighed, men (Han har villet det sådan) for at sætte jer på prøve gennem det, som Han har givet jer. Kappes derfor i gode gerninger. Til Allah er jeres tilbagevenden alle til hobe, så vil Han gøre det klart for jer, som I er uenige om.

(49) Og døm du da mellem dem efter det, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres onde lyster, men tag dig i agt for dem, så de ikke bringer dig i vanskeligheder på grund af en del af det, Allah har åbenbaret dig. Men hvis de vender sig bort, så vid, at Allah kun ønsker at straffe dem for en del af deres synder. Og se, mange af menneskene er visselig oprørere.

(50) Er det da en dom fra uvidenheden(s tid), de ønsker? Og hvem er bedre til (at fælde) dom end Allah for et folk, der har (troens) vished?

(51) O I som tror, tag ikke jøderne og de kristne til venner. De er hinandens venner. Den af jer, der tager dem til venner, er sandelig én af dem. Allah retleder visselig ikke det uretfærdige folk.

(52) Og du vil se dem, i hvis hjerter der er sygdom, ile til dem, idet de siger: Vi frygter, at en ulykke vil ramme os! Men måske vil Allah bringe en sejr eller (en anden) forordning fra Sig, og så vil de angre det, de skjulte i deres sjæle.

(53) Og de, som tror, vil sige: Er det dem, der svor ved Allah deres kraftigste eder, at de sandelig var med jer? Deres handlinger er blevet til intet, og de er (selv) blevet tabere.

(54) O I som tror, den af jer, som falder fra sin religion, (skal vide, at) Allah da snart vil bringe et (andet) folk, som Han vil elske, og som vil elske Ham, ydmyge over for de troende og hårde over for de vantro. De vil kæmpe for Allahs sag og ikke frygte den dadlendes dadel. Dette er Allahs nåde, som Han giver til hvem Han vil. Og Allah er overmåde Gavmild, Alvidende.

(55) Jeres venner er ene og alene Allah og Hans Sendebud og de troende, de, som holder bøn og betaler Zakât og bøjer sig (for Gud alene).

(56) Og den, der tager Allah og Hans Sendebud og de troende til venner, (han skal vide, at) Allahs parti visselig er de sejrende.

(57) O I som tror, tag ikke til venner den, der driver spot og spøg med jeres religion, fra dem, til hvem Skriften blev givet før jer, ejheller de vantro, men frygt Allah, hvis I er troende.

(58) Og når I kalder til bøn, så driver de spot og spøg dermed. Dette er, fordi de er et folk, som intet begriber.

(59) Sig: O I Skriftens folk, mon I kun nærer uvilje mod os, fordi Vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os og hvad der blev åbenbaret os og hvad der blev åbenbaret før (os), og fordi de fleste af jer er oprørske?

(60) Sig: Skal jeg meddele jer, hvis løn hos Allah er værre end dette? Den, som Allah har forbandet, og som Han er vred på – og dem, som Han har gjort til aber og svin og dem, der tilbeder den onde. Sådanne er i en værre stilling og mere vildfarne fra den rette vej.

(61) Og når de kommer til jer, siger de: Vi tror! – men de er dog allerede trådt ind (hos jer) med vantro, og de er visselig (også) gået bort (fra jer) i den, og Allah ved bedst, hvad de skjuler.

(62) Og du ser mange af dem ile hovedkulds i synd og overtrædelser og til fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de gør.

(63) Hvorfor mon deres skriftkloge og lærde ikke har forbudt dem deres syndige tale og deres fortæring af det forbudte. Ondt er visseligt, hvad de øver.

(64) Og jøderne siger: Allahs hånd er bundet! – Deres hænder skal bindes, og de skal forbandes for det, de siger. – Nej, begge Hans hænder er vidt åbne! Han skænker, som Han vil. Men det, der er åbenbaret dig fra Din Herre, vil visselig forøge mange af dem i oprør og vantro. Og Vi har kastet fjendskab og had mellem dem til opstandelsens dag. Hver gang de tænder en ild til krig, vil Allah udslukke den, og de anstrenger sig for at stifte ufred på jorden. Og Allah elsker ikke dem, der stifter ufred.

(65) Men hvis Skriftens folk havde troet og været gudfrygtige, så havde Vi visselig taget deres sunder fra dem, og havde visseligt ført dem ind i salighedens haver.

(66) Og hvis de havde fulgt Torahen og Evangeliet og hvad der (nu) er åbenbaret dem fra deres Herre, så ville de visselig havde nydt (de gode ting) over dem og under deres fødder. Blandt dem er der et folk, som er mådeholdent, men ondt, er hvad mange af dem bedriver.

(67) O du Sendebud, forkynd hvad der er åbenbaret dig fra din Herre, og hvis du ikke gør det, så har du ikke forkyndt Hans budskab. Og Allah vil beskytte dig mod mennesker, thi Allah retleder ikke de vantros folk.

(68) Sig: O I Skriftens folk, I bygger ikke på noget, førende I følger Torahen og Evangeliet og vad der (nu) er blevet åbenbaret jer fra jeres Herre! Og hvad der er åbenbaret dig fra din Herre vil visselig forøge mange af dem i oprør og vantro, men fortvivl ikke over de vantros folk.

(69) Sandelig, de som tror, og de som er jøder og sabierne og de kristne – for så vidt de tror på Allah og de yderste dag og handler retfærdigt, skal ingen frygt komme over dem, og de skal ikke sørge.

(70) Vi har visselig sluttet en pagt med Israels børn, og Vi har sendt sendebud til dem. Hver gang et sendebud kom til dem med hvad deres sjæle ikke begærede, forkastede de en del og søgte at dræbe en del.

(71) Og de mente, at der ikke ville komme vanskeligheder, derfor blev de blinde og døve. Men så vendte Allah Sig til dem (i Sin nåde), men mange af dem blev atter blinde og døve. Men Allah ser, hvad de gør.

(72) Sandelig, de er vantro, som siger: Allah – det er Messias, Marias søn! – men Messias sagde (selv): O Israels børn, tilbed Allah, min Herre og jeres Herre, thi den, som sætter nogen ved siden af Allah, ham har Allah visselig forbudt paradiset, og hans sted skal være (helvedes) ild! Og misdæderne vil ingen hjælpere have!

(73) Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig den tredje af tre! – men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme dem af dem, der er vantro.

(74) Vil de da ikke vende tilbage til Allah og bede Ham om tilgivelse? Og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(75) Messias, Marias søn, var kun et sendebud! Alle sendebud før ham er visselig gået bort! Og hans moder var en sanddru kvinde. Begge plejede at tage føde til sig. Se, hvordan Vi gør tegnene klare for dem, og se så, hvor de er bortvendte (fra sandheden).

(76) Sig: Vil I tilbede ved siden af Allah det, som ikke har magt for jer over skade elle gavn? Men Allah – Han er Althørende, Alvidende!

(77) Sig: O I Skriftens folk, overdriv ikke med urette i jeres religion, og følg ikke de onde lyster hos folk, som allerede for vild før (jer), og som vildførte mange, og som for vild fra den rette vej.

(78) De, som var vantro blandt Israels børn, blev forbandet af Davids mund og af Jesu, Marias søns mund. Dette (skete), fordi de var ulydige og havde begået overgreb.

(79) De forbød ikke hinanden det onde, som de øvede. Ondt var visseligt, hvad de plejede at gøre.

(80) Du vil se mange af dem tage de vantro til venner. Ondt er visseligt, hvad deres sjæle har sendt i forvejen for sig, så at Allah vredes på dem, og i straffen skal de blive.

(81) Og havde de troet på Allah og Profeten og det, som er blevet åbenbaret ham, så ville de ikke have taget dem til venner, men mange af dem er oprørske.

(82) Du vil visselig finde, at jøderne og afgudsdyrkerne af alle mennesker er voldsomst i had til de troende. Og du vil visselig finde, at de, som siger: Vi er kristne! – er de troende nærmeste i kærlighed. Sådan er det, fordi der blandt dem er præster og munke, og fordi de ikke er hovmodige.

(83) Og når de hører, hvad der er åbenbaret Sendebudet, ser du deres øjne strømme over med tårer på grund af sandheden, som de erkender. De siger: Vor Herre, vi tror, skriv os derfor op blandt vidnerne!

(84) Og hvorfor skulle vi ikke tro på Allah og sandheden, der er kommet til os? Og vi håber, at vor Herre vil lade os indgå (i paradiset) sammen med de retfærdiges folk!

(85) På grund af det, de siger, vil Allah da belønne dem med haver, hvorigennem floder strømmer, hvori de skal forblive. Og dette er lønnen for dem, der handler godt.

(86) Og de, som er vantro og forkaster Vore tegn – de er helvedes beboere.

(87) O I som tror, forbyd ikke de gode ting, som Allah har tilladt jer, men overskrid ikke (det rette mål), thi Allah elsker ikke overtræderne.

(88) Og spis af det, som Allah har forsynet jer med (af) tilladt (og) godt, og frygt Allah, på hvem I tror.

(89) Allah vil ikke drage jer til regnskab for det forfængelige i jeres eder, men Han vil drage jer til regnskab for det, I har svoret med velberåd hu. Soningen derfor er bespisning af ti fattige med gennemsnittet af det, I bespiser jeres familie med, eller deres iklædning eller løskøbelse af en slave. Men den, der ikke finder (midler til noget af dette), han skal faste tre dage. Dette er soningen for jeres eder, når I har svoret. Og hold jeres eder. Således gør Allah Sine tegn klare for jer, for at I må være taknemmelige.

(90) O I som tror, vin og lykkespil og gudebilleder og pile (til lodkastning) er ikke andet end urenhed, et Satans værk. Undgå det da, for at I må blive fuldkomne.

(91) Satan ønsker kun at optænde fjendskab og had mellem jer med vin og lykkespil og at vende jer fra Allahs ihukommelse og fra bønnen. Mon I vil afholde jer derfra?

(92) Og adlyd Allah og adlyd Sendebudet og tag jer i agt! Men hvis I vender jer bort, så vid, at kun den tydelige forkyndelse påhviler Sendebudet.

(93) Der hviler ingen synd for, hvad de spiser, på dem, som tror og handler retfærdigt, når de frygter (Gud) og tror og handler retfærdigt og derpå atter frygter (Gud) og handler godt. Og Allah elsker dem, der handler godt.

(94) O I som tror, Allah vil visselig prøve jer i en sag, nemlig vildtet, som jeres hænder og spyd kan nå, for at Allah kan kende den, der frygter Ham i det skjulte. Og den, der begår overtrædelser efter dette – ham tilkommer en smertelig straf.

(95) O I som tror, dræb ikke vildtet, når I er på pilgrimsfærd. Og den af jer, som dræber det med forsæt, hans straf skal være det samme, som det han har dræbt, af kvæget – efter to af jeres retfærdige mænds dom – at bringe som offer til Ka’baen. Eller soningen (skal være) bespisning af fattige eller det tilsvarende i faste, for at I må smage følgerne af jeres handling. Allah tilgiver det, som er sket. Men den, der falder tilbage (til dette), ham vil Allah straffe. Og Allah er Almægtig, Gengældelsens Herre.

(96) Tilladt jer er havets dyr og dets føde (til) forsørgelse af jer og af de rejsende. Men forbudt jer er landets vildt, så længe I er pilgrimme, og frygt Allah, som I skal samles til.

(97) Allah har gjort Ka’baen, det ukrænkelige hus, til støtte op opretholdelse for menneskeheden, og (ligeledes) den hellige måned og offeret og (offerdyrenes) kranse. Således (skal det være), for at I kan vide, at Allah ved hvad der er i himlene og hvad der er på jorden, og at Allah ved alle ting.

(98) Vid, at Allah er Mægtig til at straffe, og at Allah er Tilgivende, Barmhjertig.

(99) Kun forkyndelsen påhviler Sendebudet, og Allah ved, hvad I åbenbarer, og hvad I skjuler.

(100) Sig: Det onde og det gode er ikke lige – selv om også mængden af det onde måtte undre dig. Og frygt Allah, I forstandige, for at I må blive fuldkomne.

(101) O I som tror, spørg ikke om ting, som – hvis de blev åbenbaret jer – ville bedrøve jer. Men hvis I spørger om det, når Qur’ânen åbenbares, vil det blive gjort jer åbenbart. Allah har udeladt dette, og Allah er Tilgivende, Mild.

(102) Før jer har folk allerede spurgt derom, men derefter blev de vantro med hensyn til det.

(103) Allah har ikke givet noget (bud) angående Bahîra eller Sâ’iba eller Wasîla eller Hâm, men de vantro har opdigtet en løgn om Allah, og de fleste af dem forstår intet.

(104) Og når der siges til dem: Kom kid til det, som Allah har åbenbaret, og til Sendebudet, så siger de: Det som vi fandt vore forfædre følge, er tilstrækkeligt for os! Også selv om deres fædre ikke forstod noget og ikke var retledede?

(105) O I som tror: Det påhviler jer (at tage vare på) jeres sjæle. Den, der er faret vild, kan ikke skade jer, når I (selv) er retledede. Til Allah vender I alle tilbage, så vil Han meddele jer, hvad I plejede at øve.

(106) O I som tror: Vidneførelsen mellem jer, når døden nærmer sig en af jer – den tid, da testamente (er en pligt), (skal være således): To retfærdige mænd af jeres egne eller to andre, som ikke tilhører jer, hvis I rejser omkring i landet, og dødens ulykke da træffer jer. I skal holde dem begge tilbage efter bønnen, og de skal begge sværge ved Allah, hvis I tvivler: Vi vil ikke sælge det [vidnesbyrdet] for nogen pris, selv om det også var til en slægtning, og vi vil ikke skule det vidnesbyrd, (som påhviler os) over for Allah, thi så hørte vi visselig til synderne.

(107) Men hvis det opdages, at de er skyldige i en synd, så skal to andre fra dem, som de to første var skyldige overfor, indtage deres pladser og sværge ved Allah: Vort vidnesbyrd er visselig sandere end deres vidnesbyrd, og vi har ikke været uærlige, thi så hørte vi visselig til de uretfærdige!

(108) Således er det sandsynligere, at de fører sandt vidnesbyrd, eller frygter, at (andre) eder bliver krævet efter deres eder. Og frygt Allah og hør! Og Allah retleder ikke de oprørskes folk.

(109) På den dag, da Allah forsamler sendebudene, vil Han sige: Hvilket svar fik I? De vil sige: Vi har ingen viden (derom), thi Du er alene Den, der kender de skjulte ting.

(110) (På den dag), da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, ihukom Min nåde imod dig og din moder, da Jeg styrkede dig med den hellige ånd: du skal tale til mennesker i vuggen og som midaldrende. Og da Jeg lærte dig Bogen og Visdommen og Torahen og Evangeliet, og da du dannede af ler ligesom en fugl på Mit bud [eller: da du – ligesom en fugl gør det – dannede af ler], og derpå indblæste du den (livsånde), og den blev et bevinget væsen efter Mit bud, og du helbredte de blinde og de spedalske på Mit bud, og da du jorde de døde levende på Mit bud. Og da Jeg holdte Israels børn borte fra dig, da du kom til dem med klare beviser. Men de vantro blandt dem siger: Dette er intet andet end åbenlyse bedrag!

(111) Og da Jeg åbenbarede til disciplene: Tro på Mig og Mit sendebud, sagde de: Vi tror, og bevidner, at vi er gudhengivne [Muslimer].

(112) Da disciplene sagde: O Jesus, Marias søn, mon din Herre kan sende os et bord med føde fra himlen? – sagde han: Frygt Allah, hvis I er troende.

(113) De sagde: Vi ønsker at spise deraf, og vore hjerter vil være fyldte af fred, og vi vil vide, at du visselig har talt sandhed til os, og vi vil (selv) være vidner derom.

(114) Jesus, Marias søn, sagde: O Allah, vor herre, send os et bord med føde fra himlen, så det skal være en fest for os, for at de første af os og de sidste af os, og et tegn fra Dig, og forsyn Du os, thi Du er den Bedste af (alle) forsørgere.

(115) Allah sagde: Se, Jeg sender det ned til jer, og den, der bliver vantro af jer herfra, kam vil Jeg visselig straffe med en straf, hvormed Jeg ikke har straffet nogen anden i alverden.

(116) Og da Allah vil sige: O Jesus, Marias søn, har du sagt til menneskene: tag mig og min moder som to guder ved siden af Allah? Han sagde: Hellig er Du og fri for alle mangler. Det passede sig ikke, at jeg skulle sige, hvad jeg ikke havde ret til. Havde jeg sagt det, så havde Du vidst det. Di ved, hvad der er i mig, men jeg ved ikke, hvad der er i Dig, thi du alene Den, der kender de skjulte ting.

(117) Jeg sagde ikke andet til dem end hvad Du havde befalet mig: Tjen Allah, min Herre og jeres Herre! Og jeg var vidne over dem, så længe jer var hos dem, men efter at Du lod mig dø, er Du (alene) vogter over dem, og Du er vidne til alle ting.

(118) Hvis du straffer dem, så er de Done tjenere, og hvis Du tilgiver dem, så er Du visselig den Almægtige, den Alvise.

(119) Allah vil sige: Dette er en dag, hvor deres sandhed vil gavne de sandfærdige. For dem (skal der være) haver, gennem hvilke floder strømmer, hvori de skal forblive evigt. Allah har velbehag i dem, og de har velbehag i Ham Dette er den store sejr.

(120) Kongedømmet over himlene og jorden og hvad der er i dem tilhører (alene) Allah, og Han er Mægtig over alle ting.

Al-An'aam

Makkan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Al pris tilkommer (alene) Allah, som skabt himlene og jorden og frembragte mærket og lyset. Og dog sætter de, som er vantro, noget ligt med deres Herre.

(2) Det er Ham, som har skabt jer af ler, og derpå bestemt Han en tidsfrist. Og der er en (anden) fastsat tid hos Ham. Og dog tvivler I.

(3) Og Han er Allah, (Gud) i himlene og på jorden. Han kender det, I skjuler, og det, I gør åbenlyst, og Han ved hvad I erhverver jer.

(4) Og der kommer ikke til dem noget tegn af deres Herres tegn, undtagen de vender sig bort fra det.

(5) Således har de da forkastet sandheden, efter at den kom til dem. Men snart skal der komme underretninger til dem om det, de spottede over.

(6) Mon de ikke ser, hvor mangen en slægt før dem, Vi har tilintetgjort? Vi havde grundfæstet dem på jorden, som Vi ikke har grundfæstet jer. Og Vi sendte skyer over dem, med regn i strømme, og Vi lod strømme flyde under dem. Men så tilintetgjorde Vi dem for deres synders skyld, og Vi opvakte en slægt af andre efter dem.

(7) Og selv om Vi også havde sendt en bog ned til dig på pergament, så de kunne berøre den med deres hænder, så havde de vantro visselig sagt: Dette er intet andet end åbenbar trolddom!

(8) Og de siger: Hvorfor er der ikke sendt en engel ned til ham? Men hvis Vi havde sendt en engel, så havde sagen været afgjort. Så havde de ikke fået udsættelse.

(9) Og hvis Vi havde gjort ham [Muhammad] til en engel, så havde Vi dog skabt ham som et menneske, og så havde Vi visselig forvirret dem i det, de selv forvirrer.

(10) Og sendebud før dig er visselig blevet spottet, men det som de spottede over, omfattede dem af dem, der spottede.

(11) Sig: Drag omkring på jorden, og se så, hvorledes enden blev for dem, der forkastede.

(12) Sig: Hvem tilhører (alt) hvad der er i himlene og på jorden? Sig: Allah! Han har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed! Han vil visselig samle jer sammen til opstandelsens dag, hvorom der ikke er tvivl. Men de, som ødelægger deres egne sjæle – de vil ikke tro.

(13) Ham tilhører hvad der bor i natten og i dagen. Og Han er den Althørende, den Alvidende.

(14) Sig: Skal jeg antage en anden beskytter end Allah, himlenes og jorden skaber? Og Han giver nærig, men næres ikke selv! Sig: Det er befalet mig at være den første af dem, der underkaster sig! – Og vær ikke en af afgudsdyrkerne!

(15) Sig: Jeg frygter, hvis jeg er min Herre ulydig, og en frygtelig dags straf.

(16) Den, der holdes borte fra den på hin dag – over for den har Han visselig været Barmhjertig. Og dette er en åbenbar sejr.

(17) Og hvis Allah rammer dig med en ulykke, så er der ingen, der kan tage den bort – undtagen Ham. Og hvis Han sender dig lykke, så er Han Mægtig over alle ting.

(18) Og Han er den Mægtige over Sine tjenere, og Han er den Alvise, den Alvidende.

(19) Sig: Hvad er vægtigst som vidnesbyrd? Sig: Allah er Vidne mellem mig og jer, og denne Qur’ân er blevet mig åbenbaret, for at jeg kan advare jer dermed og dem, der når til. Mon I virkelig vil bevidne, at der er andre guder ved siden af Allah? Sig: Jeg bevidner det ikke! Sig: Han er alene Gud, den Eneste, og jeg siger mig sandelig løs af det, I stiller op ved siden af (Ham)!

(20) De, til hvem Vi gav Bogen, genkender ham, som de genkender deres sønner. Men de, der fordærver deres egne sjæle – de vil ikke tro.

(21) Og hvem er mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah eller forkaster Hans tegn? De uretfærdige vil visselig ikke have held med sig.

(22) Og på den dag da Vi samler dem sammen, da vil Vi sige til dem, der satte guder op ved siden af (Os): Hvor er jeres medguder, som I formodede (var til)?

(23) Da vil deres svar kun være, at de siger: Ved Allah, vor Herre, vi satte ikke guder op ved siden af (Allah).

(24) Se, hvorledes de lyver mod sig selv. Og det, som de opdigtede, er veget fra dem.

(25) Og blandt dem er der dem, der lytter til dig. Men Vi har lagt slør over deres hjerter, så de ikke forstår, og i deres ører er der døvhed. Og selv om de ser ethvert tegn, vil de ikke tro derpå, så at de strides med dig, når de kommer til dig. De, som er vantro, siger: Dette er ikke andet end de gamles fabler.

(26) Og de holder (andre) borte derfra og er (selv) fjernt derfra. Og de fordærver kun sig selv, men de begriber det ikke.

(27) Og hvis du kunne se, når de bliver stillet foran ilden. Da vil de sige: O gid vi blev sendt tilbage (til livet), så ville vi ikke forkaste vor Herres tegn, og vi ville være blandt de troende.

(28) Nej, det, de plejede at skjule tidligere, er blevet åbenbaret for dem. Og selv om de også blev sendt tilbage, så ville de visselig vende tilbage til det, som er blevet dem forbudt og de er visselig løgnere.

(29) Og de siger: Der er ikke andet end vort nærværende liv, og vi skal ikke oprejses.

(30) Og hvis du kunne se, når de stilles foran deres Herre. Han vil sige: Er dette ikke sandheden? De vil sige: Jo, ved vor Herre! Han vil sige: Smag da straffen, fordi I plejede at være vantro!

(31) Sandelig, de, som benægter mødet med Allah, er tabere. Men når timen så pludselig kommer til dem, siger de: O ve os, fordi vi har forsømt den! Og de skal bære deres byrder på deres rygge. Slemt er sandeligt, hvad de bærer.

(32) Og det nærværende liv er kun spøg og skæmt, men det kommende (livs) hjem er bedre for dem, der er retfærdige. Mon I ikke vil forstå?

(33) Vi ved visselig, at det, de siger, bedrøver dig, men i sandhed, de forkaster ikke dig, men de uretfærdige fornægter Allahs tegn.

(34) Sendebud er visselig blevet forkastet før dig, men de var udholdende, selv om de blev forkastet og forfulgt, indtil Vor hjælp kom til dem. Og ingen kan ændre Allahs ord, og der er allerede kommet til dig kundskab om sendebudene.

(35) Og hvis det, at de vender sig bort (fra dig), er tungt for dig – hvis du fa formår at søge dig en gang ned i jorden eller stige til himlen, for at bringe dem et tegn, (så må du det). Men hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så ville Han visselig have samlet dem sammen på den rette vej. Vær derfor ikke en af de uvidende.

(36) Kun de, som hører, kan svare. Men de døde vil Allah opvække, og derpå skal de bringes tilbage til Ham.

(37) Og de siger: Hvorfor sendes der ham ikke et tegn fra hans Herre? Sig: Allah er visselig mægtig til at sende et tegn, men de fleste af de ved det ikke.

(38) Der er intet dyr på jorden, ej heller nogen fugl, som flyver på sine to vinger, som ikke er samfund ligesom jer selv. Vi har ikke forsømt noget i Bogen. Derpå skal de samles sammen til deres Herre.

(39) Men de, som fornægter Vore tegn, er døve og stumme i mærket. Hvem Allah vil, efterlader Han i hans vildfarelse, og hvem Han vil, fører Han til den rette vej.

(40) Sig: Hvad mener I? hvis Allahs straf kom til jer, eller timen kom til jer, ville I da kalde på nogen anden end Allah, hvis I er sandfærdige?

(41) Nej, Ham alene vil I påkalde, og så vil Han borttage det, som I bønfalder Ham om, hvis Han vil, og I vil glemme det, I stillede ved siden af (Ham).

(42) Og Vi har allerede sendt (sendebud) til folkeslag før dig, og så hjemsøgte Vi dem med nød og trængsler, for at de skulle ydmyge sig,

(43) Men hvorfor ydmygede de sig ikke, da Vor straf kom til dem? Men deres hjerter forhærdedes, og Satan forskønnede det, de plejede at øve, for dem.

(44) Men når de glemte det, de blev formanet til, så åbnede Vi portene til alle tin for dem, indtil Vi pludselig hjemsøgte dem, medens de glædede sig over det, der var blevet skænket (dem), og se – de blev fortvivlede.

(45) Så blev det uretfærdige folks rod skåret over. Og al pris tilhører Allah, verdenernes Herre.

(46) Sig: Hvad mener I? Hvis Allah borttager jeres hørelse og jeres syn og forsegler jeres hjerter, hvilken gud uden Allah kan da bringe jer dem (igen)? Se, hvordan Vi gentager (og mangfoldiggør) tegnene, og dog vender de sig bort.

(47) Sig: Hvad mener I? Hvis Allahs straf pludselig kommer til jer eller (den kommer) tydeligt (og klart), mon nogen bliver tilintetgjort med undtagelse af det uretfærdige folk?

(48) Og Vi sender kun sendebudene som forkyndere af glædeligt budskab og som advarerer. De, der så tror og forbedrer sig – over dem kommer ingen frygt, ej heller skal de sørge.

(49) Men de, som fornægter Vore tegn – dem skal straffen ramme, fordi de var oprørere.

(50) Sig: Jeg siger ikke til her: Hos mig er Allahs skatte! – ej heller ikender jeg det skjulte, og jeg siger ikke til jer: Se, jeg er en engel! Jeg følger kun det, der er blevet åbenbaret mig. Sig: Mon den blinde og den seende er lige? Mon I ikke vil tænke jer om?

(51) Od advar hermed dem, der frygter, at de skal samles til deres Herre – de har ingen ven eller fortaler undtagen Ham – for at de må blive retfærdige [eller: gudfrygtige].

(52) Og driv ikke dem bort, som påkalder deres Herre morgen og aften, idet de søger hans åsyn. Du er ikke ansvarlig for dem i nogen ting, og de er ikke ansvarlige for dig i nogen ting. Men driver du dem bort, så vil du være en af de uretfærdige.

(53) Og således har Vi prøvet nogle af dem ved hjælp af andre, så at de siger: Er det dem, som Allah har vist (Sin) nåde af os (alle)? Mon Allah ikke bedst kender de taknemmelige.

(54) Og når de, som tror på Vore tegn, kommer til dig, så sig: Fred være med jer! Jeres Herre har foreskrevet Sig Selv barmhjertighed. Hvis en af jer handler ondt i uvidenhed og derefter angrer og forbedrer sig, så er Han visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(55) Og således gør Vi tegnene klare (og tydelige), og (Vi gær det også) for at syndernes vej må blive klare.

(56) Sig: Det er blevet mig forbudt at tilbede dem, som I påkalder ved siden af Allah. Sig: Jeg vil ikke følge jeres onde lyster. Så ville jeg visselig fare vild og ikke være en af de retledede.

(57) Sig: Jeg (bygger) på et klart bevis fra min Herre, men I har forkastet Ham. Jeg har ikke det, som I ønsker at fremskynde. Dommen tilkommer alene Allah. Han beretter sandheden, og Han er den bedste Dommer.

(58) Sig: Hvis jeg havde det, som I ønsker at fremskynde, så var sagen (allerede) afgjort mellem mig og jer. Men Allah kender bedst de uretfærdige.

(59) Og hos Ham er nøglerne til det skjulte. Ingen kender dem undtagen Han (alene). Og Han ved hvad der er på det tørre land og i havet. Og ikke et blad falder af, undtagen Han kender det. Og der er ikke et korn i jordens mørke, ej heller noget grønt eller noget vissent, undtagen det er i en tydelig bog.

(60) Og Han er Den, der tager jeres sjæle til Sig om natten, og Han ved, hvad I frembringer om dagen. Han vækker jer igen i (jeres søvn), så at den fastsatte frist kan fuldendes. Derpå vender I tilbage til Ham, og så vil Han forkynde jer, hvad I plejede at øve.

(61) Og Han er den Mægtige over Sine tjenere, og Han sender vogtere over jer, indtil – når døden kommer til en af jer – Vore sendebud tager hans sjæl bort, og de svigter ikke.

(62) Derpå bliver de bragt tilbage til Allah, deres sande Herre. Sandelig, Ham tilkommer dommen, og Han er dens hurtigste til at gøre regnskab.

(63) Sig: Hvem redder jer fra mørket til lands og til vands, når I påkalder Ham i ydmyghed og hemmelighed? (Idet I siger): Hvis Han redder os ud fra dette, så vil vi visselig høre til de taknemmelige.

(64) Sig: Allah redder jer derfra og fra enhver trængsel, men derefter sætter I (guder) ved siden af (Ham).

(65) Sig: Han har magt til at sende en straf over jer fra (himlen) over jer eller (jorden) under jeres fødder eller forvirre jer til partier og lade nogle af jer smage de andres vold. Se, hvorledes Vi gør tegnene tydelige, for at de må forstå.

(66) Men dit folk har forkastet det, og det er (dog) sandheden. Sig: Jeg er ikke vogter over jer.

(67) For enhver profeti er der en fastsat (tid), og I vil snart vide besked.

(68) Og når du ser dem, der taler forvrøvlet om Vore tegn, så vend dig fra dem, indtil de hengiver sig til en anden tale end denne. Og hvis Satan lader dig glemme (dette), så sid ikke efter (at) erindringen (er kommet til dig) sammen med de uretfærdiges folk.

(69) Og der påhviler ikke de gudfrygtige noget ansvar for hine, men kun formaning, for at de må blive gudfrygtige.

(70) Lad dem alene, som tager deres religion for spøg og skæmt, og hvem det nærværende liv har bedåret, og forman hermed, for at igen sjæl skal fordærves af det, den erhverver sig. Den skal ikke have nogen beskytter eller fortaler uden Allah. Og selv om den også byder enhver løsesum, skal den ikke modtages af den. Sådanne er de, der fordærves af det, de fortjener. Deres del bliver en drik af kogende vand og en smertelig straf, fordi de var vantro.

(71) Sig: Skal vi påkalde ved siden af Allah det, som hverken gavner os eller skader os, så vi vender om på vore hæle, efter at Allah har retledet os, ligesom ham, satanerne forfører til (at vandre om) forvirret i landet. Han har fæller, som kalder ham til retledningen: Kom til os! Sig: Sandelig, Allahs retledning – det er den (sande) retledning, og det er blevet pålagt os at underkaste os verdenernes Herre.

(72) Og (sig): Hold bøn og frygt Ham (alene) og Han er Den, til Hvem I skal samles.

(73) Og det er Ham, som har skabt himlene og jorden med visdom. Og på den dag, da Han vil sige: Bliv til! – så bliver det til. Hans ord er sandheden, og Ham tilkommer herredømmet på den dag, da der blæses i basunen. (Han er) Den, der kender det skjulte og det åbenbare, og Han er den Alvise, den Alvidende.

(74) Og (kom ihu), da Abraham sagde til sin fader Âzar: Tager du gudebilleder til guder? Jeg ser visselig dig og dit folk i åbenlyse vildfarelse.

(75) Og således viste Vi Abraham himlenes og jordens rige, (for at han kunne være retledet), og for at han kunne høre til de faste i troen.

(76) Da nu natten overdækkede ham, så han en stjerne. Han sagde: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Jeg elsker ikke dem, der går ned.

(77) Og da han så månen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Men da den gik ned, sagde han: Hvis min Herre ikke retleder mig, vil jeg visselig høre til de vildfarnes folk.

(78) Da han så solen stråle frem, sagde han: Er dette min Herre? Denne er den største! Men da den gik ned, sagde han: O mit folk, jeg siger mig fri af det, som I sætter op ved siden af (den eneste Gud)!

(79) Jeg har sandelig vendt mit ansigt i al oprigtighed til Ham, som har skabt himlene og jorden. Og jeg er ikke en af afgudsdyrkerne.

(80) Og hans folk stredes med ham. Han sagde: Strides I med mig om Allah, når Han sandelig har retledet mig. Og jeg frygter ikke det, som I sætter op ved siden af (Ham), men kun det, min Herre vil. Min Herre indeslutter alle ting i (Sin) viden. Vil I da ikke tænke jer om?

(81) Og hvordan skulle jeg frygte det, I sætter ved siden af (Allah), når I ikke frygter at sætte noget ved siden af Allah, som Han ikke har åbenbaret jer nogen fuldmagt for? Hvilket af de to partier har da større krav på vished, hvis I ved besked?

(82) De, som tror og ikke forvirrer deres tro med uretfærdighed – dem tilkommer visheden, og de er retledede.

(83) Og således var Vor bevisførelse, som Vi gav Abraham mod hans folk. Vi ophøjer i rang, hvem Vi vil, thi din Herre er Alviis, Alvidende.

(84) Og Vi skænkede ham Isak og Jakob. Hver af dem retledede Vi. Og Noah retledede Vi tidligere, og af hans efterkommere: David og Salomon og Job og Josef og Moses og Aron. Og således belønner Vi dem, der handler godt.

(85) Og (Vi retledede også) Zacharias og Johannes og Jesus og Elias. Alle hørte de til de retfærdige:

(86) Og Ismael og Elisa og Jonas og Lot. Og Vi ophøjede dem alle over folkene

(87) Og af deres fædre og deres børn og deres brødre: Vi udvalgte dem og ledte dem til den rette vej.

(88) Således er Allah retledning: Han retleder dermed hvem Han vil af Sine tjenere. Og hvis de havde sat (andre) ved siden af (Ham), så var det, de øvede, visselig blevet til intet.

(89) Disse er det, som Vi gav Bogen og Visdommen og profetien. Men hvis disse [jøderne] fornægtede dem, så har Vi nu betroet dem til et folk, som ikke vil fornægte dem.

(90) Disse (profeter) er det, som Allah har retledet, følg derfor deres retledning. Sig: Jeg beder jer ikke om belønning derfor, thi dette er kun en formaning (og kilde til ære) for alverden.

(91) Og de bedømmer ikke Allah på rette vis, når de siger: Allah har intet åbenbaret til et menneske! – Sig: Hvem åbenbarede (da) Bogen, som Moses bragte (som) lys og retledning for mennesker – (selvom) I (også) behandler den som (lige så mange) stykker papir, som I viser frem, medens I skjuler meget – og (ved hvilken) I er blevet belært om det, som hverken I eller jeres fædre vidste? Sig: Allah! – og efterlad dem så til at fornøje sig i deres forfængelige snak.

(92) Og dette er en Bog, som Vi har åbenbaret (som) en velsignelse (og som) en bekræftelse på det, som var før den, og for at du måtte advare byernes moder [Makka] og alle, der bor rundt om den. Og de, som tror på det kommende (liv), tror på den, og de vogter (strengt) over deres bøn.

(93) Og hvem er uretfærdigere end den, der opdigter en løgn mod Allah eller siger: Mig er blevet åbenbaret! – når (dog) intet er blevet ham åbenbaret, og den, der siger: Jeg vil lade det samme åbenbare, som Allah har åbenbaret –? Og hvis du kunne se de uretfærdige i dødens pinsler, når englene strækker de hænder ud (og siger): Giv jeres sjæle fra jer. På denne dag skal I belønnes med en beskæmmelsens straf, fordi I sagde noget mod Allah, som ikke var sandt, og plejede at vende jer i overmod fra Hans tegn.

(94) Og (nu) er I sandelig kommet til Os alene, ligesom Vi skabt jer første gang, og I har ladt bag jeres rygge hvad Vi skænkede jer, og Vi ser ikke jeres fortalere sammen med jer, om hvem I formodede, at de ville være delagtige med jer (i jeres sag). (Nu) er der visselig gjort en adskillelse mellem jer, og det, som I formodede, er veget fra jer.

(95) Sandelig, Allah er den, som spalter kornet og daddelkernen, (når de spirer). Han frembringer det levende af det døde, og Han er Den, der bringer det døde frem af det levende. Således er Allah. Hvorfor er I da bortvendte?

(96) Han er Den, der lader morgenerne gry. Og Han skaber natten til hvile og solen og månen til at beregne efter. Således er den Almægtiges, den Alvidendes skabelsesorden.

(97) Og Han er Den, der har skabt stjernerne ofr jer, for at I må være retledede ved dem i mørket til lands og vands. Vi har gentaget tegnene for et folk, som har viden.

(98) Og Han er Den, som lod jer opstå af et eneste levende væsen, derop er der et opholdssted og et hjemsted (for jer). Vi har visselig gentaget tegnene for et folk som forstår.

(99) Og Han er Den, som sender vand ned fra skyerne, og så frembringer Vi dermed vækster af enhver art. Og derfra frembringer Vi grønt, hvoraf Vi lader spire korn i rækker – og af daddelpalmen, af dens blomsterstand (lader Vi spire) lavthængende daddelklaser – og haver med druer og oliven og granatæbler – hinanden lig og hinanden ulige. Se på deres frugt, når de sætter frugt, og når de modnes. Heri er der sandelig tegn for et folk, som tror.

(100) Og de har gjort djinnerne delagtige med Allah (i magt og viden), skønt Han har skabt dem. Og de tildigter Ham sønner og døtre uden viden. Hellig er Han og fri for alle mangler og højt ophøjet over det, de tillægger (Ham).

(101) Himlenes og jordens Skaber. Hvordan skulle Han have en søn, når Han ikke har en hustru? Og Han har skabt alle ting. Og Han er vidende om alle ting.

(102) Således er Allah, jeres Herre: der er ingen gud undtagen Ham, alle tings Skaber, tilbed derfor Ham (alene), og Han er Vogter over alle ting.

(103) Øjnene når Ham ikke, men Han når øjnene, og Han er Den, der kender de mindste ting, den Alvidende.

(104) Nu er der visselig kommet klare beviser til jer fra jeres Herre. Den, der da ser, ser til sit eget bedste, og den, der er blind, ham bliver det til egne skade. Og jeg er ikke nogen vigter over jer.

(105) Og således gentager Vi tegnene (for at de må forstå), og for at de må sige: Du har (sandelig) forelæst (dem), og for at gøre dem tydelige for et folk, som forstår.

(106) Følg det, som er åbenbaret dig fra din Herre – der er ingen gud undtagen Ham – og vend dig fra afgudsdyrkerne.

(107) Og hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke sat (guder) op ved siden af (Ham). Men Vi har ikke gjort dig til vogter over dem, og du er ikke ansvarlig for dem.

(108) Og tal ikke nedsættende om dem, som de anråber i stedet for Allah, ellers vil de smæde Allah af fjendskab (og) uden viden. Således har Vi for ethvert folk gjort deres handlemåde skøn for dem. Derop er deres tilbagevenden til deres Herre, og Han vil meddele dem, hvad de plejede at øve.

(109) Og de sværger deres stærkeste eder ved Allah, at hvis der kom et tegn til dem, så ville de visselig tro derpå. Sig: Hos Allah alene beror tegnene! Men hvad skal få jer til at begribe, at når de kommer, vil de ikke tro?

(110) Og Vi vil gøre deres hjerter og øjne forvendte, fordi de ikke troede derpå første gang, og Vi vil efterlade dem blindt vandrende i deres overtrædelse.

(111) Og selvom Vi sendte engle ned til dem, og de døde talte til dem, og Vi samlede alle ting over for dem, så ville de dog ikke tro, medmindre Allah gennemtvang Sin vilje. Men de fleste af dem er uvidende.

(112) Og således har Vi gjort satanerne blandt mennesker og djinnerne til enhver profets fjende. De indgiver hinanden gylden tale til bedrag, men hvis din Herre havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke gjort det. Overlad dem da til sig selv og det, de opdigter.

(113) Og (overlad dem til sig selv) for at deres hjerter, som ikke tror på det kommende (liv), kan vise tilbøjelighed dertil og for at de må finde behag deri, og for at de må erhverve sig, hvad de erhverver sig.

(114) Mon jeg skal søge en anden dommer end Allah – når det er Ham, som har åbenbaret jer Bogen, som er gjort tydelig og klar? Og de, hvem Vi gav Skriften, ved, at den er åbenbaret af din Herre med sandheden – derfor skal du ikke være en af tvivlerne.

(115) Din Herres ord er fuldkomment med sandhed og retfærdighed. Der er ingen, som kan ændre Hans ord, og Han er den Althørende, den Alvidende.

(116) Hvis du adlyder de fleste af dem, som er på jorden, så vil de vildlede dig bort fra Allahs vej. De følger blot formodninger, og de lyver blot.

(117) Sandelig, din Herre er Den, der bedst ved, hvem der farer vild fra Hans vej, og Han kender bedst de retledede.

(118) Spis derfor af det, som Allahs navn er nævnt over, hvis I da tror på Hans tegn.

(119) Hvad fejler jer, at I ikke spiser det, som Allahs navn er nævnt over, når Han allerede har gjort klart for jer, hvad Han har forbudt jer – undtagen når I er i en tvangssituation? Men sandelig, mange fører visselig (andre) vild med deres onde lyster af mangel på viden. Sandelig, din Herre er Den, der bedst kender overtræderne.

(120) Og undgå de åbenbare synder og de skjulte. Sandelig, de som erhverver sig synd, skal belønnes for det, som de har begået.

(121) Men spis ikke af det, som Allahs navn ikke er nævnt over, thi det er visselig ulydighed. Og satanerne vil visselig indgive deres venner at strides med jer, men hvis I adlyder dem, så vil I visselig være afgudsdyrkere.

(122) Kan da den, som var død, og Vi gjorde ham levende og sendte ham et lys, han kunne vandre i blandt mennesker, være lig den, som er i mærke og ikke kan finde udvej derfra? Således er det, de plejer at øve, blevet gjort tiltrækkende for de vantro.

(123) Og således har Vi i enhver by anbragt dens synderes anførere, så at de lægger (onde) planer deri. Men de smeder kun planer mod sig selv, og de ved det ikke.

(124) Og når et tegn kommer til dem, så siger de: Vi vil ikke tro, førend der bliver givet os det samme som er blevet givet Allahs sendebud. – Allah ved bedst, hvor Han skal anbringe Sit budskab. Fornedrelse hos Allah vil ramme dem, som har forsyndet sig – og en streng straf for det, som de planlagde (af ondt).

(125) Den, Allah dan ønsker at retlede, hans bryst udvider Han for Islam. Men den, Han ønsker at efterlade i vildfarelse, hans bryster gør Han snævert og trangt, som om han steg til vejrs. Således sender Allah straf over dem, der ikke tror.

(126) Og dette er din Herres vej, den rette. Vi har visselig gentaget tegnene for et folk, som vil tænke sig om.

(127) For dem er der fredens bolig hos deres Herre, og Han er deres Ven på grund af det, de plejede at øve.

(128) Og på den dag, da Han samler dem sammen, (vil Han sige): O forsamling af djinner, I søgte visselig (at vinde) de fleste af menneskene. Og deres venner blandt menneskene vil sige: Vor Herre, vi drog fordel af hinanden, men nu har vi nået vor tidsfrist, som Du har bestemt for os. Han vil sige: Ilden skal være jeres tilflugtssted at forblive deri, hvis Allah da ikke vil noget andet, thi din Herre er Alviis, Alvidende.

(129) Og således gør Vi de uretfærdige til hinandens venner på grund af det, som de plejede at erhverve sig.

(130) O, forsamling af djinner og mennesker, er der ikke kommet til jer sendebud fra jer selv, som har fortalt jer Mine tegn og advaret jer mod denne jeres dage møde? De vil sige: Vi bærer vidnesbyrd mod os selv! Det nærværende liv har bedraget dem, og de bærer vidnesbyrd mod sig selv, at de var vantro.

(131) Således (vil det være), fordi din Herre ikke med urette vil ødelægge byerne, medens deres indbyggere var uadvarede.

(132) For enhver er der rangtrin i overensstemmelse med det, som de har øvet, og din Herre er ikke uvidende om, hvad de gør.

(133) Og din Herre er den Selvtilstrækkelige, Barmhjertighedens Herre. Hvis Han vil, kan Han tage jer bort og i jeres sted efter jer bringe, hvem Han vil, ligesom Han lod jer opstå af andre folks efterkommere.

(134) Sandelig, det, der er blevet lovet jer, vil komme, og I kan ikke forhindre det.

(135) Sig: O mit folk, handl efter jeres formåen, også jeg vil handle, og snart skal I vide, hvem den endelige bolig tilkommer, thi de uretfærdige vil visselig ikke have held med sig.

(136) Og de tildeler Allah en andel i det, som Han har ladet vokse af afgrøden og kvæget, og så siger de: Dette er til Allah, efter deres formening, og dette er til vore medguder. Men det, som er til deres medguder, når ikke Allah, og det, som er til Allah, når til deres medguder. Slet er hvad de dømmer.

(137) Og således har deres medguder ladet drabet af deres børn forekomme mange af afgudsdyrkerne som noget skønt, for at de kan fordærve dem og forvirre deres religion for dem. Men hvis Allah havde (gennemtvunget) Sin vilje, så havde de ikke gjort det. Overlad dem da til sig selv og det, som de har opdigtet.

(138) Og de siger: Dette kvæg og denne afgrøde er forbudt. Ingen skal spise deraf, undtagen den, vi vil – efter deres formening. Og der er dyr, hvis ryg er forbudt (til ridning), og dyr, hvorover de ikke nævner Allahs navn, idet de opfinder løgne mod Ham. Han vil snart belønne dem for det, de har opdigtet.

(139) Og de siger: Hvad der er i dette kvægs liv er udelukkende (beregnet) for vore mænd og forbudt for vore kvinder. Men hvis det er dødfødt, så skal de have (lige) andel deri. Han vil snart belønne dem for deres påstand, thi Han er Alviis, Alvidende.

(140) De, som dræber deres børn i tåbelighed uden viden, og som forbyder det, Allah har forsynet dem med, idet de opdigter løgn mod Allah, er visselig fortabte. De er visselig faret vild, og de er ikke retledede.

(141) Og Han er det, som har frembragt haver, (hvor I dyrker) med espalier og uden espalier, og daddelpalmer og korn, hvis afgrøde er forskellig, og oliven og granatæbler, hinanden lig og hinanden ulig: Spis af deres frugter, når de nærer frugt og giv (de fattige deres) retmæssige andel deraf på høstens dag, og vær ikke umådeholdne, thi Han elsker ikke de umådeholdne.

(142) Og af kvæget lastdyr og slagtedyr: Spis af det, som Allah har forsynet jer med, og følg ikke Satans fodspor, thi han er jer en åbenlys fjende.

(143) (At kvæget) otte (der hører sammen i) par: af fårene to og af gederne to. Sig: Har Han forbudt de to hanner eller de to hunner eller det, de to hunners moderliv indeholder? Meddel mig det på grundlag af viden, hvis I er sandfærdige.

(144) Og af kamelerne to og af okserne to. Sig: Er det de to hanner, Han har forbudt, eller de to hunner eller det, de to hunners moderliv indeholder? Var I vidner, da Allah pålagde jer dette? Hvem er da mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn mod Allah for uden viden at vildlede mennesker. Sandelig, Allah retleder ikke det uretfærdige folk

(145) Sig: Jeg finder ikke i det, som er åbenbaret til mig, noget forbudt for den spisende, som vil spise det, undtagen når det drejer sig om (kød af) selvdøde dyr eller udgydt blod eller svinekød, thi det er urent, eller (det, hvis fortæring betyder) ulydighed, (nemlig) det, der er slagtet i andres navn end Allahs. Men over for den, der er tvunget (af omstændighederne) uden at begære det eller overskride (mindstemålets) grænser, er din Herre visselig Tilgivende, Barmhjertig.

(146) Og dem, der var jøder, forbød Vi alle (dyr) med kløer, og af okserne og fårene og gederne forbød Vi det fede, undtagen hvad deres rygge bærer eller indvoldene eller det, der er blandet med knogler. Dette forbød Vi dem på grund af deres overtrædelse. Og Vi er visselig sanddru.

(147) Og hvis de forkaster dig, så sig: Jeres Herre er den altomfattende barmhjertigheds Herre, men Han straf kan ikke holdes borte fra de syndige folk.

(148) Afgudsdyrkerne vil sige: Hvis Allah havde villet det, så havde vi og vore fædre ikke sat nogen ved siden af (Gud), ej heller havde vi forbudt noget. Således forkastede de forudgående (sandheden), indtil de smagte Bores straf. Sig: Har I nogen viden? Så fremlæg den for os. Men I følger blot en formodning, og I lyver blot.

(149) Hos Allah er det bevis, der kan overtyde. Havde Han da (gennemtvunget) Sin vilje, ville Han have retledet jer alle.

(150) Sig: Bring jeres vidner hid, dem, som vil bevidne, at Allah har forbudt dette. Men hvis de bevidner (det), så skal du ikke aflægge vidnesbyrd sammen med dem og følg ikke deres onde lyster, som forkaster Vore tegn, og som ikke tror på det kommende, og som sæter andre lige med deres Herre.

(151) Sig: Kom og jeg vil forelæse jer, hvad jeres Herre har forbudt jer: I må ikke sætte nogen (eller noget) ved siden af (Ham), og (I skal vise) forældrene godhed, og dræb ikke jeres børn på grund af fattigdom, Vi sørger for jer og for dem, og gå ikke nær til skændighederne, de være sig åbenlyse eller skjulte, og dræb ikke det liv, som Allah ar gjort ukrænkeligt, medmindre det sker med rette. Dette pålægger Han jer, for at I må være forstandige.

(152) Og kom ikke nær til denne forældreløses ejendom, undtagen på bedste måde, indtil de når deres modenhed, og giv fuldt mål og fuld vægt med retfærdighed. Vi har ikke bebyrdet nogen, undtagen efter evne. Når I taler, så tal ret, selvom det også er mod en slægtning, og opfyld pagten med Allah. Dette pålægger Han jer, for at I må tænke jer om.

(153) Og dette er Min vej, den rette, følg da den. Og følg ikke (andre) veje, for at I ikke må blive ført bort fra Hans vej. Dette pålægger Han jer, for at I må være retfærdige.

(154) Og Vi hav også Moses Bogen – som en fuldendelse (af nåden) for den, der handlede godt, og som en klarlæggelse af alle ting og en retledning og barmhjertighed, for at de måtte tro på mødet med deres Herre.

(155) Og denne (Qur’ân) er en bog, som Vi har åbenbaret, fuld af velsignelse. Følg den derfor og vær retfærdige, for at der må vises jer barmhjertighed.

(156) Så at I ikke skal sige: Bogen er kun åbenbaret til to folk før os, og vi havde visselig intet kendskab til deres læsning,

(157) (Og så at) I heller ikke skal sige: Hvis bogen var blevet åbenbaret ås, så ville vi visselig være bedre retledet end disse. Men der er allerede kommet til jer et klart bevis fra jeres Herre og retledning og barmhjertighed. Hvem er da uretfærdigere end dem, der forkaster Allahs tegn og vender sig fra dem? Vi vil belønne dem, der vender sig fra Vore tegn, med en hård straf, fordi de vendte sig bort.

(158) Venter de på andet end at englene skal komme til dem, eller din Herre skal komme, eller nogen af din Herres tegn skal komme? På den dag, da nogle af din Herres tegn skal komme, skal troen ikke gavne noget menneske, som ikke har troet før eller erhvervet sig noget godt i sin tro. Sig: Vent (blot). Vi venter sandelig også.

(159) Sandelig, med dem der splittede deres religion og blev til sekter, har du intet at gøre. Deres sag vil alene være (at henvise) til Allah, derefter vil Han meddele dem, hvad de plejede at gøre.

(160) Den, der bringer en god gerning, skal belønnes tifold, men den, der bringer en ond gerning, skal kun belønnes med det samme, og der skal ikke gøres ham uret.

(161) Sig: Se, min Herre har ført mig til den rette vej, den evige tro, Abrahams den oprigtiges religion. Og han hører ikke til dem, der sætter nogen (eller noget) op ved siden af (Gud).

(162) Sig: Min bøn og mit offer og mit liv og min død er helliget Allah, verdenernes Herre,

(163) Han har ingen ved siden af Sig. Således blev det pålagt mig, og jeg er den første af dem, der underkaster sig (Hans åbenbarede vilje).

(164) Sig: Skal jeg søge en anden Herre end Allah, når Han er alle tings Herre? Og ingen sjæl erhverver (noget), som ikke kommer til den (selv alene), og ingen, der bærer en byrde, skal bære en andens byrde. Derpå er jeres tilbagevenden til jeres Herre, og Han vil så give jer underretning om det, I var uenige om.

(165) Og Han er Den, der har gjort jer til efterfølgere på jorden og har ophøjet nogle af jer over andre i trang for at prøve jer i det, som Han har skænket jer. Sandelig din Herre er hurtig til at gengælde, og Han er visselig Tilgivende, Barmhjertig.

Al-A'raaf

Makkan

I Allahs den Nådiges den Barmhjertiges navn.

(1) Alif Lâm Mîm Sâd (Jeg er Allah, den Alvidende, den Sanddru).

(2) (Denne Qur’ân) er en (strålende) bog, som er åbenbaret dig. Lad der da ikke være nogen hindring for den i dit bryst, at du med den må advare (om den kommende straf), og (at den må) være en formaning for de troende.

(3) Følg det, som er åbenbaret jer fra jeres Herre, og følg ikke andre beskyttere end Ham. Hvor lidet tænker I jer om?

(4) Hvor mangen en by har Vi ikke ødelagt. Og Vores straf kom til dem om natten, eller når de sov til middag.

(5) Og deres råb var, når Vores straf kom til dem, ene og alene at de udbrød: Vi var visselig uretfærdige.

(6) Vi vil da visselig udspørge dem, til hvem sendebudene kom, og Vi vil visselig udspørge sendebudene.

(7) Da vil Vi visselig fortælle dem (om deres gerninger) med (fuldkommen) viden, og Vi var aldrig fraværende.

(8) Og vejningen (af alle gerninger) på denne dag vil være sand, og de, hvis vægtskåle vil være tunge, vil være dem, der skal fuldkommengøres.

(9) Og de, hvis vægtskåle vil være lette, vil være dem, der har mistet sig selv, fordi de plejede at være uretfærdige mod Vore tegn.

(10) Og Vi har visselig befæstet jer på jorden og skænket jer (alt til) livets underhold på den. Hvor er I lidet taknemmelige.

(11) Og Vi har visselig skabt jer og derpå givet jer form. Og derpå sagde Vi til englene: Vær Adam undergivne. Og de underkastede sig, men Iblîs (gjorde det ikke). Han ville ikke være blandt dem, der underkastede sig.

(12) (Gud) sagde: Hvad forhindrede dig i at underkaste dig, da Jeg befalet dig (det)? Han sagde: Jeg er bedre end ham. Du har skabt mig af ild, medens Du skabt ham af ler.

(13) (Gud) sagde: Gå da bort herfra, thi det er dig ikke tilladt at hovmode dig her. Gå da ud, thi du skal visselig være blandt de ydmygede.

(14) Han sagde: Giv mig udsættelse til den dag, de oprejses.

(15) (Gud) sagde: Di skal visselig være blandt dem, der har fået udsættelse.

(16) Han sagde: Fordi Du har dømt mig som vildfarende, så vil jeg visselig ligge i baghold efter dem på Din rette vej.

(17) Da vil jeg visselig komme over dem forfra og bagfra og fra deres højre og fra deres venstre side. Og Du vil visselig ikke finde de fleste af dem taknemmelige (mod Dig).

(18) (Gud) sagde: Gå ud herfra, foragtet og fordrevet. Alle, der følger dig iblandt dem – jeg vil Jeg visselig fylde helvede med – alle til hobe.

(19) Og O Adam, bo du og din hustru i haven og spis af det, I lyster, men nærm jer ikke dette træ, så I bliver uretfærdige.

(20) Men Satan hviskede til dem, for at åbenbare det, der var skjult for dem af deres skam, og han sagde: Jeres Herre har kun forbudt jer dette træ, for at I ikke skal blive to engle eller blive af dem, der lever evigt.

(21) Og han tilsvor dem, (idet han sagde): Jeg er jer en hengiven rådgiver.

(22) Og han vildledte dem ved bedrag. Og efter at de havde smagt af træet, blev deres skam åbenbar for dem, og de begyndt at skjule sig med havens løv. Og deres Herre kaldte dem, (idet Han sagde): Forbød Jeg jer ikke dette træ og sagde til jer: Satan er jer visselig en åbenbar fjende.

(23) De sagde: Vor Herre, vi har handlet uret mod os selv, og hvis Du ikke tilgiver os og har barmhjertighed med os, så vil vi visselig være blandt de fortabte.

(24) Han sagde: Gå bort som hinandens fjender, og på jorden skal der være et opholdssted et livsunderhold for jer for en tid.

(25) Han sagde: Der skal I leve og der skal I dø, og derfra skal I oprejses.

(26) O Adams børn, Vi har visselig sendt jer en klædning, som kan dække jeres skam, og (som tjener jer) til prydelse. Men retfærdighedens klædning er den bedste. Dette er (et) af Allahs tegn, for at de skal ihukomme (det).

(27) O Adams børn, lad ikke Satan friste jer, ligesom han bragte jeres forældre ud af haven, idet han fratog dem deres klædning, så at han kunne åbenbare dem deres skam. Han ser jer visselig, han og hans stamme, hvorfra I ikke ser dem. Vi har visselig gjort satanerne til venner af dem, som ikke tror.

(28) Og når de øver noget skændigt, så siger de: Vi fandt vore fædre handlende således, og Allah har påbudt os det. Sig (til dem): Allah opbyder ikke det skændige. Vil I sige om Allah, hvad I ikke ved?

(29) Sig: Min Herre har påbudt retfærdighed. Og vær sandt opmærksomme på ethvert (tidspunkt eller) sted for tilbedelse, og påkald Ham, idet I er Ham fuldt og helt hengivne i lydighed. Sådanne som Han frembragte jer, skal I vende tilbage.

(30) Nogle har Han retledet, og vildfarelse er med rette blevet andre til del, thi de har taget satanerne til venner i stedet for Allah, og de mener, at de er retledede.

(31) O Adams børn, se til jeres prydelse på ethvert (tidspunkt eller) sted for tilbedelse. Og spis og drik, men overdriv ikke, thi Allah elsker ikke de umådeholdne.

(32) Sig: Hvem har forbudt Allahs prydelse, som Han har frembragt til Sine tjenere, og de gode ting af (Hans) forsyning. Sig: Det er for dem, der tror i dette liv, (og) udelukkende deres på opstandelsens dag. Således fremstiller Vi i enkeltheder tegnene for dem, der har viden.

(33) Sig: Min Herre har kun forbudt de skændige ting, hvad enten de er åbenlyse eller skjulte, og synd og uretmæssig overtrædelse, og at I sætter (nogen eller noget) ved siden af Allah, som Han ingen fuldmagt har åbenbaret for, og at I siger om Allah, hvad I ikke ved.

(34) Og for ethvert folk er der en frist. Når deres frist så er kommet, kan de ikke blive tilbage (så meget som) et øjeblik, ej heller kan de komme før (dens udløb).

(35) O Adams børn, hvornår der end kommer sendebud til jer fra jer selv og beretter jer Mine tegn, så skal der ikke komme (nogen) frygt over dem, der da frygter (Gud) og handler retfærdigt, ej heller skal de sørge.

(36) Men de, der forkaster Vore tegn og vender sig fra dem i hovmod, er ildens indbyggere, hvori de skal forblive (længe).

(37) Hvem er da mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn om Allah, eller forkaster Hans tegn? Deres del af det, der er bestemt, skal nå dem, indtil Vore sendebud siger, når de kommer til dem for at tage deres sjæle: Hvor er de, I påkaldte ved siden af Allah? De vil svare: De er veget fra os. De vil vidne mod sig selv, at de var vantro.

(38) (Gud) vil sige: Gå da ind i ilden blandt folkeslag af djinner og mennesker, som gik bort før jer. Hver gang et folk går ind, vil det forbande sit søsterfolk, indtil, når de alle samme er nået derind, de sidst vil sige om de første: Vor Herre, disse vildledte os, giv dem da en dobbelt straf af ilden. Han vil sige: For enhver skal straffen være mangfoldig, men I forstår det ikke.

(39) Og de første vil sige til de sidste: I har intet fortrin frem for os, smag da straffen, for hvad I plejede at øve.

(40) Sandelig, de, som forkaster Vore tegn og vender sig fra dem i hovmod, for dem skal himlens porte ikke åbnes, ej heller skal de gå ind i haven, førend en kamel går igennem et nåleøje. Således belønner Vi synderne.

(41) De skal have et leje i helvede, og over dem skal der være tæpper (af ild), og således belønner Vi de uretfærdige.

(42) Men de, som tror og handler retfærdigt – Vi bebyrder ingen sjæl over evne – skal være havens beboere, i den skal de forblive.

(43) Og Vi skal fjerne, hvad der er af (gensidigt) nag i deres hjerter. Under dem skal floder strømme, og de skal sige: Al pris tilkommer Allah, som ledte os til dette. Og vi ville ikke have været retledte, hvis Allah ikke havde retledt os. Sandelig bragte vor Herres sendebud sandheden. Der skal siges til dem: Dette er haven, som er blevet givet jer i arv (som belønning) for det, I plejede at øve.

(44) Og havens beboere skal kalde ildens beboere (og sige): Vi har visselig fundet, at det, vor Herre forjættede os, var sandt. Har I (også) fundet, at det, jeres Herre forjættede (jer), var sandt? De vil svare: Ja. Da skal en herold meddele mellem dem: Allahs forbandelse er over de uretfærdige,

(45) Dem, som vendte (andre) bort fra Allahs vej og søgte at gøre den kroget, og de troede ikke på det kommende (liv).

(46) Og mellem dem skal der være en skranke, og på de ophøjede steder skal der være mænd, som kender alle på deres mærker, og de skal tilråbe havens beboere: Fred være med jer. De (tiltalte) er (endnu) ikke trådt ind i den, men de håber (at gøre det).

(47) Og når deres blik vendes mod ildens beboere, siger de: Vor Herre, anbring os ikke sammen med de uretfærdiges folk.

(48) Og beboerne på de ophøjede steder vil kalde mænd, som de kender på deres mærker, og sige: Jeres mængde nyttede jer ikke, ejheller at I var hovmodige.

(49) Er disse de (mennesker), om hvem I svor, at Allah ikke ville nå dem med Sin barmhjertighed)? (Så vil Gud sige til disse mennesker): Gå ind i haven, ingen frygt skal være over jer, ej heller skal I sørge.

(50) Og ildens beboere skal råbe til havens beboere (og sige): Udgyd vand over os eller noget af det, som Allah har forsynet jer med. De vil svare: Sandelig, Allah har forbudt begge dele for de vantro,

(51) Dem, som gjorde deres religion til spørg og skæmt, og hvem dette nærværende liv bedrog. – Idag vil Vi da glemme dem, ligesom de glemte mødet med denne deres dag, og fordi de plejede at fornægte Vore tegn,

(52) Vi har allerede bragt dem en Bog, som Vi har udlagt på alle måder (grundet) på kundskab, (som) en retledning og en barmhjertighed for et folk, som tror.

(53) Mon de venter på andet end opfyldelsen (af advarslerne) deri? På den dag, da opfyldelsen vil komme, skal de, som glemte den før, sige: Vor Herres sendebud har allerede bragt sandheden. Mon vi da vil have nogen forbedere, som vil gå i forbøn for is? Eller vil vi blive sendt tilbage, så vi kan handle anderledes, end vi plejede at handle? – De har allerede mistet deres sjæle, og det, de plejede at opdigte, er veget fra dem.

(54) Sandelig, jeres Herre er Allah, som skabt himlene og jorden i seks tider, og så satte Sig på tronen. Han lader natten dække dagen, idet den hurtigt følger den. Og (Han skabte) solen og månen og stjernerne, (alle) tvunget i tjeneste på Hans bud. Sandelig, Ham tilhørere skabningen og befalingen. Velsignet være Allah, (alle) verdeners Herre.

(55) Påkald jeres Herre i ydmyghed og hemmelighed, thi Han elsker ikke overtræderne.

(56) Og skab ikke ufred på jorden, efter at den er bragt i en tilstand af fred og orden. Og påkald Ham i frygt og håb, thi Allahs barmhjertighed er nær ved dem, der handler godt.

(57) Og det er Ham, der sender vindene med godt nyt foran Sin barmhjertighed, indtil Vi – når de bærer tunge skyer – driver dem til et dødt land, og Vi så sender vand ned derfra og frembringer alle slagt frugt derved. Således bringer Vi de døde frem, for at I må tænke jer om.

(58) Og det gode land – dets planter kommer frem (i overflod) på dets Herres bud – men det, som er dårligt – (dets planter) kommer kun frem (i) ringe (tal); Således fremstiller Vi på mange måder tegnene for et folk, som er taknemmeligt.

(59) Vi sendte visselig Noah til hans folk, og han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen gud undtagen Ham. Jeg frygter i sandhed en stor dags straf for jer.

(60) Hans folks førere sagde: Vi ser dig i sandhed i åbenbar vildfarelse.

(61) Han sagde: O mit folk, der er ingen vildfarelse i mig, men jeg er et sendebud fra alverdens Herre.

(62) Jeg overgiver jer min Herres budskaber, og jeg giver jer et oprigtigt råd, og jeg ved fra Allah, hvad I ikke ved.

(63) Undrer I jer over, at der kommer en formaning til jer fra jeres Herre gennem en mand af jeres egen midte, at han må advare jer, og for at I må være retfærdige, og for at der må vises jer barmhjertighed.

(64) Da forkastede de ham, og Vi reddede ham og dem, der var med ham i skibet, og Vi druknede dem, der forkastede Vore tegn, thi de var et folk af blinde.

(65) Og til ’Âd (sendte Vi) deres broder Hûd. Han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen anden gud end Ham. Vil I da ikke være gudfrygtige?

(66) De vantro førere fra hans folk sagde: Sandelig, vi ser dig (fortabt) i dårskab, og vi mener sandelig, at du er af løgnerne.

(67) Han svarede: O mit folk, der er ingen dårskab i mig, men jeg er et sendebud fra alverdens Herre.

(68) Jeg meddeler jer min Herres budskaber, og jeg er jer en hengiven rådgiver, sanddru.

(69) Undrer I jer over, at en formaning er kommet til jer fra jeres Herre gennem en mand af jeres egne, at han måtte advare jer? Husk, da Vi gjorde jer til efterfølgere (til velsignelserne) efter Noahs folk og øgede jer gavmildt i kropsstyrke, og husk Allahs velgerninger, for at I må fuldkommes.

(70) De svarede: Er du kommet til os, for at vi skal tjene Allah alene og forlade dem, vore fædre plejede at tjene? Bring os da det, du har truet os med, hvis du er en af de sanddru.

(71) Han sagde: Straf og vrede fra jeres Herre er allerede faldet på her. Strides I med mig om navne, som I og jeres fædre har opfundet, (og) som Allah ikke har åbenbaret nogen fuldmagt for. Vent da, jeg er med jer blandt dem, der venter.

(72) Og Vi frelste ham og dem, der var med ham, ved Vores barmhjertighed, og Vi overskar rødderne på dem, der forkastede Vore tegn. Og de troende ikke.

(73) Og til Thamûd (sendte Vi) deres broder Sâlih. Han sagde: O mit folk, tjen Allah. I har ingen gud undtagen Ham. Der er sandelig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre. Dette er Allahs hunkamel, et tegn for jer. Lad den da være, at den kan øde på Allahs jord og gør den ikke noget ondt, så at en smertelig straf indhenter jer.

(74) Og husk, da Han gjorde jer til efterfølgere (til velsignelserne) efter ’Âd og anviste jer en bolig i landet, idet I byggede borge på dens slette og hyggede huse ud i bjergene. Husk da Allahs velgerninger og begå ingen overtrædelser i landet, idet I stifter ufred.

(75) De hovmodige førere fra hans folk sagde til dem, der blev anset for svage – til dem af dem, som troede: Ved I (med sikkerhed), at Sâlih er sendt af sin Herre? De svarede: Vi tror visselig på det, som han er blevet sendt med.

(76) De hovmodige svarede: Vi er sandelig vantro med hensyn til det, I tror på.

(77) Så huggede de hasesenen over på hunkamelen og gjorde oprør mod deres Herres befaling, og de sagde: O Sâlih bring os det, du har truet os med, hvis du er et af sendebudene.

(78) Så tog jordskælvet dem, så de om morgenen lå sammenkrøbne i deres huse.

(79) Og (Sâlih) vendte sig fa fra dem og sagde: O mit folk, jeg har allerede meddelt jer min Herres budskab, og jeg hav jer et oprigtigt råd, men I brød jer ikke om oprigtige rådgivere.

(80) Og (Vi sendte) Lot, da han sagde til sit folk: Begår I en skændighed, som ingen i alverden begik før jer?

(81) Sandelig, I går med begær til mænd i stedet for kvinder. Nej, I er et folk, som overskrider (alle) grænser.

(82) Og hans folks svar var kun, at de sagde: Uddriv dem af jeres by, thi de er mennesker, som ønsker at forblive rene.

(83) Da reddede Vi ham og hans familie med undtagelse af hans hustru: hun var af dem, der blev tilbage.

(84) Og Vi lod en regn regne ned over dem. Se da, hvorledes enden blev for synderne.

(85) Og til Midian (sendte Vi) deres broder Sju’aib. Han sagde: O mit folk, tjen Allah, I har ingen anden gud end Ham. Der er visselig kommet et klart bevis til jer fra jeres Herre, giv da fuldt mål og fuld vægt og formindsk ikke folks ting for dem og stift ikke ufred på jorden, efter at den er bragt i en tilstand af fred og orden. Dette er bedre for jer, om I er troende.

(86) Og sid ikke ved enhver vej, idet I truer (mennesker) og søger at vende (dem) bort fra Allahs vej, som tror på Ham, og idet I søger at gøre den kroget. Og husk, da I var få, og Han mangfoldiggjorde jer. Og se, hvorledes enden blev for dem, der stiftede ufred.

(87) Og hvis der er et parti blandt jer, som tror på det, jeg er blevet sendt med, og et parti, som ikke tror, vær da tålmodige, indtil Allah dømmer os imellem. Og Han er den bedste af (alle) dommere.

(88)

(89)

(90)

(91)

(92)

(93)

(94)

(95)

(96)

(97)

(98)

(99)

(100)

(101)

(102)

(103)

(104)

(105)

(106)

(107)

(108)

(109)

(110)

(111)

(112)

(113)

(114)

(115)

(116)

(117)

(118)

(119)

(120)

(121)

(122)

(123)

(124)

(125)

(126)

(127)

(128)

(129)

(130)

(131)

(132)

(133)

(134)

(135)

(136)

(137)

(138)

(139)

(140)

(141)

(142)

(143)

(144)

(145)

(146)

(147)

(148)

(149)

(150)

(151)

(152)

(153)

(154)

(155)

(156)

(157)

(158)

(159)

(160)

(161)

(162)

(163)

(164)

(165)

(166)

(167)

(168)

(169)

(170)

(171)

(172)

(173)

(174)

(175)

(176)

(177)

(178)

(179)

(180)

(181)

(182)

(183)

(184)

(185)

(186)

(187)

(188)

(189)

(190)

(191)

(192)

(193)

(194)

(195)

(196)

(197)

(198)

(199)

(200)

(201)

(202)

(203)

(204)

(205)

(206)